Læsetid: 2 min.

Småborgeren som kunstelsker

Spørgsmålet er, om aben flytter med, når ukultiverede efteraber de kultiverede
16. august 2002

(2. sektion)

Dannelse
Når småborgerskabet ikke længere vil finde sig i at være småt, stiller det sig gerne på skuldrene af moderne kunst. Den småborgerlige verden er indrettet efter mål og med og penge. Noget for noget. Man arbejder for at tjene flere penge, man lægger til sin identitet som et fast beløb i rivende udvikling, og man køber et sommerhus. Identiteten stiger på bundlinjen. Her hersker nytteværdi som målestok.
Og når man er blevet for fin til at købe et sommerhus, køber man noget nyttesløst. Som Oscar Wilde sagde: ’All art is quite useless.’ Man indtager det nyttesløses felt og tilskriver det en nytteværdi, så man kan avancere socialt. Udlagt i den optik skaber kunst social mobilitet. Småborgeren har på ingen måde opfundet en ny strategi. Det er den samme sociale logik, som udfoldes i flere af de store modernistiske romaner, hvor borgerskabet invaderer det aristokratiske felt. Hvor borgerskabet fuldbyrder det sociale avancement ved kluntede forsøg på at efterabe de adelige. Således for eksempel i første bind af Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid, hvor den ulideligt bedsteborgerlige fru Verdurin indstifter sit eget lille selskab af bedsteborgere på vej opad i det franske samfund:
»For at blive optaget i Verdurins ’lille kreds’, ’lille gruppe’, ’lille klike’, måtte man blot opfylde en eneste betingelse, men denne var til gengæld ganske uomgængelig: stiltiende slutte sig til en trosbekendelse, hvoraf en af artiklerne gik ud på, at den unge pianist, som fru Verdurin dette år beskyttede, og om hvem hun sagde: ’Det burde være forbudt at spille Wagner så fabelagtigt.’«
Man skal sanktionere Mme Verdurins æstetiske ekspertise for at være med. Og i løbet af romanen bliver kredsen mere og mere toneangivende i det parisiske society. Det lille sidespor i den store fortælling viser forbilledligt, hvordan borgeren forfiner sin destruktion af det etablerede hierarki ved at simulere den samme æstetiske kompetence.
Den tyske filosof Hannah Arendt har i et andet anliggende reflekteret over den bevægelse. I essayet Krise i kulturen anvender hun filisteren som figur. Filisteren, den åndløse spidsborger bruger kunst som middel til dannelse. I dannelsesforløber bliver kunsten således igen udlagt som en byggesten; et middel. Sådan sætter middelklassen sig igennem i massekulturen.
Spørgsmålet er naturligvis, om denne kulturelle kondition påvirker kunstværket. Om kunstværkerne bliver dårligere, fordi de bliver anvendt som social trappestige. Og til det må man svare, at aben flytter med, når småborgeren efteraben overklassen. Aben lever, og nyttesløsheden trives. For i Prousts roman er der uafhængig af publikum og social dynamik skabt et rum, hvor processen er reflekteret, og bogen griner ad både de stræbsomme bedsteborgere og de melankolske aristokrater, der virkelig frygter de stræbsomme bedsteborgeres smagløshed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her