Læsetid: 14 min.

Et rigt og fattigt land

Hvad skal verden med begrebet om bæredygtig udvikling, hvis ikke det gælder for Nigeria?
3. august 2002

Et lyn smælder langs horisonten. Palmerne ruskes hvide af kraftige vindstød. Så kommer regnen, og havestuens tag bliver en tromme. Jeg rykker nærmere på manden, kan ikke høre hvad han siger. Han sidder yderst, vandet står som en grå mur bag ham.
Mbaya Kankwenda er congoleser, han fortsætter uanfægtet. »… så købekraften er faldet og Nigerias industri udnytter kun 30 procent af sin kapacitet. Men Nigeria kan lave alting. For nylig var jeg i Ghana. Jeg bad tjeneren på hotellet om sødetabletter til min morgenkaffe. Han gik ud i byen og kom tilbage med en pakke. Made in Nigeria, stod der på den.« Mbaya Kankwenda smiler før han tilføjer: »Jeg puttede en, to tre, seks tabletter i koppen. Kaffen blev ikke mere sød«.
Lidt på den samme måde er det med alting her i Nigeria, så vidt jeg forstår: Situationen er kritisk, men alt kan lade sig gøre. Spørgsmålet er bare, om det virker.
Mbaya Kankwenda er koordinator for FN i Nigeria og chef for udviklingsorganisationen UNDP. Han rådgiver rege-ringen om bæredygtig udvikling. Det har den sandelig brug for.
Nigeria er et rigt land. Oliepengene fosser ind i statskassen. Foruden olie er der mange andre råstoffer. Naturen er frodig og mangfoldig, jorden er frugtbar, klimaet gunstigt. Det meste af landet har vand nok. Landet er stort, der er god plads til den voksende befolkning, som er rig på kundskaber og en mangfoldighed af kulturelle traditioner. Landet har skoler og universiteter, veje, elværker, fabrikker, sygehuse, handelshuse, transportmidler, telefoner, valuta, love, dom-stole, ordensmagt … Ikke nok, men nok til at komme videre.
Nigeria er et misrøgtet land. Strømmen svigter, fabrikkerne går i stå, vejene går i stykker, pengene taber deres værdi, væksten i landets nationalprodukt kan kun lige holde trit med befolkningens tilvækst. Investeringerne udebliver.
Oliepengene fosser ud af statskassen. En stor del af dem havner i forkerte lommer. Inflationen er tocifret. Ødselt overfor-brug finder sted side om side med lurvet fattigdom. Mange af de rige sender deres penge ud af landet. 70 procent er ifølge UNDP havnet under fattigdomsgrænsen. Skolevæsenet og sundhedsvæsenet er forfaldne. Ørkenen breder sig i nord, udpint jord skyller bort med regnen i syd, fiskerne har faldende fangst. Byerne trækker folk til sig, Lagos er ved at blive en af verdens største byer, men plages af mangel og trængsel, forurenet vand og luft, vandbårne sygdomme, slum og trafikalt kaos. Hiv og aids breder sig, omend ikke med helt så høje tal som i andre dele af Afrika. Fem millioner nigerianere er emigreret – rundt regnet 2,5 millioner til USA, 1,5 millioner til Europa og 1 million til Sydafrika.
Efter 36 års militærdiktatur, kun afbrudt af en kort, mislykket overgang til demokrati i 1979-83, har det nye demokrati siden 1999 åbnet for frustrationens sluser. Folk rejser deres krav efter mange års afmægtighed og venter utålmodigt på den ’demokratiske dividende’. Nogle vil bringe sig i stilling til at få del i magten ved det næste valg, nogle vil rive sig løs, alle vil have retfærdighed og fremgang.
Verdenspressen interesserer sig mest for Nigeria, når folk slår hinanden ihjel, fly styrter ned og kvinder dømmes til døden ved stening. Også i Nigerias egen presse er dårlige nyheder i høj kurs:
clash & crash. Anklagerne fyger, og regeringens modstandere udnytter frustrationerne til egne formål. Tilsammen danner det et billede af et splittet land i sammenbrud, hvor hæren står klar i kulissen til at tage magten igen.
Det er overdrevet, mener Mbaya Kankwenda. Situationen i Nigeria er ikke værre end i Indien og Brasilien. De onde cirkler kan brydes. Det handler især om at få de mange parter i samfundet til at trække på samme hammel: Centrale og lokale magthavere, inden- og udenlandske selskaber, fagforeninger, de religiøse samfund, de traditionelle ledere, menneskerets- og udviklingsorganisationer, akademikere og medier, udenlandske donorer…
Men Nigeria er smittet med tre sociale virussygdomme, siger han. Og virusinfektioner er som bekendt svære at slippe af med, når de gentager sig.
Den første virus er mangel på disciplin, som tydeligt kan aflæses i trafikken, hvor alle maser sig frem og derved forhindrer hinanden i at komme videre. Offentligt ansatte møder ikke til tiden og passer ikke deres arbejde, aftaler bliver ikke overholdt …
Den anden virus er korruptionen, som på mange områder er en fast og indarbejdet praksis. Folk har vænnet sig til den, holder fast ved deres privilegier, dækker over hinanden. Et eksempel er elforsyningen. Hver dag bliver strømmen afbrudt to-tre timer. Den nye rege-ring satte sig for at løse problemet, men det er ikke lykkedes. Årsagen er ikke teknisk, siger Mbaya Kankwenda. Men der findes et stærkt netværk af virksomheder og personer, der tjener penge på at holde de nødgeneratorer i gang, som er nødvendige på enhver virksomhed, enhver institution, ethvert hotel, i ethvert velstående hjem…
Den tredje virus er etniciteten. Folk føler sig først som medlem af deres egen etniske gruppe, siden som nigerianer. Nigeria er multietnisk, så det forslår. Selvfølgelig har de fleste grupper en hjemegn, men ingen af de 250 etniske grupper er i flertal. Landets enhed bygger på en balance mellem de største grupper. Hausa og Fulani (29 procent) i nord, Yoruba (21 procent) i sydvest, Igbo (18 procent) i sydøst. Etnisk og religiøs tolerance er en eksistensbetingelse for Nigeria. Enhver konflikt om magt og penge, plads og ret og sociale forhold har samtidig et etnisk indhold, som kan bruges og misbruges. »Den kulturelle mangfoldighed er en rigdom, problemet er at få den gjort til et aktiv i stedet for en modsætning,« siger Mbaya Kankwenda.

Råolien findes under Nigerflo-dens delta og havbunden ud for kysten. Staterne i deltaet er hver for sig på størrelse med olielande som Norge og Danmark, de fleste indbyggere tilhører forholdsvis små etniske minoriteter og de føler det dybt uretfærdigt, at de ikke råder over rigdommene selv.
Striden er lige så gammel som landet. Nigerias grundlov har en paragraf, som bestemmer hvor stor en del af olieindtægterne forbundsregeringen skal give tilbage til oliestaterne. Gennem årene er det lykkedes dem at få procenten hævet til 13. Men for nylig afgjorde Højesteret, at olien fra havbunden ikke tæller med. Den tilhører forbundsstaten, basta. Den dom var benzin på forurettelsens bål og medvirkede til en opblussen af de sociale konflikter og voldelige etniske sammenstød i deltastaterne, hvor det især er vrede unge uden arbejde, der fører an. Præsident Olesegun Obasanjo skyndte sig at love forhandlinger om et politisk kompromis.
Regeringslederen i Rivers State, guvernør Peter Odili, mener, at dommen er naturstridig: »Hvis Skaberen havde ønsket, at andre skulle have olien, så havde han anbragt den et andet sted.« Men han er forbundsfælle med præsidenten, de er på valg for samme parti, PDP. Så han går på listesko: »Højesteret har talt. Vi har ingen højere, så vi må rette os efter loven. Men der skal findes en politisk løsning. Vi er glade for at være del af et forbund og vi har ikke noget imod at dele med resten af landet, men det meste bør bruges her – og vi har naturlovene på vores side,« siger han.
Emnet er også sprængfarligt for finansminister Adamu Cirona, som jeg møder i hovedstaden Abuja et par dage senere: »Nigeria har én økonomi. De, der ikke har olie, må have del i udbyttet, ellers er det heller ikke til gavn for oliestaterne selv. Det er et spørgsmål om balance for at skabe en sammenhængende udvikling. Hvis udviklingen i ét område går langt forud for de andre, så vil det skabe uro. Vi må balancere. Landet må bestå,« siger han.
I Rivers’ nabostat Akwa-Ibom, er guvernør Victor Attah også valgt for PDP. Men han er gammel i gårde og vred. »Sådan noget snik-snak,« siger han om Adamu Cironas udtalelse. »Det meste af vores olie er offshore. Hvis vi ikke får kompensation, hvorfor skulle vi så forblive i Nigeria.« Han minder truende om borgerkrigen sidst i 60’erne, men tilføjer dog hurtigt: »Vi vil ikke gå i krig, vi vil kæmpe med fornuftens argumenter.«
»Olieindustrien ødelægger vores skove, mangroven er død. Fiskeriet går i stå, yngelen dør, ExxonMobil sagde på et tidspunkt til fiskerne, at de ikke måtte
fiske i fire måneder. Vores smukke kyst er klistret ind i olie, så nu er muligheden for turisme også ødelagt. Jeg har påpeget den politiske risiko over for præsidenten: Det er ikke sikkert, at vi vil støtte hans kandidatur, hvis problemet ikke bliver løst.«
I sig selv er det ikke bæredygtigt at bygge et lands økonomi på olie. Slet ikke når olien føres væk og fyres af som brændstof i rigere landes overforbrug med klodens klima som indsats, mens den lokale befolkning mest mærker følgerne i form af forurening, inflation og voksende ulighed. På længere sigt ville det gavne både Nigeria og hele verden at sætte udvindingstakten ned og prisen op, kræve høje standarder overholdt og bruge mere af ressourcerne, først og fremmest naturgassen, lokalt.
85 procent af forbundsstatens indtægter er oliepenge. Den politiske magtstruktur er bygget op om disse penge. Den korteste vej til rigdom er en kontrakt med regeringen. Mange vil gå langt, også ud over lovens rammer, for at få en god kontrakt. Eller for at blive valgt til en politisk post som giver mulighed for selv at skrive en.
Den tidligere militærdiktator, Abacha, stak penge til side i Schweiz. Hans enke har tilbudt at betale en milliard dollars tilbage, hvis hun og familien slipper for videre tiltale. Hans forgænger, Ibrahim Babangida, nåede at gøre mange til millionærer i de ni år, han var ved magten. Han kan stadig regne med deres støtte. Det er en udbredt opfattelse, at Obasanjo kun kan beholde magten så længe, det passer Babangida.
Mange års korruption er ikke nem at bekæmpe. Regeringen har nedsat en kommission, der skal have alle nye kontrakter til gennemsyn og godkendelse. Det er et væsentligt skridt mod åbenhed. Der er også vedtaget strenge love mod korruption. Men retsvæsenet er langsomt, ineffektivt og underforsynet. Og bogføringen og regnskabsaflæggelsen er i mange tilfælde flere år bagud.
Jo flere penge, der kommer illegalt i omløb, jo flere mennesker bliver afhængige af dem, og jo flere skal vaskes hvide. Den uformelle økonomi er stor. Når industrien kun udnytter en tredjedel af sin kapacitet, skyldes det ikke alene inflationen og de fattiges mangel på købe-kraft. Det hænger også sammen med konkurrencen fra tokumbo-økonomien: Billige sekundavarer fra Europa og USA købes sort og sælges til lave priser.
Et eksempel på problemernes dybde er det nye begreb ’nultilskud’. Normalt får staterne og lokalregeringerne bloktilskud ligesom amter og kommuner i Danmark. Men skolesystemet var i forfald, og lærerne fik ikke deres løn. Forbundsregeringen vil have alle børn i skole og bestemte derfor, at lærerne skulle have deres løn udbetalt. Pengene blev trukket fra i tilskuddet – og det førte i visse tilfælde til, at der slet ingen penge var til overs.
Et andet eksempel er striden om næste års finanslov. Præsident Obasanjo fremsendte et budget på knap 900 mia naira til nationalforsamlingen. Den hævede beløbet til 1,3 billioner uden tilsvarende indtægter. Det er vel valgår. Obasanjo skrev loven under, men nægter at bruge alle pengene. Alle ved godt, at finansminister Cirona har ret, når han siger, at det kun vil føre til galopperende inflation. Han slås i forvejen med en inflation på 17 procent. Alligevel truer politikerne i nationalforsamlingen nu med en rigsretssag mod Obasanjo, fordi han ikke vil følge den lov, han selv har skrevet under på.

At vejen til rigdom er en kon-trakt med regeringen, ses tydeligt i Nigerias hovedstad, Abuja. På vej ind fra lufthavnen fik jeg et grineflip på bagsædet sammen med min svenske kollega. Nu havde vi lige vænnet os til det rustbrune kaotiske Lagos med fattigdom og forfald, slum og røg og mylder og gedemarked og bilvrag langs vejen. Det her ligner Hallandsåsen, bare med rød jord og lodret sol. Nysselig skandinavisk ordning & reda med god plads til Volvoer.
På vej ind mod centrum passerer vi det berygtede fodboldstadion, som efter sigende har slugt 50 milliarder Naira. En del af pengene er forsvundet på mærkelige måder, resten er ved at tage form i beton.
Selve byen er bygget efter en masterplan på bar mark nøjagtig midt i det store, splittede land. Beregnet til regeringen og de centrale institutioner. Med sine mange højhuse og motorveje, Hilton, Sheraton og firmadomiciler ligner den en fortyndet udgave af Los Angeles.
Men Nigeria er det. Dagen efter kører vi den modsatte vej. Kun en time fra centrum er vi i det gamle Afrika med lerklinede huse, hvor de moderne tider består af en vandpost og en lille sundhedsklinik, begge betalt af UNDP, der også yder små lån til kvinder og mænd, der vil i gang med en virksomhed.
Tak til UNDP og Gud velsigne jer, vi er lykkelige og taknemmelige fordi vi har fået rent vand og sygeplejerske og medicin. I fortiden var der spænding og militær, men nu er alt godt og vi lider ikke, men hvis der er flere penge, kan vi også godt bruge en vej, siger høvding Abubakar Alkali. Hans søn, Ibrahim Alkali, fungerer som tolk og oplyser, at faderen er 108 år. Børnene vejer, hvad de skal, og der er ingen hiv og aids, siger sygeplejersken. Det er ikke et forhutlet samfund, det er bare forskudt på tidsaksen i forhold til Abuja. Det synligste tegn på modernitet er en lettere afklædt kalenderpige i landsbyens barbersalon.
Landsbyen har en moske. Uden for indgangen er der en bunke sten med en krukke. Det er et alter for den oprindelige religion. Alle konflikter løses af høvdingen og de ældstes råd og hvis nogen vil flytte hertil, kan de få lov, men så skal de dyrke jorden i 20 år, fortæller Ibrahim. De unge vender hjem, når de har fået en uddannelse, siger han.
Den første engelsktalende unge, jeg støder ind i, siger det modsatte. Hans drøm er et job i byen.
På vej tilbage gør vi holdt ved en af de talrige bebyggelser langs vejen. Små firkantede huse med bliktag. På mange af dem er der malet et rødt kryds og ordene stop work, efterfulgt af en dato. Det er
illegale boliger, i strid med Abujas ambi-tiøse byplan. Når datoen er overskredet, risikerer beboerne udvisning.Firmaerne henter arbejdere fra hele landet, men når byggeriet er slut, skal de rejse hjem, hvis ikke de har penge nok til en anerkendt bolig. Det har de ikke, men de rejser heller ikke hjem. Abuja bliver en verdensby som andre. Rig i midten, slum i omegnen.
Nigeria er splittet, men parterne kan ikke bare skilles og lade Abuja stå tilbage som monument over en mislykket centralisme. Alle viger forfærdet tilbage for den tanke. Som landet ligger ville det med stor sandsynlighed føre til et mare-ridt af konflikter og vold. Samfundets parter er henvist til at forme den fælles fremtid sammen. De skal i gang med at plante læhegn og genoprette udpint jord, udvikle landbruget, bekæmpe forureningen, skaffe rent vand til alle, forbedre sundhedstilstanden, fordele goderne bedre, sikre lov og ret og orden, myndiggøre de afmægtige. Det er ikke et abstrakt ideal, men en elementær nødvendighed.
God regeringsførelse baner vejen, siger de rige lande med USA i spidsen. Hvis samfundet har et stabilt demokrati med respekt for borgernes ret og virksomhedernes vilkår, ansvarlig økonomisk politik og et velfungerende marked og retsvæsen, så kommer investeringerne både udefra og fra landets egne borgere…
Jamen, de nuværende regeringer i Abuja og de 36 stater er enige. De forsøger også at trække investeringer til og skabe en bæredygtig vækst ved at stabilisere det unge, usikre demokrati.
Problemet er jo bare, at det projekt netop trues med selvtægt og underminering, hvis ikke folk mærker ’den demokratiske dividende’ som helt konkrete fremskridt.
Resten af verden er ikke særlig hjælpsom.
Gældslettelse kunne hjælpe, men Nigeria hænger stadig på det meste af den gæld, tidligere regeringer stiftede. Stabile oliepriser kunne hjælpe. Et stabilt niveau på omkring 30 dollars pr. tønde og jævnt stigende ville desuden være et effektivt middel til at fremme de globale investeringer i miljøvenlige og vedvarende energikilder, viser erfaringen. Men de storforbrugende lande vil ikke gå ind på en sådan langtidskontrakt. De spiller tværtimod powerplay, hver gang prisen nærmer sig det niveau.
Verdensfirmaerne bekender sig til bæredygtig udvikling og socialt ansvar, men lever sidst op til deres egne idealer i Nigeria – som Shells eksempel viser.

Udvikling af Nigerias rige muligheder for landbrug og landbrugseksport er afgørende både for at holde trit med befolkningsudviklingen, bekæmpe fattigdommen, dæmpe takten i byudviklingen og vride landets samlede økonomi fri af den ensidige afhængighed af olieeksporten. Men åbningen af de købedygtige markeder i USA og Europa lader vente på sig. Hvordan skal vi tiltrække investorer til landbruget, når USA og Europa bruger næsten en milliard dollars om dagen på at støtte deres landbrug, spørger Obasanjo.
Industrien skal på fode igen. Når 70 procent af kapaciteten er uudnyttet, virker det ret indlysende, at den både har brug for effektivisering, gunstige kreditter og et beskyttet hjemmemarked i omstillingsperioden. Alle regeringer i de industrielt mere udviklede lande har brugt de metoder. Men i dag stiller IMF og Verdensbanken og de vestlige regeringer krav om hurtig liberalisering og deregulering. Det er hårde odds.
Men hvis det går helt galt, kan nigerianerne jo søge lykken i et andet land, ligesom så mange europæere gjorde, da det så sort ud for 100 år siden.
Tjoh, hvis de har penge nok eller er godt uddannede. Ellers er der som bekendt lukket land.
Europa føler sig hårdt presset af en illegal indvandring på en halv million mennesker om året, svarende til en befolkningstilvækst på 0,16 procent – og truer i den forbindelse Nigeria med sanktioner, hvis landet vægrer sig mod at tage de afviste tilbage – til et land hvor befolkningen vokser næsten tre procent om året.
Intet under, hvis nigerianerne af og til synes, at situationen ligner Ivan Malinowskis digt: »Nøglen i skrinet/ Skrinet i lås/ Sådan er verdenssituationen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu