Læsetid: 6 min.

Tyrkiets manglende magtopgør

Efter at have gennemført en række lovreformer på menneskeretsområdet har Tyrkiet taget et stort skridt nærmere EU. Men inden må landet gøre op med de egentlige magthavere. Militæret
20. august 2002

ANKARA – På trods af sommervarmen marcherer soldaterne taktfast henover pladsen, mens deres overordnede råber kommandoer og turister og familier med børn blitzer løs.
Selv om talrige bevæbnede vagter og en mindre lufthavnsprocedure af taskeåbning og røntgenmaskiner til at tjekke besøgende, inden man bliver lukket ind på området, kunne lede til at tro det, er højen i det centrale Ankara ikke præsidenten eller premierministerens bolig, men kun et mindesmærke for Kemal Atatürk – grundlæggeren af det moderne Tyrkiet.
Den store bygning, som soldaterne ’bevogter’, er således tom bortset fra et par inskriptioner på væggene og et symbol i midten.
I de tilstødende gallerier er Atatürks – Tyrkernes Fader – bil udstillet, og i et museum kan man se udvalgte personlige ejendele af landsfaderen så som tøj, skrivebord og gaver fra gæster.
I souvenirbutikken kan man købe alt fra slipsenåle og manchetter til brocher og nøgleringe. Altsammen med landsfaderens kontrafej.
At det er bevæbnede soldater og ikke blot museumskustoder, der holder vagt over monumentet, der indtager en central plads i en kæmpe park i hjertet af Ankara med udsigt over byen, ligner en tanke. For det tyrkiske militær er Atatürk nemlig ikke blot en historisk figur.
Selv om Atatürk døde allerede i 1938, er de skygger hans figur kaster enorme. Overalt i landet kigger han ned på sine efterkommere fra plakater, statuer og billeder, der er sat op på kontorer, pladser og i skolerne.
Militæret ser nemlig sig selv som vogteren af Atatürks grav i mere end en forstand.
Man taler således viskende om at Tyrkiet i virkeligheden regeres af ’den dybe stat’, de egentlige magthavere.
Da vi således forsøger at nærme os parlamentet et par gader derfra, bliver vi på energisk vis viftet tilbage af en soldat i kamouflageuniform med en riffel i hånden. Ikke nogen formaliteter her. Som var der tale om et militært spærringsområde og ikke hjertet af landets demokrati.
Denne ’dybe stat’, menes at bestå af en alliance af kræfter i militæret, efterretningstjenesten og det magtfulde bureaukrati. Men, som en iagttager siger til Information, er det vanskeligt at vide præcist, hvem det er.
»Det er stort set umuligt at finde nogen, som ikke udadtil går ind for demokrati og menneskerettigheder.«
Den seneste tid har de tyrkiske medier været fulde af lovord for landets ellers lidet populære politikere, efter at en lovpakke på menneskerets- og mindretalsområdet, der var stillet som betingelse af EU for at starte optagelsesforhandlinger med landet, blev vedtaget i forrige uge.
Blandt tyrkiske observatører er dette blevet set som et bevis på, at landet har vist sin gode vilje og gennemført de nødvendige reformer, og at bolden nu er spillet over på EU’s banehalvdel.
Men selv om vestlige diplomater hilser reformpakken velkommen, som »en mindre revolution«, der for første gang har taget fat på de virkelige svære tabuer i tyrkisk politik – det kurdiske mindretals rettigheder til egne medier og undervisning på deres modersmål, samt afskaffelsen af dødsstraf i fredstid, er der dog stadig store forbehold.
I modsætning til de andre kandidatlande fra Øst- og Centraleuropa er Tyrkiet endnu langt fra at opfylde EU’s krav om grundlæggende menneske- og mindretalsrettigheder. Og det velnok allerstørste forbehold udestår stadigvæk i at gøre op med generalernes indflydelse i politik.
Hæren har begået ikke mindre end tre militærkup. Det sidste i 1980. Hele den tyrkiske grundlov samt flere vigtige love er således skrevet af militæret, inden det gav magten tilbage til landets civile politikere i 1984.
Der er således ikke en eneste politibetjent eller soldat, der sidder i fængsel for tortur. Derimod er der flere som har indgivet klager over tortur, der er sidder i fængsel, dømt for at defamere den tyrkiske stat.
Inden generalerne gav magten tilbage til de civile politikere i 1984, sørgede de nemlig for at give sig selv vidtstrakte magtbeføjelser og immunitet mod retsforfølgelse ved de civile domstole. For at en soldat kan efterforskes for torturanklager kræver det således, at hans overordnede giver tilladelse.
Men selv om generalerne officielt har givet magten tilbage til de civile politikere forlængst, har de langtfra holdt sig ude af politik. Så sent som i 1997 begik de hvad der er blevet beskrevet som »historiens første postmoderne kup«, idet de tvang den islamistiske ministerpræsident Necmettin Erbakan til at træde tilbage og forbød hans parti Velfærdsparti og satte Erbakan selv i fængsel.

Generelle linjer
Den generelle magtdeling er, at generalerne udstikker de overordnede linjer på de afgørende områder, som sikkerheds- og udenrigspolitik, og overlader økonomien og den daglige ledelse af landet til de folkevalgte politikerne.
Og det synes at have været et klogt valg. For siden februar sidste år er de tyrkiske politikere blevet endnu mere upopulære og mistroede i befolkningen, end de var i forvejen.
Da fik et opgør mellem præsident Ahmet Necdet og ministerpræsident Bülent Ecevit om korruptionsbekæmpelse den tyrkiske valuta liraen til at miste mere en 80 procent af sin værdi på få måneder, fordi internationale markeder betvivlede regeringens vilje til at leve op til sine løfter om reformer af den gennemkorrumperede finanssektor.
Var militæret på valg, ville det sandsynligvis blive et af landets største partier. Adskillige meningsmålinger har vist, at hæren er den institution, som tyrkerne har størst tillid til.
Men hæren spiller ikke kun en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Hæren er også en aktiv spiller i landets erhvervsliv, som ejer eller medejer af flere forretningsimperier, der nyder fordele af eksklusivaftaler og fritagelser for skat.
Hvor store disse aktiver er, er naturligvis ikke noget som den almindelige offentlighed har indsigt i.
Hærens legitimitet i befolkningen og udlandet er baseret på, at den optræder som garant for, at Tyrkiet forbliver en sekulær stat, som dets grundlægger Kemal Atatürk fastlagde det.
Dette tæller for ikke så lidt ikke mindst i amerikanske øjne, der betragter Tyrkiet med grænser til både Syrien, Irak og Iran – alle lande der står på Washingtons sorte liste over lande, der sponsorerer terrorisme – som en vigtig allieret. Og med et muligt forestående angreb på Irak er der ingen tvivl om, at den amerikanske alliance med Tyrkiet og dets militær vil blive yderligere styrket. For mens både Saudi-Arabien og Kuwait på det kraftigste har frabedt sig at skulle lægge øre og senere baser til amerikanernes højlydte planer om at angribe deres nabo, så er vurderingen både blandt udenlandske og tyrkiske iagttagere, at Tyrkiet trods store betænkeligheder over for projektet næppe vil kunne undslå sig, hvis amerikanerne skulle bede om at adgang til tyrkiske militærbaser.
Men det er ikke kun i forhold til Irak, at Tyrkiets strategiske position i fremtiden vil vokse. Ud over den urolige Mellemøstregion grænser landet både op til Balkan og til Kaukasus. Tyrkiet er således ved at udvikle sig til en vigtig transportkorridor for naturgas og olie fra Centralasien, Kaukasus og Mellemøsten.
Derfor er der ingen udsigt til, at der bliver vagtskifte foran Atatürks monument lige foreløbig.

FAKTA
Tyrkiets reformer
*I håb om at få en dato for starten på optagelsesforhandlingerne med EU på topmødet i København til december har det tyrkiske parlament gennemført en række reformer på menneske- og mindretalsrettigheder.
1. Dødsstraffen afskaffes i fredstid.
2. Landets 12 millioner store kurdiske mindretal for øget rettigheder. Herunder retten til radio- og tv-udsendelser samt privat undervisning på modersmålet.
3. Øget pressefrihed.
Reformerne kommer på et tidspunkt, hvor den tyrkiske økonomi er inde i den alvorligste økonomiske recession siden Anden Verdenskrig.
'Parlamentsvalget, der skal afholdes den 3. november ventes således at blive en stor sejr til det islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti ikke mindst på grund af udbredt udtilfredshed med økonomien hos mange vælgere.

*Gunnar Willum er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her