Læsetid: 4 min.

Teatrets uforenelige kulturer

Dramaet omkring aflysningen af Hamlet tager sit udspring i forskellen mellem dansk og tysk teatertradition
8. august 2002

Teaterkonflikt
Den schweiziske instruktør Stefan Bachmann gav i går i den tyske avis Tagesspiegel for første gang sin forklaring på, hvorfor han valgte at opgive sit samarbejde med Det Kongelige Teater om opsætningen af Hamlet.
Bruddet bygger på to grundlæggende forskellige opfattelser af, hvordan samarbejdet mellem instruktør, ledelse og skuespillere bør forløbe. To opfattelser, som tager deres udgangspunkt i henholdsvis dansk og tysk teatertradition.

Uenighed om Ofelia
Henning Jensen, Birte Neumann og Henrik Jandorf har begrundet deres afgang med, at de var utilfredse med den måde, Bachmann ville bruge en mongolisk kvinde i rollen som Ofelia på.
Stefan Bachmann forholder sig ikke direkte til kritikken af hans behandling af den mongoliske kvinde, men giver en forklaring på sit valg af skuespiller.
»Stykkets monolog giver os et vist indblik i Hamlet, mens Ofelia forbliver en mystisk figur. Mongoler er for os urørlige, har nærmest en hellig status og bliver diskrimineret. Denne specielle konstellation interesserede mig,« forklarer Bachmann. Han hæfter sig i øvrigt ved, at den 35-årige mongolkvinde var glad for at stå på scenen og klarede prøverne fint.

Diskussionen skulle vente
Uanset om skuespillerne er enige med ham eller ej, mener han, at diskussionen skulle have været taget af publikum. Derfor er han også utilfreds med, at den blev taget af teatret og skuespillerne inden stykket havde haft premiere.
»Diskussionen hørte retteligt hjemme blandt dem, som havde set stykket. Og for at publikum kunne have taget diskussionen, krævede det, at de havde set stykket,« siger Stefan Bachmann.
Han retter også en direkte kritik mod teaterledelsen.
»De har reageret helt forkert på den diskussion, der opstod. Det forkerte bestod i, at de uden min viden lod tre skuespillere forlade stykket,« forklarer han.
Rolf Heim er ligeledes schweizisk instruktør, men er bosat i Danmark.
Han ser Bachmann som en nyskabende instruktør, men ikke nødvendigvis som en provokatør.
»I Tyskland er han kendt for at prøve at nyfortolke stykket på en tit meget sjov og rørende måde. Han opfattes ikke som meget kontroversiel. Han står for en stil med meget liv og meget poesi; men måske kan det for den konservative teatergænger have virket sådan lidt kontroversielt,« vurderer Rolf Heim.
Han mener derfor ikke, at det billede, der er blevet tegnet af Bachmann i Danmark er retvisende.
»Hvis han i Tyskland er blevet anklaget for noget, så var det for at være for meget legebarn. Men ikke for at han var for provokerende. Lige nu virker det i Danmark som om han er en meget hard-core avantgardist, og det er han ikke,« siger Rolf Heim.

Mentalitetsforskel
Rolf Heim har selv instrueret på Det Kongelige Teater. Her har han oplevet et miljø, som til tider har været vanskeligt at danse med.
»Der er en klar forskel mellem dansk og tysk teater. En kultur- og en mentalitetsforskel.«
»Jeg har arbejdet med nogle af de skuespillere, der er hoppet fra, blandt andet Jandorf. Jeg har ind i mellem indtrykket af på Det Kongelige Teater, at skuespillerne er bange for at prøve noget nyt. De sidder på en sikker post. De vil gerne spille klassikerne om og om igen. Derfor kan det være meget svært, hvis man vil prøve noget nyt og ikke kan motivere dem,« siger Rolf Heim. Og her mener han, at der er en grundlæggende forskel på danske og tyske skuespillere.
»Tyske skuespillere går jo bare med på instruktørens ide. Det er en mentalitetsforskel. De tyske skuespillere giver sig virkelig 100 procent og begynder ikke at brokke sig over den retning forestillingen tager i prøveforløbet. De går helt ind i det.«

Skuffelse
Jens Albinus, der skulle have spillet titelrollen, har tidligere medvirket i stykker i Tyskland. Og her mener han ikke, at noget lignende kunne være forekommet.
»Dels har man et andet forhold til hierarki. Dels er udgangspunktet ikke, at skuespillerne hele tiden skal forstå instruktørens tanker,« siger han.
Det er formentlig her, skuespillerne og instruktøren er gået galt af hinanden.
»Dansk teater er – i modsætning til de eller meget avantgardistiske danske film – meget gammeldags. Det på trods af, at det er de samme skuespillere, som medvirker i begge dele,« siger Stefan Bachmann til Tagesspiegel.

Uforenlige kulturer
Jens Albinus ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at gennemføre Hamlet-projektet. Han så nogle muligheder for at stifte bekendtskab med en teaterkultur, som er så fremmed herhjemme.
»Det har vist sig, at det ikke var muligt at importere en tysk teatermodel på et dansk teater med en helt anden tradition. I den tyske tradition har skuespillerne i et ensemble en større eksperimenterende dristighed - og større tillid til et velfungerende kunstnerisk hierarki.«
»Jeg har ikke noget endeligt bud på, hvordan man kunne have gjort det anderledes. Det har vist sig, at man ikke var klar til det her på Det Kongelige Teater.«
»Det har man måske troet, at man var, men det åndelig klima er ikke til det,« konkluderer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her