Syngerfugl
Det var en sen hverdagsaften for voksne. Og det skete på en af de scener, der for et årti siden var med til at gøre verdens mindste storby til Danmarks største rockby: torsdag henimod midnat spillede Singvogel på Musikcaféen i Århus med Peter Laugesen på det udbredte instrument, man i programprospektet kaldte ord.
Nogle vil genkende kernen i Singvogel som omdrejningspunkterne i det nærmeste Århus har været på en lokal version af Velvet Underground: Vildensky var både et kollektiv i Risskov, hvor man ved balstyrige bakkanaler fra buskupler i baghaven serverede drinks med husblas, og Vildensky var et stærkt larmende rockband med en klarinet, der både rev lyden i stykker og bandt melodilinjer sammen. Vildensky var et glimrende band, som fulgte så mange andres glimrende bands eksempel. Vildensky gik i opløsning.
Men torsdag stod både klarinetten og guitaren fra Vildensky på scenen i Århus flankeret af en ny trommeslager Holm og en hr. Balder, som både trykkede på elektroniske tangenter og trak i en trækbasun. Klarinetistinden kalder sig Maxild, guitaristen, som også synger, hedder Hansen.
Og de startede i den store støjende stil. Hansen klædt i læderbukser og en t-shirt dekoreret med flammer skreg om himlen, som var høj, og himlen, som var fjern. Og guitaren cyklede rundt mellem simple akkorder i riffs, som samlede tonerne i små genkendelige buketter af lyd. Befriet fra bassens tyngde fløj nummeret ud over scenekanten, godt båret af to eletroniske tangentinstrumenter, som lægmand ville kalde keyboards, men som hedder henholdsvis cs5 og el-orgel. Der var det, man i en rustik jargon, kalder for smæk på.
På syretapeter
Ved siden af på scenen stod digteren Laugesen. Og nede ved bordene var der rigtig mange århusianere, som sad tæt og røg cigaretter og drak øl af plastickrus, mens de kiggede op på digteren Laugesen. Oppe i baren stod en mand med gråt hår, hvis tilstedeværelse siger noget om, hvor rigtige mænd går hen i Århus, når de ikke gider høre mere vrøvl. Oppe i baren stod Steffen Brandt som så på Laugesen, der gik klart og rent igennem da han begyndte at læse:
»Nede i bunden af Mindegade står en lille student.«
Det var som om, Singvogelmusikanterne lyttede til Laugesens diktion, og støjen blev til interiør for digtene. Det er jo ikke fordi Laugesen står og slår sig med en tamburin på det ene lår, mens han med den anden slår knyttede næver ud i luften. Hans musik lå i stemmen og som sådan fik den plads:
»Kemiske blomster visner på syretapeter« sagde digteren, mens trækbasunen trak tempoet ned, og musikken blev til sløjfer af lyd under en stemme:
»Hvor digtet starter sin knallert af minder blandt de væltede huse i konventionernes gade.«
Det var der en hel del, som grinede af. En herre ved et bord i salen trak en piberenser ud af piben og gjorde en lingvistisk sociologisk betragtning: »Ordet knallert får uhyre hyppigt folk til at grine.« Inden han stak piberenseren ind igen.
»Hotellet brænder,« sang Hansen, »Loverman«, sagde Laugesen. Inden Hansen fortsatte dialogen, som var ved at blive til en kort duet:
»Hotellet brænder«.
Himmelhunden
Som bekendt har Laugesen i musikkens mere elektroniske afdeling arbejdet med Mind Spray. Med Singvogel er det blevet til rock. Og rocken sætter digtene i et andet relief. Nogle af teksterne lyder som om, de hele tiden har ventet på at blive til rock:
»Solen folder blomster ud med en lyd af piftede cykeldæk og knirkende håndtag på alle nattens skæve døre.«
Singvogel spillede hurtige sange om, hvad der sker, når Hansen får det forkerte horn ud af siden om morgenen. Og Singvogel slog indimellem over i noget, der lød som om, det kom ud af en fransk lirekassemand. Eller en tysk radiokanal for langsomme liebeslieder. Laugesen læste digte og digtene fik i det rockede landskab den kvalitet, at fragment først fik lov at stå som fragment. Som en sandhed, der ikke blev læst og isoleret, men indlejret i lyd:
»Der findes mennesker så døde at intet kan slå dem ihjel.« Siger digteren, og det får lov at stå. Men bliver så bundet i den sammenhæng, som musikken er med til at skabe:
»og en del af dem er præsidenter.«
Og videre til et nyt tekstfragment og en ny kontekst. Singvogelmusikanter så ud som om de var glade klokken 00.30, da de sagde, det var ved at være slut. Og inden de lukkede og slukkede, læste Laugesen digtet om himmelhunden fra Trashpilot:
»Et sted på den tibetanske highway hvor Himalaya blæser i grus, ligger himmelhunden i sin stol og bevogter sandhedens skæve hus.«
*Singvogel + Peter Laugesen spiller i aften på Loppen i København. Koncerten i Århus var arrangeret af festivalen Lyd + Litteratur.
