Læsetid: 5 min.

At satse eller ikke at satse

Flere instruktører kritiserer Det Kongelige Teater for at være for mastodontisk. Teatret står i en umulig dobbeltrolle
10. august 2002

Teaterkonflikt
Kontroversen omkring aflysningen af Hamlet på Det Kongelige Teater stikker dybere end spørgsmålet om, hvorvidt en mongolid kvinde kan spille Ofelia. Det dækker over en grundlæggende ueninghed om, hvilken rolle det Kongelige Teater skal spille.
Professor Jens Engberg arbejder med dansk kulturpolitik, og har udgivet et tobindsværk om Det Kongelige Teaters historie.
»Det Kongelige Teaters problemer er en konsekvens af den dobbeltrolle, det er sat i. På den ene side er det en statsinstitution med alt, hvad det indebærer. På den anden side er det i følge sin formålsparagraf forpligtet på at vise landets bedste teater,« siger han.

Uforenlige størrelser
Netop disse to størrelser er i praksis uforenlige.
»Et teaters opgave er jo at være nyskabende, sågar samfundsomvæltende. Når det er bedst, er det med til at rykke grænser.«
»En statslig institutions opgave er det stik modsatte. Den skal være med til at bevare staten,« forklarer Jens Engberg.
Derfor ser man også to helt modsatrettede tendenser i teatret. På den ene side har man monarkens ritualiserede besøg hvor skuespillet i salen, i følge Engberg, er vigtigere end spillet på scenen. På den anden side har man forsøg på at tiltrække nyskabende produktioner.

Misforståelser
Denne modsætning slår også igennem internt i huset, hvor der er uenighed om linjen.
Mens nogle mener, at Det Kongelige skal prøve noget nyt, mener andre, at der skal satses på det sikre. Ovenover står en ledelse, der, som Hamlet-sagen viser, ikke har kunne bygge bro mellem de to modpoler.
Peter Gilsfort er en af de skuespillere, der valgte ikke at forlade stykket. Hans beskriver et samarbejde med den schweiziske instruktør, hvor flertallet af skuespillerne var skeptiske over for Stefan Bachmann. Det var grunden til, at de gennemtrumfede en prøvetid på nogle uger.
»Herefter var vi så til et slutmøde, hvor vi skulle evaluere forløbet. Men det viste sig, at valget af Ofelia ikke var til diskussion. Instruktøren syntes, at det var en god ide, og sådan blev det,« forklarer Peter Gilsfort.
Det blev for meget for tre af skuespillerne, der valgte at forlade stykket.

Uforstående
Instruktøren Peter Langdahl er til daglig leder af Betty Nansen Teatret, men har selv instrueret på Det Kongelige Teater. Han kender derfor huset indefra, og kan bekræfte, at der bliver brugt meget tid på at administrere og diskutere i forhold til de mindre teatre.
»Men sådan er det med store institutioner. Det bliver lidt som en fabrik, hvor det hele går op i timesedler,« siger han.
Derfor ærgrer han sig alligevel over, at Hamlet ikke blev til noget.
»Når man først har besluttet sig for at spille Hamlet, så må man også gennemføre det. Alt andet er jo rent idioti. Nu havde man jo vist mod til at vise noget nyt og så er det virkelig en skam, at man ikke kunne gennemføre det,« siger han.
Katrine Wiedemann har ligeledes instrueret på Det Kongelige Teater, og forløbet omkring aflysningen kommer ikke bag på hende.
»Et af problemerne er, at skuespillerne har for meget magt. Alt kan jo ikke altid besluttes i plenum,« siger hun.
Derfor beklager hun også, at skuespillerne ikke i højere er grad sætter deres lid til dramaturgiatet.
»Der er jo en grund til, at de rejser verden rundt for at finde instruktører. Derfor er det også smart, hvis det er dem, der bestemmer og ikke skuespillerne,« siger hun.
Instruktøren Emil Korf Hansen har selv oplevet Det Kongelige Teater som ufleksibelt.
»Jeg mener, at det faste personale har en meget stor magt og bliver lidt for højtidelige i forhold til deres egen person,« siger han.
Han har oplevet ledelse med manglende gennemslagskraft.
»Her burde skuespilchefen enten have fundet nogle andre skuespillerne, eller have sagt til dem, at de skulle,« vurderer han.
Han har ikke lyst til inden for en nær fremtid at arbejde på teatret igen.
»Det er en holdning, jeg møder fra mange af mine kolleger. De siger, at der er for mange restriktioner i forhold til at prøve noget nyt i sådant et stort apparat,« forklarer han.
Emil Korf Hansen opfatter ikke uoverensstemmelserne på teatret som aldersbestemte, men som afhængige af skuespillernes placering i det interne hierarki.
»Hvis man har en sikker rolle, så er man ikke villig til at satse på noget, der ligger uden for mainstream. Det er et udtryk for, at teatret de sidste år er blevet mere og mere kommercielt. Og det bliver så nu ekstra tydeligt på Det Kongelige Teater,« siger Emil Korf Hansen.

Overrasket
Viceskuespilschef Nicolai Vemming understreger, at noget lignende aldrig er sket før og at han har været meget overrasket over forløbet.
Han er blandt andet forundret over skuespillernes reaktion.
»Normalt producerer vi jo ikke et teaterstykke ved håndsoprækning. Det har vi heller ikke gjort her. Og vi kan jo ikke begynde at tolke på det, skuespillerne siger. Så når de fortæller, at de har nogle etiske problemer, så må vi jo tage det alvorligt,« siger han.
Derfor har den efterfølgende debat også overrasket ham.
»Nu hører vi nogle forskellige argumenter, som ikke har været fremme tidligere. Nu er begrundelserne mindre etiske og hænger mere sammen med Bachmanns person. Det ville have været rart at høre tidligere, for så havde vi stået helt anderledes og havde kunne håndtere problemerne. Det er vi vant til,« siger han. Meget tyder på, at hele sagen udspringer af uenighed om mål og midler på Det Kongelige Teater, samt en ledelse, der ikke ville det samme som skuespillerne.
»Valget af en embedsmand uden en baggrund i teaterverdenen til at lede Det Kongelige Teater siger meget om Kulturministeriets forventninger til ledelsen. Der forventes ikke kunstneriske nybrud, men ro på de indre linjer,« vurderer professor Jens Engberg.
I sagen om Hamlet blev det hverken eller.

FAKTA
Mastodonten i dansk teater
Målt i kroner og ører og i antallet af ansatte, er Det Kongelige Teater i en kategori helt for sig selv. Teateret dækker både over skuespillet, balletten og operaen og dertil balletskole og operaakademi.
I 2001 havde Det Kongelige et budget på 417 millioner kroner, hvoraf blot 81 millioner kom fra billetsalget. I samme perioder var der ikke færre end 771 fastansatte - plus det løse. I skuespilafdelingen er der 55 ansatte, heraf 42 skuespillere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her