Læsetid: 2 min.

SF lever i 80’erne

SF’s partiapparat er den største hindring for fornyelse
12. august 2002

Kommentar
Der er noget symbolsk ved, at det netop er Aage Frandsen, der skal kigge fremad for det Socialistisk Folkeparti, der har så svært ved at acceptere, at de glade 80’ere med massedemonstrationer mod Schlüter (den sociale massegrav) og Haarder (den sorte skole) og Uffe (den amerikanske oprustning) er en fjern fortid.
Det er som om, at Frandsen, den 60-årige gymnasielektor fra Århus, er selve indbegrebet af partiets problem. Han er teknokratisk, evigt bekymret, i reglen tilknappet udadtil og ifølge mange centralt placerede SF’ere også en af de mest dogmatiske (nogle vil sige reaktionære) i den alt for magtfulde hovedbestyrelse. Frandsen har været placeret i toppen af SF lige så lang tid, nogen kan huske – og har, ikke alene naturligvis, været med til at slide politiske talenter som Steen Gade, Jes Lunde, Christine Antorini og andre op. Derfor er Aage Frandsen i høj grad en af de SF’ere, der har været med til at hindre den fornyelse af partiet, der er evident nødvendig efter den konstante tilbagegang ved valgene siden 80’erne.
Med det konstante frafald af nytænkere i SF og den fortsatte dominans på de tilbageskuende landsmøder af midaldrende, dogmatiske og traditionelle venstrefløjspolitikere er det af indlysende årsager svært for selv en hårdtkæmpende partiformand, Holger K. Nielsen, at komme nogen vegne. Partiapparatet er den største hindring for nye ideer, hvilket dokumenteres hver pinse, når partiets fortabte fornyere bliver sat på plads under det længste politiske landsmøde i Danmark.
Denne evige kamp mellem fornyere og traditionalister i SF tvinger i virkeligheden partiet til stilstand og i stigende grad ligegyldighed over for vælgerne, hvilket de seneste fire valg har dokumenteret. Lad mig nævne et par afgørende politiske spørgsmål, hvor det er helt uklart, hvad folkesocialisterne står for:
*Går SF egentlig ind for den Europæiske Union? Hvad betyder det at tage stilling fra sag til sag? Hvor er den grundlæggende holdning til den europæiske udvikling? Støtter partiet egentlig en ophævelse af forbeholdene over for det retlige samarbejde og forsvars- og udenrigspolitikken?
*Har SF overhovedet en konkret udlændingepolitik? Anerkender partiet, at der findes problemer med arrangerede ægteskaber? Med integration på skoler og arbejdsmarked? Hvis partiet – vel og mærke i noget, der ligner enighed – mener det, hvad er så partiets forslag til løsninger?
Det meget flimrende billede, der er af folkesocialisternes holdninger på eksempelvis de to her nævnte spørgsmål, er af indlysende årsager problematiske – og fastfrosset af de uenigheder, der har præget de seneste års ulykkelige landsmøder. Derfor er det en dårlig undskyldning, som Aage Frandsen bruger, når han anklager medierne for at give for lidt plads til de svar, som han mener, at SF har på både hjemlige og internationale problematikker – og at SF derfor bliver nødt til at vænne sig til at kunne svare på 15 sekunder.
Problemet er nemlig for Frandsen og hans partifæller, at det altid er meget sværere at svare kort og præcist – fordi det kræver, at man har klare og præcist formulerede holdninger. Det har Venstre – og derfor kan de både forklare sig i korte og lange sætninger. Det har SF ikke – og derfor hjælper end ikke rigeligt med tid og plads. Folkesocialisterne har i den grad behov for at gennemtænke og blive enige om en politik, der passer til det 21. århundrede. Ellers fortsætter tilbagegangen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her