Læsetid: 4 min.

Rohmer og revolutionen

Den 82-årige franske filminstruktør Eric Rohmer har i sin seneste film brugt de nye digitale muligheder til at genmale den franske revolution
2. august 2002

(2. sektion)

Interview
Det er ikke kun håbefulde debutanter, som indspiller film på video for at få deres vision op på lærredet. Franske veteraner som Agnès Varda, André Téchiné og Eric Rohmer har i deres seneste film anvendt de små dv-kameraer, og som Rohmer fortalte Information i forbindelse med premieren på hans nye film Hertugen og Englænderinden under Venedig Film Festival, skyldes hans videovalg kun til en vis grad, at video er billigt. For ham handler det i lige så høj grad om, at de digitale billeder åbner nye muligheder for at skabe enestående billeder.

Film som maleri
Hertugen og englænderinden er noget så usædvanligt fra realisten Rohmers hånd som en historisk kostumefilm om terror-årene lige efter den franske revolution. Filmen har været længe undervejs, for Rohmer vidste nøjagtig, hvordan den skulle se ud, men han var nødt til at vente på, at de digitale effekter blev raffinerede nok. Resultatet af de tekniske anstrengelser er blevet en unik visuel stil, som giver indtryk af at blive hevet ind i klassiske malerier af Paris med både dybde og drivende skyer.
Det var især vigtigt for Rohmer at kunne skabe et troværdigt billede af datidens Paris.
»Jeg er altid frustreret, når jeg ser historiske film i Paris. Folk har altid været nødt til at filme i Le Mans eller Uzès eller andre byer med velbevarede historiske kvarterer. Man kan altid se, at det ikke er Paris, og det ville jeg ikke have.«
»Jeg går meget op i locations. Ideen til denne film startede med en fascination af en location, og jeg skriver altid til bestemte steder. Jeg ville ikke begrænses til kun at kunne filme inden for eller på et gadehjørne. Jeg ville vise de store åbne pladser, som var centrale for revolutionen som den nuværende Place de la Concorde og lade mine skuespillere gå over Seinens broer.«

Revolution i nutid
»Min løsning var at male baggrundskulisser, som man så sætter skuespillerne ind i. Det er et gammelt trick. Allerede Méliès brugte det. Men nu er teknikken blevet så god, at skuespillerne kan gå gennem kulisserne, f.eks. gå gennem døre.«
»Man kan skabe næsten hvad som helst, og jeg har især ladet mig inspirere af malerier fra perioden. Det var vigtigt for mig at gøre filmen autentisk og forsøge at skildre revolutionen, som folk opfattede den dengang.« Rohmer snakker meget om at filme i nutid, og hans film giver ofte en følelse af at være med til at dele øjeblikke, som de udspiller sig for karaktererne.
Rohmer gik også til revolutionen som en nutidshistorie, hvor man følger den engelske dame Grace Elliotts personlige oplevelse af de dramatiske begivenheder.
»Filmen er baseret på Grace Elliots memoirer. Hendes dagbog virker meget sandfærdig, og den tiltalte mig, fordi den næsten var skrevet som et manuskript med scener og dialog. De fleste dagbogsskrivere skriver meget om sig selv, men Grace Elliot puttede sig selv ind i det store billede og havde en distance.«
»Det, der interesserer mig i historier, er forholdet mellem det private og det offentlige. Jeg vil ikke lave film om kendte begivenheder eller berømte personligheder som f.eks. Danton.
Jeg vil hellere fortælle mere personlige historier, og Grace Elliotts historie fangede mig.«

Kunsten ikke at kede
»Jeg holder meget af at lave film, og jeg er involveret i hele processen fra start til slut. Hver film giver mig mulighed for at udforske noget nyt. Jeg lærer altid noget, og jeg kan godt lide at grave i emner, som ikke er specielt kendte. Jeg har lavet en revolutionsfilm om en dame, ingen kender, og med en ukendt skuespillerinde i hovedrollen. Det er svært, men for mig er det mere interessant end bare at gå efter det velkendte.« To ting, som ifølge Rohmer altid har været centrale i hans film, er begrebet ’suspense’ og et forsøg på aldrig at være kedelig.
»Mange mener, at der er mere suspense i min nye film end i mine gamle. Jeg mener, at der altid har været suspense i mine film. Jeg skrev i sin tid en bog om Hitchcock sammen med Chabrol, og de fleste har kun set påvirkningen fra Hitchcock hos Chabrol, fordi han har valgt Hitchcockagtige-emner. Det har jeg ikke, men derfor kan der sagtens være suspense.«
»Jeg har aldrig kunnet lide kedelige genrer. Det er en kvalitet ikke at være kedelig, men det er faktisk en kvalitet, som er sjældnere, end man skulle tro.«
Og Rohmer kan ikke lide at kede sig. Han har flere ideer til nye film og bruger ikke tiden på at se tilbage på sit ellers imponerende værk. Der er stadig meget at nå for den aldrende nybølge-auteur.

*Anmeldelse af ’Hertugen og englænderinden’ på modstående side

FAKTA
Eric Rohmer
*Eric Rohmer (f. 1920) spillefilmdebuterede med Le signe du lion i 1959 som en del af den franske nybølge med bl.a. Truffaut og Godard. Instruktørerne voksede ud af filmtidsskriftet Cahiers du Cinéma, som Rohmer var redaktør for 1957-63. Rohmer er især kendt for sine ofte snaksalige, intellektuelle kærlighedshistorier, som jævnligt har været grupperet under samlende overskrifter. Sidst i 1960’erne havde han succes med serien Seks moralske fortællinger (heriblandt Min nat hos Maud, Claires knæ og Kærlighed om eftermiddagen), og senest har han lavet Eventyr om de fire årstider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu