Læsetid: 3 min.

Savn af greb om tilværelsen

Øystein Lønns menneskeskildring forfører med sin balancegang over den skjulte fortid
21. august 2002

Ny bog
Hvad skal vi lave i Dag er titlen på den roman, Øystein Lønn belønnedes med Nordisk Råds litteraturpris for i 1995, en fortælling af den art, hvor informationsmængden er tilstrækkelig sparsom, så det står til læseren at udfylde skæbnens underliggende skema. Den seneste hed så Maria Gripes nødvendige ritualer og antyder igen en mønsterdannelse i det ydre som skjul for dybere lidenskaber.
Men så kom sidste år i Norge Ifølge Sofia, der nu foreligger på dansk. »Mens Bird stod og fumlede med nøglen til sit kontor, åbnede chefredaktøren døren. – Du kommer sent, sagde han.« Sådan lyder det i romanen med en traditionel in medias res-åbning. Og til allersidst ringer samme chefredaktør til journalisten, svogeren Bird, der ligger syg i Bilbao. Alt er blevet lidt kaotisk, siger han. Men ikke værre end sædvanligt. »Jeg kommer, sagde Bird.«
Mellem disse to replikker og ankomster, to nærmest tilfældige punkter i et liv, er udspændt en række handlinger og dialoger, som næppe udgør nogen episk tråd. Til vejledning er hidsat et beduinordsprog som motto: »Først når støvet har lagt sig, ved vi, om det er et æsel eller en kamel, vi har herinde.« Så meget om udenværkerne.

Relationer
Ubestemtheden hersker i denne i øvrigt musikalske og raffinerede mosaik af stemmer i situation efter situation af flydende relationer mellem aktørerne, som foruden de to nævnte, Bird og redaktøren Simen, er den dværgagtige jazzpianist Leon. De er ungdomsvenner og har svoret altid at holde sig i omsorgsfuld kontakt – med titelfiguren Sofia som en slags medie og tankeindhold. Hun er Birds søster, gift med Simen. Lidt af en firebande.
De følger hinanden i et nærmest fjernstyret samvær, en både sjælelig og teleteknisk korrespondance. Mobiltelefonen har ikke bare skabt en ny kvikverden, men her også en særlig romanform, en labil fortælleteknik. Simen stirrer på et tidspunkt ondt på mobiltelefonen, et apparat han hadede. Det var så pinligt. Alt skete samtidigt.
Apparatet udtynder på en måde virkeligheden. Åbner for falskneri. Alt er snyderi, lyder det et sted i den generelle krisestemning, der hersker hos disse snart midaldrende skikkelser, der vistnok er i færd med at møde de determinanter i fortiden, som de har negligeret, men som så at sige bipper i lommen på dem.
De er på skift ledefigurer i forløbet, Sofia er den eneste, der i et afsnit over nogle få sider fremtræder i ren jeg-form, hvorefter synsvinklen skifter. Da er hun rejst til en baskisk by Vitoria, kommer i klammeri med en nærgående tjener, arresteres og reddes af en advokat. Det er en gammel studiekammerat fra universitetet i Salamanca, hvor den smukke skandinav vakte furore og også fødte en datter, som hun nu opsøger.
De bekymrer sig alle om den nævnte Leon, som er i
Algier i et uformuleret skæbneærinde, koketterende med døden. Mens hun er en berømt kirurg, er han en kendt pianist med en forførende spillestil, efterligner af Bill Evans. Han har et originalitetsproblem, en identitetsusikkerhed trods sin suveræne livsstil, efterstræbt af Linda, gift med en dubiøs
autoforhandler, på hvis værksted og i hvis ægteseng Leon som ung havde et job. Dygtige bedragere og let fortvivlede er de vist alle, men rappe i replikken.
Bird bryder sammen under sin ihærdige jogging, indlægges, men tager til Spanien, Bilbao, hvor handlingen nu koncentreres. Han plejes af den danske læge Gerda, som er kvartalsdranker, men god i sengen. Sofia bryder sammen, kommer også til Bilbao i nærkontakt med advokaten, der har tænkt på hende hele livet.

Koblinger
Jeg læser dette med undren og fascination. Det er mennesker, som er optaget af deres håndtering, også i bogstavelig forstand, af grebet, trangen til dygtighed og perfektion. Bird har det med at stirre på sine reproduktioner af Monets åkander. Det er Monets greb, han vil lære, ligesom Leons greb i tangenterne er genstand for refleksion. Koblingen fra hjernen til fingrene. Anslaget. Livsudfoldelsen.
Det er en verdensvant faktaroman, med en uanstrengt brug af veluddannede, kulturbevidste menneskers viden og referencer i en globaliseret tid, indrammet af mondæn snæverhed. De er ikke særlig sympatiske, grundigt ude at svømme med det mentale internets lethed, interessante ved deres intuitive viden om hinanden i deres gnistrende dialoger, urovækkende ved deres blanding af kærlighed, erotisme, nervøse overfladiskhed, impulsivitet og kropslighed i en verden af tiltagende falskhed. Nutidsmennesker fanget ind i deres ritualer og ideer om, hvad vi skal lave i dag. Indhentet af, hvad de lavede i går og skal i gang med i morgen.

*Øystein Lønn: Ifølge Sofia. Oversat af Mogens Wenzel Andreasen. 168 s., 199 kr. Cicero

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu