Læsetid: 4 min.

Sjoverroman og slangesamtale

Fay Weldons selvbiografi, Henrik Nordbrandt erindringsstof og perkeres humor blandt forlagenes efterårsudgivelser
10. august 2002

Efterårsbøger
Historikeren Ditlev Tamm har en så stor passion for den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, at han har skrevet den første samlede introduktion til forfatterskabet på dansk. Bogen, der kommer på Gyldendal, er en af de mange nyheder, der venter boglæserne i den efterårssæson, der om et øjeblik er over os, og som – næsten – er på plads i de fleste forlag, og hvorfor ikke nævne Klaus Rifbjergs efterårlige udgivelse straks: En roman med afsæt i Nansens og Hjalmar Johansens ekspedition til Nordpolen. Henrik Nordbrandt har taget et af sine få, men hidtil aldrig uinteressante spring væk fra lyrikken med Døden fra Lübeck, skrevet på erindringsstof. Gyldendal har desuden nye udgivelser af forfattere som Sven Holm, Christina Englund, Jens Christian Grøndahl, Morten Sabroe, Naja Maria Aidt, Gustava Brandt, Anders Søgaard, Frederik Dessau, Mette Moestrup, Morti Vizki og debutanten Kristian Leth. Selv venter forlaget sig en del af Jakob Ejersbos roman, Nordkraft, fra et pushermiljø i Ålborg i 90’erne. Torben Brostrøm og Ib Spang Olsen tegner sig for digtantologien, Børn. Af oversat litteratur kan ventes nyt fra Isabel Allende, A. S. Byatt, Jonathan Franzen, Thomas Hettsche, Ian McEwan, Kerstin Ekmann, Philip Roth og Italo Svevo, som har begået en modernistisk roman over temaet: At holde op med at ryge. Im krebsegang er Günter Grass´ roman om skibet ’Wilhelm Gasthoff’, der blev sænket af russerne med mere end 9.000 menensker om bord.
Tolkien-læsere kan se frem til en beretning om de ældste tider, Silmarillion, og Elvis-fans til Torben Billes Den evige Elvis. Per Højholts nyklassiske digtsamling, Turbo, genudgives såvel som Adam Oehlenschlägers Digte 1803. Bernard Lewis’ Hvad gik galt? er en bog om islam, og Støvet forår er skrevet af den norske krigskorrespondent, Åsne Seierstad, efter at have boet hos en boghandlerfamilie i Afghanistan.

Sex og Søren Ulrik
Michel Houellebecqs på forhånd meget omtalte bog om sexturismen udkommer på Borgens Forlag, der endnu ikke har sit katalog helt på plads, men det vil også rumme Catherine Millets åbenhjertige sexerindringer, som også vakte opsigt i det franske. Af en eller anden grund synes emnet at interessere. Mogens Wenzel Andreasen har skrevet en roman om komponisterne Weyses og Du Puys’ erotiske og musikalske liv i guldalderens København.
Vagn Lundbye har – meget originalt – skrevet en roman, som er en lang samtale med en tigerslange i Tasmanien, men det, der tales om, er ikke mindst et fadermord i Århus i 1949.
Bogen skal være en nøgle til hele forfatterskabet. F. P. Jac udsender en sjoverroman med den sjove titel, Valdemar Wimmers´ ankomst, og nyt skønlitterært er skrevet af bl.a. Anne Louise Bosman, Thøher Jensen, Tomas Lagermand Lundme, Morten Søndergaard og Tomas Thøfner. Erling Jepsens Kunsten at græde i kor præsenteres som humoristisk sønderjysk hjemstavnsdigtning. Neal Ashley Conrad har begået den første samlede læsning af Søren Ulrik Thomsens forfatterskab.
Helt Dostojevskij´sk (svært at udtale) lyder Carl-Johan Vallgrens Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov, en roman, der byder på en tour de force gennem Ruslands nyere historie.
Surrealismens renæssance markeres med Max Jacobs hovedværk, fra 1917, Raflebægeret, i udvalg og oversættelse ved Jørgen Sonne. Samtlige Per Kirkebys billeder 1957-77 gengives i en bog af Ane Hejlskov, der også analyserer den danske verdenskunstner.

Stangerup-essays
Dostojevskijs sidste rejse hedder en ny bog hos Lindhardt & Ringhof af Leif Davidsen, der har genbesøgt Rusland, hvor han for en snes år siden var korrespondent. Dostojevskij er her navnet på en flodpram. Jan Stage har skrevet en ny spændingsroman, Den cubanske fælde, og i bogen, Tværtimod, præsenteres en række af Henrik Stangerups essays 1958-98 af Hans Hertel og sønnen, Jacob Stangerup.
En selvbiografi af Fay Weldon ventes at få mange læsere, og i samme biografiske boldgade er der bøger om Leif Sylvester og Kim Larsen. En humoristisk bog af Alison Pearson om voksne kvinders liv sammenlignes med Bridget Jones. Jens Vilstrup har skrevet romanen, Natfeber, Johannes Møllehave udgiver sine faxerier med Halfdan Rasmussen, Martin Glaz Serup debuterer med lyrik og sangerinden Nanna Lüders med en børnebog. Arthur Millers datter, Rebecca, har skrevet syv noveller, som er kvindeportrætter.

Pessoa og Vilby
Den såkaldte sjæl er sidste bind af den store, portugisiske digter, Fernando Pessoas samlede digte, som Brøndums forlag udgiver i Peter Poulsens oversættelse. Hefra kommer også en samtalebog, Damaskus, ved kunstneren Bjørn Nørgaard og arkæologen Peder Mortensen i serien ’En kunstner og en by’. Søren Gericke holder køkkenskole for børn – med tegninger af Erik Hagens. Per Kofod kan melde om 5. oplag af Paul Austers nyeste roman og varsler samtidig udsendelse af ny Siri Hustved-roman. Amerikas sorte bog af Peter Scowen er en bog om fejltagelser i amerikansk politik. Sherman Alexie, Anna Gavalda, Lars Bonnevie, Thorvald Steen og Kjell Askildsen står for forlagets øvrige nyheder – plus Knud Vilby med en debatbog, Kampen mod fattigdommen.

Katja Keans liv
Der er ikke tale om en ny sensationslyst, men en gammel interesse for samfundets kanteksistenser, når Tiderne Skifter udgiver en bog om pornostjernen Katja Keans liv, fortalt til Henrik List. Spændvidden vises ved en bog i den anden ende af spekteret af filosoffen Jean Baudrillard om 11. sept.,
Terrorismens ånd.
Af Erik Thygesen udgives efterladte noveller om socialt udstødte og farverige personer fra den københavnske underverden. Fra forfatteren Jørn Jønke Nielsen kommer en fængselsroman, og så er der nyt fra bl.a. Stig Dalager, Jacob Weinreich, Peter Thielst, Per Walsøe, Celati, Pelevin, Mahmoud Issas og Susan Sontag. En radioudsendelse om Frank Jæger ved Jakob og Janus Kramhøft kommer nu på bog. Perkere har også skrevet en bog hos Tiderne Skifter, ja, undskyld, men det kalder de sig selv. Maria Hørby, Al Agami og andre har skrevet i bogen, Hvid humor – sorte løgne, at man skal kunne gøre grin med sig selv, hvis man vil integreres i Danmark.
I en interviewbog ved Weekendavisens Poul Pilgaard udtaler kendte forførere som Niels Barfoed, Jørgen Leth og Poul Schlüter sig om forførelse på et dybere plan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu