Læsetid: 2 min.

Russiske silhuetter

Nostalgisk bog om skikkelser i det hedengangne sovjetiske skakliv
19. august 2002

Skak
Den snart 60-årige hollandske stormester Genna Sosonko har sine rødder i det hedengangne Sovjet, hvorfra han valgte at emigrere i 1972. Han har gennem årene vundet en række velbesatte turneringer (herunder det nationale mesterskab i Holland) og desuden markeret sig som en alsidig og meget indsigtsfuld skakforfatter.
Hans nye opus Russian Silhouettes er en anderledes skakbog alene af den grund, at der ikke forekommer et eneste skakparti i den – og at den, som titlen mere end antyder, er skrevet på engelsk. Men er man tilstrækkelig velbevandret i dette sprog til at turde give sig i kast med en – i øvrigt meget begavet skrevet – erindringsbog, kan man som skakentusiast ikke undgå at blive grebet af Sosonkos smukke og undertiden ligefrem gribende portrætter af en række koryfæer, frygtindgydende stormestre såvel som navnkundige trænere, fra den forlængst svundne æra, hvor Sovjetunionen var verdens eneste supermagt (inden for skakken).
Særlig spændende læsning er portrættet af Mikhail Tal – ’Troldmanden fra Riga’ var en nær ven af Sosonko, men læserne får også lejlighed til at lære skikkelser som Mikhail Botvinnik, Efim Geller og Lyova Polugaevsky (sic) nærmere at kende, ligesom man i kapitlet »The Jump« møder et par mindre kendte skakoriginaler ved navn Karen Grigorian og Alvis Vitolins – et par store talenter, der ud over deres begavelse for og besættelse af det ældgamle spil havde en mildest talt sårbar psyke til fælles. Begge valgte i en kritisk fase af deres tilværelse i bogstavelig forstand at tage springet ud i døden.
Bogen er udgivet af forlaget InterChess, den er på 206 sider og forsynet med en række fotos af dens hovedpersoner. Prisen er 195 kr., – og man kan eksempelvis erhverve sig den ved at rette henvendelse til Dansk Skaksalg på tlf. 63440013, internetadressen er: HYPERLINK http://
www.skaksalg.dk

En sprække i forsvaret
Dagens kombinationsøvelse stammer fra Politiken Cup i sidste måned. Den cubanske stormester Dominguez skulle i 10. og næstsidste runde have hvid mod Erling Mortensen, og efter 26 træk havde man fået denne stilling på brættet:
Se diagrammet.
Hvid trækker – og cubaneren har fået øje på et hul i det sorte forsvar. Vi lader stillingen svæve til næste mandag i sikker forvisning om, at det vil more læserne at finde frem til den forcerede afgørelse.
Århus er nu som før Danmarks skakhovedstad. For nylig kunne vi melde, at den blot 16-årige århusianer Davor Palo havde sikret sig titlen som International Mester.
Nu har hans lidt ældre bysbarn Rasmus Skytte præsteret det samme. Skytte sikrede sig den afgørende norm ved at vinde en pænt besat turnering i Tjekkiet med otte af 11 mulige points – uden tabspartier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her