Læsetid: 4 min.

Stundom, når jeg har vandret...

Fra fodtur til motorveje: Dansk litteratur til lands har mange varianter
2. august 2002

(2. sektion)

I litteraturen
D er er selvfølgelig forskel på at være på landet, at se på landskabet og så at rejse til lands. I litteraturen hænger de tre ting imidlertid tæt sammen og har gjort det i al fald siden romantikkens henrykte naturbetragtninger – man rejser ud af byen, ud i landet og betages af dets scenerier.
Skal de tre elementer være til stede på én gang, foregår rejserne gerne til fods, især i den ældre litteratur. Hesteridt er for hastigt, fjerner rytteren fra jorden og den kontemplative ro. Krikkerne går an til postvogne og adelsmænd, digtere bruger helst sålelæderet. Men også gåture kan varieres.
»Stundom, når jeg har vandret ret ud i den store Alhede,« begynder Steen Steensen Blicher sin berømte fortælling Hosekræmmeren – sætningen fortsætter en hel side lang og fantaserer sig fra det danske landskab ud i det frie liv blandt arabiske kameler og nomader. Landskabet som tændsats for tankens arabesker, for indfald og sublime øjeblikke. For den digteriske imagination, kort sagt, en meget romantisk forestilling.
Som bekendt skjuler Blichers ’Alhede’ tragiske skæbner i sit indre. Faktisk passer den kun slet til novellens indledende romantiske iscenesættelse. Sætningen er også Blichers måde at markere en afstand til novellens fortæller, til hans naive hang til dramatiske solnedgange.
Anderledes hos den lidt ældre Poul Martin Møller, hvor studenterne går ud af København i lystig og højrøstet flok: Tonen fastholdes i en kåd lethed. Eller hos den noget yngre Frank Jæger, for hvem det at gå gennem landskabet så nogenlunde er det samme som at gå i et med det. Følgende strofe er fra Dydige Digte (1949).

Vi, der valgte regnen
vi har lange, valne fingre
og et stort og frodigt hår.
Vi får markens grønne grøde
kastet ned i vore lunger,
mens vi går

Jæger skriver i det 20. århundrede, hvorfor hans insisterende gåen rundt er ment polemisk. Samme århundrede udvidede nemlig kraftigt litteraturens repertoire af befordringsmidler. Tog, bil, bus, sporvogn og meget andet er kommet til. Og er blevet behørigt hyldet i ofte middelmådige digte om fartglæde og motorkraft.
Tilsammen har de forandret såvel landskabet som vores forhold til det. Motor- og landeveje, f.eks., er ikke blot netværk af asfalt, men også mentale tilstande. Hvis særlige kendetegn ofte formidles af bilens skarptskårne grænse mellem inde og ude.

Videre. Gennem
disse rugmarker
der funkler som et sanctuarium.
Din hånd ind
stiller bil
radioen: en strygekvartet af
Holmboe. Skulle
det være den
ottende fuld
af hemmelig
lidelse? – Overhalinger. De hvide
streger. Bak
spejl. Du overhaler dit eget liv.
Således Klaus Høeck i hovedværket Hjem fra 1985. Bilens karosseri og rolige fremdrift lægger en blød, bedøvende hinde om den kørende. Tanken driver mellem distræt landskabsbetragtning, radioens lydboble og stribernes rene bevægelse fremad. Som sidste sætning viser, kan slutresultatet være en meditativ, døsig epifani. Også sådan rejser man til lands.

Cykleri
Så er der en mere direkte jordforbindelse i cyklen, det – i litteraturen – mest lykkelige af alle moderne transportmidler. Litterært set er cyklen et vigtigt symbol på den sunde modernitet, på 20’ernes og 30’ernes kropskultur, unge solskinsdage ved badeanstalten, drømmen om et liv, hvor den moderne verden bringer os tættere på, ikke længere væk fra naturen.
Se blot på følgende vers, skrevet i 1920 af teknologiens danske besynger, lommefuturisten Emil Bønnelycke.

Cyklerne, Cyklerne, Cyklernes
Kor,
Hjulene runder den sjællandske
Jord.
Fælgene flammer af Nikkel og
Maling
Råber af Friskhed og Rate-
betaling.

Så bliver det hverken gladere eller mere spejder-agtigt. I mødet med cyklernes forjættelse bliver selv ’ratebetaling’ til noget positivt, hvilket det ret beset kun sjældent er... den indre ideologikritiker har kronede dage.
Det er i øvrigt interessant, at selv litteraturens defekte cykler indeholder billedet af en lykkelig sameksistens med omverdenen, nu blot som negativ, som et fraværende ideal. Det ser man hos Kirsten Hammann:

Jeg frøs
og sadlen var skåret op med en
kniv
Jeg kunne ikke sidde på alt det
skumgummi-vand
jeg måtte stå på pedalerne
overtræde færdselsreglerne

starter hun et digt fra debutsamlingen, Mellem tænderne, en bog, hvis lyriske subjekt er ramt af massivt kropsligt ubehag. Men Hammanns cykel befinder sig også midt i byen – referencen er ikke til landskabet, men til færdselsreglerne, til normerne for korrekt opførsel.

Politiet
Der er mange andre måder at komme rundt på, også i dansk digtning. I Per Højholts nye bog Auricula spermer grupper af ører sig regelret frem over det europæiske kontinent! Her slutter vi nu af med en strofe af Niels Simonsen, taget fra digtsamlingen Anekdoter (2001).
Den bør citeres, fordi den viser os landskabet som ekko i erindringen. Og fordi det samtidig hylder en etat, der gør brug af samtlige ovennævnte transportmidler – og sikkert flere endnu – og alt for sjældent nævnes for det gode i dansk litteratur: politiet.

er der en bil i København jeg
sammenligner lærken med
så er det politiets bil
når dens sirene lyder over byen
her
for på dens tone hører jeg stub-
marken ligge foran mig
og ved
at her kan intet skære min fod

Tryghed i by og land. Selv her, i erindringen, bliver digteren i landlig bevægelse et billede på den enkeltes forhold til omverdenen. De litterære traditioner har lange tråde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu