MOSKVA Julia Sorokina har lige købt en sommerbluse til 1.000 kroner i en af de fashionable butikker på Moskvas hovedstrøg, Ulitsa Tverskaja, men hun kan godt huske dengang tiderne var helt anderledes.
»For 10 år siden havde jeg ikke råd til at købe noget som helst, der var importeret fra vesten ikke engang en farvefilm fra Kodak. Dengang kostede sådan en film mere end en månedsløn,« siger hun.
Men årene præget af vareknaphed og hyperinflation er overstået, og der er vokset en talstærk middelklasse frem, som både har stigende økonomisk formåen og ambitioner om at vinde indflydelse i takt med at minderne om Sovjetfortiden fortoner sig.
Julia Sorokina, en 33-årig bogholder hos et amerikansk firma, er en typisk repræsentant for denne gruppe, som ifølge russiske sociologer udgør 25 til 30 millioner af landets knap 145 millioner indbyggere.
Julia har, som middelklassen generelt, oplevet en markant velstandsstigning de senere år, selv om lønningerne fortsat er beskedne, hvis man sammenligner direkte med vesten.
Hun tjener, hvad der svarer til omkring 4.000 kroner om måneden, men indkomstskatten er blot 13 procent og de faste udgifter til husleje og deslige et par hundrede kroner om måneden. Resten går til forbrug.
»Jeg sparer ikke noget op, for man kan alligevel ikke stole på vores banker.«
Krisen er slettet
Mange mistede deres opsparing i forbindelse med det finansielle krak i 1998, og i årene efter tog reallønningerne et kraftigt dyk, men et forbrugsboom finansieret af de senere års høje oliepriser har siden slettet de fleste bitre minder om krisen.
En undersøgelse i det russiske ugemagasin Expert anslår at den lavere middelklasse, med indtægter op til 2.000-3.000 kroner pr. voksen pr. måned, tæller cirka syv millioner russiske familier. Den højere middelklasse, med en årlig familieindkomst på mellem 90.000 og 300.000 kroner, tæller, ifølge bladet, omkring tre millioner familier.
Men det russiske samfund er fortsat ekstremt polariseret: Middelklassen udgør kun omkring 15 procent af befolkningen selv om tallet er højere i Moskva mens en tredjedel er egentligt nødlidende og lever under fattigdomsgrænsen, og omkring 50 procent har beskedne indtægter på op til 1.000 kroner om måneden.
Disse skillelinjer går ofte inden for de enkelte familier. Julia sender hver måned penge til sin bedstemor, der lever i den russiske provins.
»Hvis jeg ikke gjorde det, ved jeg ikke, hvad der skulle blive af hende. Det er simpelthen min pligt.«
De penge Julia har til overs bruger hun mest på rejser og tøj. Hun valfarter som titusinder af andre til Moskvas stormagasiner og snesevis af nye indkøbscentre, der er åbnet de senere år.
I Moskvas førende stormagasin, GUM på den Røde Plads, kan Ilja, ekspedient i en butik med dametøj, melde om rivende efterspørgsel, særligt først på måneden.
»Vi har mange kunder, som køber for mere end tusind dollar af gangen,« siger han.
Russiske markedsundersøgelser anslår, at markedet for tøj er vokset med 10 til 15 procent i hvert af de seneste tre år, og at omsætningen nu er op mod 80 milliarder kroner på årsbasis heraf knap halvdelen i Moskva og Skt. Petersborg. Også smarte autosaloner og møbelforretninger som svenske Ikea melder om stor omsætningsfremgang i Moskva.
De russiske middelklasse-husholdninger bruger omkring en fjerdedel af deres indtægter på mad, mens udgifterne til husleje og transport er små, henholdsvis fem og otte procent af indtægten.
For Julia, som for mange andre russere på hendes alder, er store investeringer, for eksempel i køb af en egen lejlighed, stadig uden for rækkevidde. Hun bor fortsat hjemme hos sine forældre i en tre-værelses i det sydlige Moskva, hvor hun må dele et værelse med en gammel tante.
Politisk splittelse
Politisk afspejles den nye middelklasses synspunkter typisk af partierne på den liberale fløj, primært Unionen af Højrekræfter og Jabloko, der begge er repræsenteret i det russiske parlament.
Siden begyndelsen af 1990erne har de liberale kræfter imidlertid været konstant splittede i indbyrdes uforenelige grupperinger.
De liberale har således ikke kunnet blive enige om en fælles præsidentkandidat ved de seneste valg i 1996 og 2000. Og der er ikke meget, som tyder på, at det vil ændre sig.
De to store liberale partier er allerede gerådet i offentlig polemik om, hvem der eventuelt skal være deres fælles kandidat ved næste præsidentvalg i marts 2004.
En fælles kandidat ville kunne regne med mindst en tredjedel af stemmerne i Moskva og Skt. Petersborg, men i provinsen er middelklassen fortsat kun et tyndt lag, og her har de liberale ringe gennemslagskraft.
Opinionsundersøgelser viser, at selv en præsidentkandidat med opbakning fra begge partier næppe kan regne med mere end 10 til 15 procent af stemmerne på landsplan. Præsident Vladimir Putin er fortsat favoritten, også hos en stor del af middelklassen, der har draget fordel af hans skattelettelser de senere år.
»De andre snakker mest, men Putin forsøger da i det mindste at gøre noget,« siger Julia.
