Læsetid: 3 min.

Uden klicheer

Ny generationsroman er lige ved at ramme plet
22. august 2002

Ny bog
På godt og ondt minder Jakob Ejersbos nye roman, Nordkraft, om en række nyere danske film – genren spænder fra Portland til Gamle mænd i nye biler – der fascineret stiller skarpt på småkriminelle typers kluntede hverdag.
Ejersbos generationsportræt af Aalborg i start-90’erne er ganske vist mere eftertænksomt, sine steder melankolsk i sit anslag. Men man genkender en særlig type af barokke situationer, ligesom man genkender forkærligheden for mennesker, der er for afstumpede, for aparte eller for skævt intelligente til at slå numsen ned i en solid, dansk normaltilværelse.
Man genkender også manglen på struktur og, nåja, kunstnerisk nødvendighed. Det sidste vender vi tilbage til. Først skal det slås fast, at Nordkraft er et velskrevet, underholdende og herligt klichéfrit gruppeportræt af en vidtforgrenet samling venner og bekendte, der på ægte undergrundsmaner kæmper mod indre dæmoner og ydre tristesse. Og tager en masse stoffer undervejs.

Pusherfrau
Nordkraft består af tre løsrevne historier, der udspiller sig med to gange to års mellemrum. Især den første, »Junkiehunde«, overrasker hurtigt og hårdt. Flipperpigen Maria har det dårligt med sin kæreste, pusheren Asger, der godt nok heller ikke har for meget at rykke rundt med.
Hun er også kurér for ham. I bogens indledende scene slipper hun fra en politihund ved at kaste sit brugte menstruationsbind i kæften på den! Så får den andet at tænke på; læseren, derimod, glæder sig over at sidde med en bog, hvor der sker ting ud over det sædvanlige.
Senere dukker Hossein op, en iransk krigsveteran med sans for sprogforbistring og voldsom foragt over for hjemlandets præstestyre. Han skaber forviklinger i Marias liv og fremskynder det endelige brud med Asger – tatovering på dødt svineskind og dopede hunde spiller også en rolle.
Bogens to andre historier, »Broen« og »Begravelsen«, er mere forudsigelige, tangerer sine steder det sentimentale. Allan kommer tilbage til byen fast besluttet på at få sig et helt normalt liv, men må først gøre op med sin fortid. Og de gamle venner samles til syrehovedet Stesos begravelse.
Man er nok mærket af det vilde liv, men man er også ved at falde til ro. Det kan ses i formen; de sidste dele består mest af erindringsstykker og genfortællinger af fortidens bedrifter. Fint nok, men der er mere tryk på historien om pusherfrau Maria midt i orkanens øje.

Burroughs og Kerouac
Det er en særlig charme ved Nordkraft, at den er helt fri for tidens lette og kvalmende hyldest til outsider-kulturens intense liv. Den er også fri for dennes modpol, den rituelle nedsabling af alle
’etablerede’ typer. I stedet synes anstændighed og idioti ligeligt fordelt over de sociokulturelle grænser. Ung og gammel, borgerdyr og syrehoved: Alle kan være fine fyre. Eller usædvanligt dumme svin.
At det er et bevidst valg, tyder følgende replik på. Pusheren Asger lader, som om han har læst de amerikanske beat-forfattere, men får følgende svada i hovedet af sin udknaldede bekendte, Steso:
»Du er klar over, at Kerouac var en psykopat, der slog sig på beat og alkohol og åndelig tåge, fordi han vor for ANGST til at klare skærene som almindelig småborger? Og Burroughs er blot endnu en amerikansk mytoman, som prøver at fremføre sine tanker med intellektuel europæisk finesse.«
Så meget for dem, der vil gøre deres misbrug til et martyrium. Ejersbo skal ikke nyde noget af at heroisere sine hovedpersoner. Tværtimod er de ret almindelige: skæve, sølle, charmerende, uden al for megen retning i deres liv.

Mangler fremdrift
Det med retningen er desværre ikke noget, Nordkraft selv excellerer i. Tværtimod slentrer dens godt 400 sider sig af sted, går rundt på stedet, tager sig svinkeærinder, der alligevel ikke bliver til noget. Halvvejs gennem bogen savner man noget fremdrift, noget kunstnerisk konsekvens. Man savner en form og en fortælling, en bagvedliggende præcision, der kunne holde romanen sammen som helt værk – eller opløse den i flere og kortere noveller.
Det er der ikke. I stedet blandes skidt og kanel, episoder og erindringer i en letflydende masse. Og konklusionen? Jakob Ejersbo har skrevet en glimrende bog, men Nordkraft er ikke et stykke stor litteratur. Som sagt: Parallellen til den nye bølge af danske film er slående.

*Jakob Ejersbo: Nordkraft. 424 s., 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu