Analyse
Læsetid: 5 min.

Synergien der blev væk

Konvergens, sammensmeltning af forskelligartede medier, er blevet et fyord i mediebranchen, hvor giganter står for fald, og en længe ventet synergi udebliver
5. august 2002

De så ikke alt for glade ud, de mange mediemoguler, da de steg ud af deres Learjets og Gulfstream privatfly. Det var midt i juli, og med humøret i bund ankom de i bundter til Sun Valley i Idaho, USA, hvor investeringseksperten Herb Allen for 20. gang i træk afholdt sit årlige topmøde for cheferne for nogle af verdens største medievirksomheder.
Normalt var der fest og glade dage i Sun Valley, men fejlslagne investeringer, dårlige regnskaber og en bristet it-boble var i færd med at hive tæppet væk under de mange smarte og i forretninger aggressive bosser, som bare få år tidligere havde befundet sig på toppen af verden efter at have fusioneret deres store, traditionelle medievirksomheder med fremad-rettede, internetbaserede pengemaskiner.
I krogene blev der hvisket om, at franske Vivendis detroniserede chef, Jean-Marie Messier, luskede rundt i området. Mere synlige var dog Thomas Middelhoff fra tyske Bertelsmann og AOL Time Warners Robert Pittman, som begge ifølge rygterne sad meget usikkert i sadlen.
Og ganske rigtigt, i løbet af små 14 dage blev Pittman fyret, mens Middelhoff i sidste uge blev tvunget til at trække sig efter store u-overensstemmelser med bestyrelsen i det familieejede Bertelsmann.

Noget tyder på, at medienedturen ikke er slut med Middelhoff og Pittmans afgang. Til stede i Sun Valley var også AOL Time Warners øverste chef Steve Case, hjernen bag fusionen mellem internetudbyderen AOL og Time Warner, der skabte verdens største medieselskab. Hans position er truet, nu hvor AOL-delen af selskabet er skrumpet så meget ind, at Time Warner nu er den, der tjener alle pengene med sine aviser, magasiner, tv-stationer, pladeselskaber, bogforlag og filmselskaber.
I hele mediebranchen er den førhen så berømmede mediekonvergens, hvor traditionelle elektroniske og trykte medier smelter sammen med internettet, computeren og trådløse apparater, blevet et fyord. Ingen af mediegiganternes stort anlagte fusioner, opkøb af lovende it-virksomheder og koncentration af magt og medier har resulteret i den forventede synergi, frugtbar udveksling af ideer og erfaringer, eller resulteret i de økonomiske besparelser og effektivitetsmæssige gevinster, som skulle til for at få det hele til at løbe rundt.
De velkonsoliderede medieselskaber, der har gået fremtiden ivrigt i møde, har i stedet sat penge til på fusionerne, lige som de har mistet overblikket og kontrollen med deres hastigt voksende medieimperier.
Det hele begyndte med AOL’s fusion med Time Warner for snart to år siden – selv om man måske kan argumentere for, at Disneys opkøb af ABC midt i 1990’erne, var et tidligt tegn på, at mediekoncernerne havde fået vokseværk.
Men folkene bag AOL og Time Warner var de første til at se tanken i at parre kvalitetsindhold (Time Warner) og fremtidssikret distribution (AOL). It-feberen var på sit højeste og AOL en kæmpe på sit område – i markedsværdi større end Time Warner.
Flere af mediescenens store medspillere så med AOL Time Warner også lyset, og da canadiske Seagram begyndte at sælge ud af bl.a. Universal – musik, tv og film – var den hæderkronede franske energiforsyner og medieselskab Vivendi, med Jean-Marie Messier i spidsen, ikke sen til at satse milliarder på at opkøbe det hæderkronede Hollywood-selskab. Messier havde en udtalt ambition om at skabe et europæisk svar på AOL Time Warner, og med opkøbet skabte han verdens næststørste mediegigant, som tillige rådede over flere teleselskaber og internetvirksomheder.

Fra Tyskland slog Bertelsmann og Thomas Middelhoff til og købte bl.a. internettjenesten Napster, der var
berygtet for at lade sine brugere dele musik over nettet uden at
betale for det – og som nu er tæt på konkurs.
Enkelte mastodonter, bl.a. Disney og Summer Redstones Viacom, holdt sig i skindet under it-rusen – måske fordi de ville se tiden an – og det kan de kun prise sig lykkelige for i dag.
Både Messier, Robert Pittman og Middelhoff havde en klar forventning om, at deres internet-eventyr ville gøre dem og deres moderselskaber rige. Men efterhånden, som it-boblen sprak, fordi det viste sig sværere end først antaget at tjene penge på nettet, så blev det netop moderselskaberne, som måtte betale den ikke ubetydelige regning.
Messiers store armbevægelser har kostet Vivendi 19 milliarder euro, mens Bertelsmann har mistet fire milliarder euro på grund af Middelhoff. AOL Time Warner er under anklage for at have fiflet med regnskaberne og kan, i fald anklagerne er rigtige, blive endnu en i rækken af amerikanske virksomhedsskandaler, hvor de øverste direktører af grådighed og i desperation ulovligt har pyntet på de bekymrende røde tal.

I følge Malcolm Wall fra det britiske medieanalysefirma United Business Media blev der begået flere fejl af de store selskaber. De hastede ind i dyre fusioner uden tanke for omkostningerne og forventede, at investeringerne kunne finansiere sig selv med det samme, hvor de i stedet burde have fundet pengene til de pågældende investeringer i det overskud, som deres øvrige virksomheder i forvejen genererede.
Mediegiganternes evne til at forsyne de rigtige mennesker med den rigtige information på det rigtige tidspunkt er et af branchens fundamentale principper, mener Malcolm Wall. Men det var at ødelægge selve fundamentet under hele mediebranchen at gøre den information gratis, siger han med henvisning til, at mange medievirksomheder lagde deres indhold ud på nettet til fri afbenyttelse. Noget de følte sig nødsaget til, da det blev klart, at internetbrugere ikke gerne betaler for indhold.
Et andet problem har været, at teknologien, som skulle distribuere nyheder og underholdning til brugerne foran både tv-skærme og computere og med mobiltelefoner i hånden, ikke har kunnet følge med de store visioner.
Mediegiganterne har også været hæmmet af en insisteren på centraliseret styring af alle deres mange dele, hvorfor selv meget forskelligartede medier og genrer har været tvunget til at fungere sammen uden tanke på redaktionel uafhængighed eller den livsvigtige kreativitet.
Mediegiganternes krise be-grænser sig ikke kun til AOL
Time Warner, Vivendi og Bertelsmann: For nylig gik tyske Leo
Kirch konkurs, og canadiske BCE og australske Rupert Murdochs News Corp. lider også under de fejlslagne internetinvesteringer og det hovedløse vokseværk, som har præget branchen.
Men, siger de optimistiske medieanalytikere, deres ulykke kan blive den almindelige brugers held. Den demokratiske proces, der er truet, fordi den ikke længere så uvildige nyhedsformidling er blevet koncentreret på for få hænder, kan ende med at blive styrket, hvis mediegiganterne falder fra hinanden og må sælge ud af aktiverne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her