Læsetid: 11 min.

De ulykkelige helte

Tegneseriernes traditionelle superhelte har ingen plads i de politiske tegneserier. Her fortælles alvorlige historier med stærke, overbevisende virkemidler og virkelige skæbner i hovedrollerne. ’Ingen har formået at formidle den forfærdelige og håbløse tilstand i Gaza bedre end tegneren Joe Sacco,’ skriver den amerikansk-palæstinensiske professor og kommentator Edward Said, der har læst og er blevet begejstret for den journalistisk-dokumentariske tegneserie Palestine
23. august 2002

(2. sektion)

Dokumentar
Tegneserier er et universelt fænomen, som dyrkes af børn og teenagere verden over. De eksisterer i alle sprogområder og kulturer, fra øst til vest. Indholdsmæssigt strækker de sig over hele registret fra det inspirerede og fantastiske til det sentimentale og fjollede. Alle er de lette at læse og oplagte at låne til og af kammerater, samle på eller kassere. Mange tegneserier udvikler efterhånden en slags en slags egetliv – et fiktionsunivers, der sprænger rammen for de enkelte fortællinger: Det faste, tilbagevendende persongalleri, plottets typiske situationer og seriens særegne stil samler seriens fans – de være sig egyptere, indere eller canadiere – i en slags klub, hvor ethvert medlem har nøje kendskab til og kan referere indforstået til serieuniversets sæt af fælles antagelser og særlige personligheder. Jeg vil tro, at de fleste voksne er tilbøjelige til at betragte tegneserier som frivolt tidsspilde. Medmindre der altså en sjælden gang imellem dukker et tilpas alvorligt emne op som f. eks. i Art Spiegelmans Maus. Disse tilfælde er sjældne, af den grund at de fordrer et sjældent talent, som vi skal se.
Jeg husker ikke præcis, hvornår jeg læste min første tegneserie. Men jeg husker den befriende og nærmest subversive virkning, som læsning af tegneserier havde på mig i min barndom. Alt ved de kulørte stribers sprudlende og henkastede format: Den farverige og oprørske ekstravagance ved billederne, den utvungne overgang imellem hvad figurerne tænkte og sagde i deres tale- og tankebobler, de eksotiske væsener og eventyr, der blev fortalt og skildret… ja, alt dette bibragte mig en enormt vidunderlig og kildrende glæde, der var helt anderledes end alt, hvad jeg hidtil havde kendt til og oplevet dengang.
Min opvækst i en arabisk-protestantisk familie i den umiddelbare efterkrigstids koloniale Mellemøsten var kendetegnet ved overordentligt meget bogterperi. En nådesløs ædruelighed og seriøsitet gennemtrængte alle ting. Hine dage var hverken en tid til fjernsyn eller andre letfærdige forlystelser. Radioen var vores primære forbindelse til verden udenfor. Hollywoodfilm var uundgåelige, men blev på en eller anden måde også set som moralsk risikable, så vi blev holdt på en streng diæt af en film per uge. Hver gang blev vi på vores biografture omhyggeligt overvåget af vores forældre, selv om hver eneste film var forhåndsgodkendt af en censor efter en eller anden for os ukendt standard som »egnede«, dvs. uskadelige for børn.
Jeg var endnu ikke fyldt 13, da jeg kom i gymnasiet umiddelbart efter Palæstinas fald i 1948. Som alle andre i min familie, piger som drenge, blev jeg indrulleret i et britisk skolesystem, der var som modelleret efter Tom Brawns Schooldays, og hvad der ellers var af fortællinger om Eton, Harrow, Rugby, som jeg grådigt slugte under min læsning af næsten udelukkende engelsksprogede bøger. I de senimperiale omgivelser i en stærkt konfliktfyldt verden af hovedsagelig arabiske og levantinske børn og britiske lærere i overvejende muslimske arabiske lande, der selv var ved at undergå turbulente forandringer, og hvor pensum var baseret på Oxford og Cambridge School Certificate (som de standardiserede engelske gymnasiediplomer blev kaldt dengang), havde den pludselige opdukken af amerikanske tegneseriealbum – som øjeblikkeligt blev lyst i band af forældre og skolemyndigheder – samme virkning som en tyfon. I løbet af få timer var jeg fuldstændig opslugt i en flodbølge af Superman, Tarzan, Kaptajn Marvel og Wonder Woman-eventyr, som fortryllede og adspredte min bevidsthed fra de mere alvorlige og grå ting, som jeg burde have taget mig af.

Mine forsøg på at afæske en forklaring på, hvorfor bandlysningen af denne nydelsesfulde nye verden var så streng og tilsyneladende skulle håndhæves så rigidt derhjemme, bragte mig ingen vegne over for mine ubøjelige forældre ud over stadige indskærpelser af, at tegneserielæsningen gik ud over min lektielæsning. Jeg har brugt år på at rekonstruere logikken bag forbuddet og har efterhånden konkluderet, at forbuddet meget præcist indfangede, hvad tegneserier så fremragende og enestående er i stand til. Det var i første omgang sådanne ting som slangsprog og fantasivold, som forstyrrede læreprocessernes foregivent ophøjede ro. Det var for det andet, og måske mere vigtigt, men aldrig udtrykkeligt udtalt, den momentane forløsning, mit seksuelt så undertrykte unge liv blev bibragt ved synet af skamløse seriefigurer (nogle af dem som Sheena fra Junglen var særdeles let påklædte og besad stor sexappeal).
Disse serievæsener gjorde og sagde ting, der ikke kunne tages for gode varer, hvad enten det var, fordi de var usandsynlige og stred mod al logik, eller, måske mere afgørende, fordi de stred imod konventionelle normer for adfærd, tækning og accepterede sociale omgangsformer. Tegneserier skabte ravage i uddannelsessystemets velordnede univers og opmuntrede i sandhed til ganske andre tanker og forestillinger end dem, ens lærer forventede. Jeg kan levende genkalde mig den opstemthed, jeg følte, da jeg smuglede et eksemplar af Kaptajn Marvel med i min skoletaske og i al hemmelighed læste i det i bussen eller bagest i klassen, idet jeg skjulte det bag et skolebogsopslag. Desuden var der over tegneserierne noget umiddelbart og direkte frapperende. Den elementære kombination af billeder og ord virkede uangribeligt troværdig og mageløst fortrolig. På måder, som jeg stadig finder det fascinerende at forsøge at afkode, udsiger tegneserier i deres skematiske fokuseringer noget, som måske ikke kan siges på andre måder, eller som det måske end ikke er tilladt at sige eller forestille sig – noget, der trodser de ordinære tankeprocesser, sådan som de overvåges, formes og omformes af alle slags pædagogiske og ideologiske pressioner. Dengang gjorde jeg mig ikke sådanne overvejelser, men jeg følte meget klart, at tegneserier satte mig fri til at tænke og forestille mig og se verden på helt nye og andre måder.

Som amerikaner af palæstinensisk oprindelse har jeg følt mig forpligtet til at engagere mig i kampen for palæstinensisk selvbestemmelse og menneskerettigheder. Anbragt på sidelinjen som følge af geografisk afstand, sygdom og eksil, har min rolle været at tale en upopulær sag, at forsøge at skildre dens komplicerede og ofte undertrykte dimensioner. En stor del af mit arbejde som forfatter og forelæser har bestået i at gendrive fordrejede og dehumaniserende fremstillinger af vores historie, idet jeg samtidig søgte at give den palæstinensiske fortælling, der så effektivt blev holdt ude af medierne, en tilstedeværelse og et menneskeligt ansigt.
Det var en højest overrumplende oplevelse for mig, da min yngste søn for 10 år siden viste mig Joe Saccos første tegneseriealbum om Palæstina. Afskåret som jeg havde været i årevis fra at følge med i tegneserieverdenen, anede jeg intet overhovedet om Saccos og hans gribende værks eksistens. Jeg følte mig direkte hensat til den første intifadas verden (1987-92) og med endnu større effekt ført tilbage til den besjælede og oplivende tegneserieverden, som jeg havde været en så intens dyrker af for år tilbage. Chokket ved genkendelsen var derfor dobbelt, og jo mere jeg begærligt læste videre i Saccos tegneseriealbum om Palæstina (Der findes 10, som nu alle er samlet i et enkelt bind, som jeg håber vil finde mange læsere ikke blot i USA, men over hele verden), desto mere overbevist blev jeg om, at her var et politisk og æstetisk værk af ekstraordinær originalitet, der ramte stærkere end noget andet indlæg i de langtrukne, forskruede, futile og håbløst fordrejede debatter, som har holdt palæstinensere og israelere og deres respektive støtter beskæftiget i årevis.
Da vi lever i en mediemættet verden, hvori en stor del af verdens nyhedsbilleder kontrolleres og udspredes af en håndfuld mænd, der sidder i byer som London og New York, udgør denne kavalkade af tegneseriebilleder og -ord, der er så stilsikkert raderet og til tider så grotesk i sin empati og sine forvrængninger, når den søger at matche de ekstreme situationer, som den skildrer, en velkommen modgift. Hvad vi får at se, ser vi igennem øjnene og temperamentet hos en beskedent udseende karseklippet ung amerikansk mand, som har vovet at begive sig langt ind i en fremmedartet, ugæstfri verden af militær besættelse, vilkårlige arrestationer med sindsoprivende oplevelser af nedrevne huse og eksproprieret land, tortur (»moderat fysisk pres«) og ren og skær rå magt anvendt i lige så stort som grusomt omfang (f. eks. når en israelsk soldat nægter at lade mennesker passere en vejspærring på Vestbredden, »på grund af«, som han siger, idet han blotter et enormt og truende tandsæt, »DENNE HER« – dvs. en M16-riffel, som han svinger), på hvis nåde palæstinenserne må leve dag for dag og time for time.
Der er ingen tendens eller gennemskuelig linje i Joe Saccos ofte ironisk underfundige møder med palæstinensere under besættelse, intet forsøg på at glatte ud på, hvad der altovervejende er en udmarvet og ængstelig tilværelse præget af kollektiv ulykke og ufattelige afsavn. Det oplever man især i albummet om Gaza, der tegner billedet af et liv af formålsløs omflakken bag ugæstfri grænsehegn, en omflakken og for det meste en venten, venten, venten.
Med en mulig undtagelse af en eller to romanforfattere og en håndfuld digtere har ingen formået at formidle denne forfærdelige og håbløse tilstand bedre end Joe Sacco. I selskab med sin ven, den japanske fotograf Saburo, er Joe en lyttende opmærksom tilstedeværelse, nogle gange skeptisk, andre gange irriteret, men for det meste sympatisk og morsom, når han noterer, at en palæstinensisk kop te ofte druknes i sukker, eller hvor uafvidende palæstinenserne ofte forsamles for at udveksle lidelseshistorier eller de måder, hvorpå fiskere sammenligner størrelsen på deres fangst eller jægere listigheden hos deres bytte.
Persongalleriet i de mange episoder i opsamlingsalbummet er forbløffende varieret, og med tegnerens uhyggelige evne til at indfange den præcise detalje, der siger det hele i situationen – et lidt for omhyggeligt studset overskæg her, et overstort tandsæt der, et meget gråt sæt tøj der, lykkes det for Sacco at holde alle elementer i fortællingen i balance med en næsten skødesløs virtuositet. Det rolige fortælletempo og fraværet af noget endemål for hans vandringer understreger, at Sacco hverken er journalist på udkig efter en historie eller en ekspert, der søger at fastnagle nogle kendsgerninger ud fra et politisk sigte. Joe er i Palæstina, fordi han gerne vil være der, og kun det – dvs. for at tilbringe så meget tid som muligt for at dele, hvis ikke i sidste ende leve det liv, som palæstinenserne er dømt til leve. Når man tager magtforholdets realitet og hans identifikation med underhundene i betragtning, er israelerne skildret med en tilbageholdt, omend umiskendelig skepis, om ikke altid med mistro. De fleste af dem er den uretfærdige magts og den tvivlsomme autoritets figurer.
Jeg tænker ikke blot på de åbenlyst utiltalende personer som de mange soldater og bosættere, der bliver ved at dukke op for at gøre livet endnu mere uudholdeligt for palæstinenserne, men især, i en meget afslørende episode, på de såkaldte peaceniks – fredsforkæmpere, hvis støtte til palæstinensernes rettigheder forekommer så hæmmet, genert og sidste ende ineffektiv, at det også gør dem til genstand for skuffelsens spot.

Joe er der for at finde ud, hvorfor forholdene er, som de er, og hvorfor alting i den grad er havnet i en blindgyde. Uden at fortabe tegneseriens unikke evne til at gengive en slags surrealistisk verden som besjælet formår Joe Sacco i al diskretion at formidle en betydelig mængde information om den menneskelige kontekst og de historiske begivenheder, der har reduceret palæstinenserne til deres nuværende følelse af stagneret magtesløshed. Intetsteds kommer Sacco nærmere på den eksistentielle og levede virkelighed for gennemsnitspalæstinenseren end i sin skildring af livet i Gaza som et nationalt helvede. Lediggangen, tristessen og uhyggen ved dagliglivet i flygtningelejrene, netværket af nødhjælpsarbejdere, mødrene, der har mistet deres sønner, de arbejdsløse unge mænd, skolelærerne, politifolkene, de allestedsnærværende te- og kaffeselskaber… Alle disse figurer gengives med næsten rædselsvækkende akkuratesse og paradoksalt nok med en særlig ømhed. Figuren Joe er der for at forstå og selv erfare ikke blot, hvorfor Gaza er så repræsentativ en indramning af det håbløst overfyldte og rodløse rum for den palæstinensiske tragedie, men også for at insistere på, at dette er en virkelighed, der på en eller anden måde må redegøres for i et menneskeligt sprog og i fortællemæsige forløb, hvormed enhver læser kan identificere sig.
Den opmærksomme læser vil defor ikke blot bemærke den minutiøse gengivelse af de forskellige generationer, af hvordan børn og voksne træffer deres valg og lever deres tarvelige liv, hvordan nogle taler, og nogle forbliver tavse, hvordan alle hver dag må improviserere sig frem igennem tilværelsen på randen af deres hjemland, hvor de er blevet gjort til de sørgeligste, mest magtesløse og selvmodsigende af alle skabninger – de uvelkomne fremmede. Man kan i en vis forstand se alt dette igennem Joes egne øjne, som han bevæger sig rundt iblandt og opholder sig hos dem, opmærksom, blottet for aggression, omsorgsfuld, ironisk medfølende. Og hans visuelle vidneudsagn bliver så at sige til ham selv i hans egen tegneserie som en gestus af dybeste solidaritet.

Det, som i sidste ende gør Sacco til en så usædvanlig skildrer af livet i de besatte palæstinensiske områder, er, at han først og fremmest er optaget af at fortælle fortællingen om historiens ofre. De fleste tegneserier handler rutinemæssigt om nogens sejr, om det godes triumf over det onde, om uretfærdighedens nederlag til retfærdigheden osv. Saccos Palestine er slet ikke sådan. De mennesker, han lever iblandt, er historiens tabere, fordømt til en randeksistens, hvor de fortvivlet må strejfe om uden håb og organisation, med intet andet tilbage end deres nøgne utæmmelighed og vilje til klynge sig fast til deres historie, til at fortælle den forfra og modstå alle fjenders planer om at feje dem fuldstændig ud i intetheden. Sacco nærer mistillid til militant aktivisme, især af den kollektive slags, der bryder ud i slagord og verbal faneflagning. Men hans tegneserier om Palæstina giver hans læsere mulighed for identifikation med et folk, hvis lidelser og uretfærdige skæbne er blevet negligeret i alt for lang tid. Saccos kunst besidder en magt til at holde os fast på dette. Og dette er måske den største af hans bedrifter.

*Teksten er oprindeligt trykt som forord til Joe Saccos ’Palestine’, der er udkommet på forlagt Fantagraphics. Se www.fantagraphics.com

*Oversat af Niels Ivar Larsen

FAKTA
Joe Sacco
*Joe Sacco er i dag den mest lysende repræsentant for tegneserien som dokumentarisk og journalistisk medie. Efter sit arbejde i Gaza og på Vestbredden fra 1993-95 besøgte han Bosnien i 1995-96, hvor han tilbragte tid med mennesker med vidt forskellige placeringer i forhold til borgerkrigen. Det kom der blandt andet bogen Safe Area Gorazde ud af. Bogen, der handler om den muslimske enklave af samme navn, blev belønnet med den anerkendte Guggenheim-pris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her