Analyse
Læsetid: 4 min.

Stragetisk tilbagetrækning

Israels tilbagetrækning fra Betlehem og Gaza er ikke en genoptagelse af fredsprocessen. Snarere et strategisk politisk træk op til det israelske valg
21. august 2002

Palæstinensiske politimænd i Betlehem er begyndt at trække i uniformen igen. Det sker efter den israelske regering i søndags annoncerede en tilbagetrækning af militær tilstedeværelse fra Betlehem og Gaza. Tilbagetrækningen, der er et led i en plan kaldet ’Gaza og Betlehem først’, blev aftalt mellem den israelske forsvarsminister Benjamin Ben-Eliezer og den palæstinensiske indenrigsminister Abdel Yehiyeh efter en lang periode med næsten ingen dialog mellem de to parter. Efter måneders israelsk besættelse af området tilbagegives ansvaret for sikkerheden i området endelig til palæstinserne selv. Til gengæld har Arafat lovet at slå hårdt ned på militante palæstinensiske grupper.
Man har hørt det før. Og at kalde udspillet for en genoptagelse af fredsprocessen vil være lovlig generøst. Ikke mindst i lyset af, at tre palæstinensere og en israelsk soldat allerede er døde siden aftalen blev underskrevet. Dødsfaldene taler for sig selv: ’Gaza og Betlehem først’-planen vil møde store vanskeligheder i praksis.
Forudsigeligt nok har ekstreme grupper i begge lejre underkendt planen. Hamas og de øvrige militante palæstinensiske grupper afviser ethvert forsøg på at afslutte den nuværende Intifada, mens Islamisk Jihad lover at optrappe terrorangreb mod israelere. Samtidig raser Effi Eitan, formanden for Israels Nationale Religiøse parti, over tilbagetrækningen og hævder, at den ikke har grundlag i en regeringsbeslutning. Benjamin Ben-Eliezer fra Arbejderpartiet kalder derimod tiltaget den eneste måde at »opnå et sikkerhedsmæssigt og et politisk fremskridt på«.

Såvidt de stridende parter. Der har allerede været fremsat adskillige forklaringer på den pludselige tilbagetrækning.
I den engelske avis The Guardian blev det f.eks i går hævdet, at den israelske tilbagetrækning hænger tæt sammen med USA’s mulige invasion af Irak.
Bush-administrationen ønsker ikke at bruge energi på at løse problemer mellem Arafat og Sharon, når de selv får travlt med at bombe Bagdad. USA skulle således have tilskyndet Israel til at skabe ro, antydes det af Guardians Jonathan Steele.
Den egentlige forklaring på, hvorfor Israel vælger en tilbagetrækningsmanøvre netop nu, skal snarere ses i lyset af Sharons efterhånden meget spinkle flertal i den israelske regering. Der har med andre ord længe lydt valgrumlen i Knesset. To af de mest højreorienterede partier forlod for et par måneder siden regeringen, på grund af det de kaldte Sharons »blødsødenhed« overfor palæstinenserne.
Nu truer også det Nationale Religiøse Parti med at forlade koalitionen. Der skal derfor ikke meget mere til, før Sharon bliver nødt til at udskrive valg, fordi han ikke længere har flertal. Af samme grund har han hårdt brug for nogle konkrete resultater på sikkerhedsfronten, som han kan bryste sig af i den kommende valgkamp.

En ting er Sharons strategier for at iværksætte en tilbagetrækning.
Men at planen overhovedet er blevet underskrevet af den palæstinensiske ledelse, hænger sammen med en opblødning i visse dele af selvstyret. Denne opblødningsproces begyndte tilbage i april måned, da den israelske ’Operation Beskyttelsesmur’ kørte i højeste gear.
Beskyttelsesmuren blev indledt efter en serie palæstinensiske selvmordsattentater i Israel og involverede en række voldsomme israelske angreb i de palæstinensiske områder.
Ledelsen i Fatah-bevægelsen indså på det tidspunkt, at volden og selvmordsbomberne underminerede palæstinensernes interesser.
Fatah diskuterede internt, hvorvidt volden skulle standses. De besluttede, at hvis de kunne lave den palæstinensiske kamp om til en ikke-voldelig kamp, ville de kunne ændre USA’s og Europas holdning til konflikten. I stedet for at fokusere på palæstinensisk terror, ville opmærksomheden blive vendt kritisk mod de jødiske bosættere og den israelske besættelse.
Disse tiltag i den palæstinensiske ledelse blev rapporteret til kvartetten (USA, EU, FN og Rusland) i London. Både Europa og USA var således engageret i opblødningen, og alt foregik i fuld offentlighed.
I den israelske avis Ha’aretz kunne man i august læse det dokument, Fatah sendte til den amerikanske presse. Selv den militante gruppe Hamas viste interesse for en palæstinensisk våbenhvile.

Forslaget om at dæmme op for terroren var altså en del af en intern debat i den palæstinensiske ledelse allerede i maj.
Og da israelerne i weekenden fremlagde ideén om gensidig våbenhvile, havde palæstinenserne været parate til det længe.
For israelerne er det svært ikke at se ’Gaza-Bethlehem først-planen’ som en spæd begyndelse til en opblødning af konflikten.
»Både israelere og palæstinensere er ved at indse, at tingene ikke er så sort-hvide. At der findes gode israelere og dårlige israelere, såvel som der er gode palæstinensere og dårlige palæstinensere. På begge sider øjner man nuancer nu,« siger Akiva Eldar, der er politisk redaktør ved Ha’aretz.
Uanset hvad udfaldet af tilbagetrækningen bliver, er resultatet klart hos de israelske politikere, der forbereder sig til valg. Lykkes det, vil alle partier forsøge at tage æren. Mislykkes det, vil ingen have skylden.
For tiden hævder Sharon, at idéen var hans.
Ellers vil de mest højreorienterede partier i Knesset beskylde ham for at danse efter venstrefløjens pibe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her