Læsetid: 5 min.

Storbyens fortrængninger

Roman om Calcutta som tale og tavshed
20. august 2002

Litterære hovedstæder
Calcutta, Vestbengalens hovedstad, er snakkehovedernes by – brilleabernes, de gadeintellektuelles, bogormenes, læsehestenes. Og adda’en – snik-snakken, debatten, samtalen, den lidenskabelige diskussion – er byens centrale og samlende institution.
Det ved vi fra Satyajit Rays film – og sådan er den dannede Calcutta-middelklasses billede af sig – de selvbevidste bengalske bhadralok – for hvem virkeligheden først lader sig betræde, når den har præsenteret sig litterært eller i det mindste er blevet filmatiseret.
Men kæmpebyen er også tavshed og opleves næppe på samme måde af dens millioner af analfabetiske fattige, hvis stemme sjældent høres, men som også er der i Rays film og i litteraturen – om ikke andet som disharmonisk baggrund, der aldrig helt lader sig fortrænge. Eller som et lag af støv eller smuds, der bestandig truer med at lægge sig hen over den polerede virkelighed. Amitav Ghosh’ fortæller i romanen Skyggelinjer der kom på dansk i 1994 ser dem således:
»Langs fabriksmuren lå der en losseplads af en eller anden art, små høje af et sort grusagtigt stof skrånede ned mod de slamskorpede vandhuller. Når jeg skyggede for øjnene kunne jeg se et antal skikkelser bevæge sig rundt om på disse skråninger. De var meget små på den afstand, men jeg kunne se de havde sække over skulderen. De samlede små brokker og lagde dem i sækkene. Jeg kunne kun se dem, når de bevægede sig, når de stod stille forsvandt de helt – de var fuldendt camouflerede, som kamæleoner, fordi alting på dem, deres tøj, deres sække, deres hud, havde samme ensartede matsorte farve som slammet i vandhullerne.
Vores slægtning fik øje på mig som jeg stod der og lænede mig mod gelænderet og løb ud. Det skal du ikke se på! udbrød hun. Det er snavset! Så tog hun mig med ind igen.«

Den omvendte verden
Skyggelinjer tager læseren rundt i mega-metropolen (der inkl. Howrah på den anden side af Hooghly-floden har 12-14 millioner indbyggere) – til den gamle ’sorte’ by i det nordlige Calcutta, til promenadestrøget Chowringhee og natklubben på Grand Hotel, til det monstrøse Victoria Memorial, hvormed briterne søgte at overtrumfe Taj Mahal, til de åregamle kolonier for flygtninge fra først Østpakistan og siden Bangladesh syd for byen, til Dhakuria-broen og de endeløse slumhytter langs jernbanelinjen.
Personernes samlingspunkt er Calcuttas sydlige kvarterer omkring Gariahat, Gol Park, Southern Avenue, Deshapriya Park, Rashbehari Avenue, Rabindra Sarovar-parken og dens sø – velaflagte middelklassekvarterer vokset frem efter uafhængigheden i 1947 med smukke funkis-huse, tagterrasser og altaner, grønne områder og parker, hvis offentlige rum de seneste årtier er blevet invaderet og ’besmudset’ af slummen.
Det er i dette komplekse bylandskab romanfigurerne vokser op, men deres liv og samspil udfolder sig i et større scenario. Væsentlige dele udspiller sig i London fra blitzen og frem, og via migranternes netværk spejler London og Calcutta sig og bliver del af hinanden.
Et endnu vigtigere spejlbillede til Calcutta i romanen er Dhaka – hovedstaden i Østbengalen (og det der i dag er Bangladesh) – en tvillingeby, der blev revet bort og gjort utilgængelig med delingen af Indien i 1947 i en hinduistisk og en muslimsk domineret del, nationalstaterne Indien og Pakistan.
Skyggelinjer har ikke delingen i 1947 som sådan i centrum, men snarere tabuiseringen og fortielsen af den vold, der indgik i den. Især i Punjab og Bengalen førte delingen til massevis af udvandringer og fordrivelser af hinduer og muslimer i hver deres retning – begivenheder der ledsagedes af omfattende grusomheder med hundredetusindvis af dræbte, voldtægter, kidnapninger og ydmygelser af ’de andres’ kvinder, og – ikke mindst – en mangfoldiggørelse af skyld og skam hvor flere og flere fik blod på hænderne som myrderierne og de efterfølgende ’afregninger’ greb om sig.
Romanen efterforsker denne fortrængningshistorie i krydsklip mellem Calcutta og Dhaka – for tavsheden og tabuiseringen omkring den massevold, der ledsagede nationens fødsel fører også gentagelsestvang, mareridt og bestandige deja-vu’er med sig. Altid f.eks. de samme rygter om tog der vender tilbage fulde af lig som optakt til nye myrderier – som vi har oplevet det gentaget til kvalmende ulidelighed i 2002’s hindu-nationalistiske vold i Gujarat.
Fortællerens farmor er en central skikkelse i Skyggelinjer – gammel frihedskæmper og opvokset i Dhaka i en klassisk bengalsk storfamilie, hvor de forskellige grene allerede længe før delingen og fordrivelsen i 1947 kommer så meget på kant med hinanden, at der må sættes en tværvæg op internt i huset for at holde deres territorier adskilt:
»Alting er omvendt derovre, fortalte jeg (min søster); når de spiser begynder de med desserten og ender med dal, deres bøger er bagvendte og ender med begyndelsen, de sover under sengen og spiser på lagenerne, de laver mad med en jhata og fejer med en slev, de skriver med en paraply og går i byen med en blyant...«

Morderiske spøgelser
Romanen kulminerer i 1964, hvor farmoren for første gang efter delingen får mulighed for at rejse tilbage til Dhaka og søge at redde en senil, gammel onkel der i 1947’s kaos blev efterladt i »det omvendte hus« fra de optøjer, der nu truer, efter at et hår fra profetens hoved, Mu-i-Mubarak, er blevet stjålet fra en moské i Kashmir.
Samtidig er fortælleren selv som barn i Calcutta på vej fra hjemmet i en skolebus der denne dag er uvirkeligt tom – der er cricket-landskamp mellem Indien og England, men det er ikke derfor bussen er tom – det er alle de muslimske kammerater, der ikke er med.
Og så bryder volden løs i to spor og på begge sider, med samme syge grusomhed og spøgelsesagtige vanvid, som om alt var en gentagelse af et gammelt spil – med voldsmændene, der lydløst nærmer sig som »skøjteløbere«, farmorens patriotisme, der smuldrer til fejhed, og den elskede fætter Tridibs død:
»Flokken havde omringet rickshawen. De havde halet den gamle mand ned af den. Jeg kunne høre ham skrige. Tridib løb ind i flokken og faldt dem i ryggen. Han forsøgte at bane sig vej hen til den gamle mand, tror jeg. Så blev han trukket ind af flokken. Han forsvandt. Jeg kunne kun se deres rygge. Det tog ikke et øjeblik. Så begyndte mændene at spredes. Jeg kom på benene og begyndte at løbe hen mod dem. Mændene var forduftet, ind i smøgerne. Da jeg kom derhen så jeg tre kroppe. De var alle døde. De havde skåret maven op på Khalil. Hovedet var hugget af den gamle mand. Og de havde skåret halsen over på Tridib, fra øre til øre.«
Således viser den deling, der skulle skille dem, sig kun at være en skyggelinje mellem Dhaka og Calcutta som i denne dødedans er mere tæt forbundet end nogensinde – »fastlåst i en uigenkaldelig symmetri af den linje der skulle gøre os fri – vores spejlgrænse.«

*Dette er den anden artikel i en serie portrætter af byer og deres forfattere. Første artikel blev bragt 13. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her