Læsetid: 11 min.

Ungarn rykker mod højre

Grænseændringer og stridigheder om etniske mindretal står stadig på dagsordenen i EU-ansøgerlandene i Øst- og Centraleuropa
17. august 2002

Budapest
Kender du den om ungareren, der kom op til Sankt Peter og bad om at få lov til at komme ind i himlen?«
Dr. Richarc Hörcsik, til daglig en alvorlig mand med et vigtigt embede som viceformand i den ungarske Komite for Europæisk Integration og parlaments-medlem for det højre-liberale Fidesz, kigger skælmsk på mig.
Øhh …, svarer jeg afkræftende.
»Jo, ser du … Sankt Peter kigger undersøgende på manden og hiver derefter sit afkrydsningsskema frem.
’Hvor er du fra, og hvad har du lavet i dit liv,’ spørger Sankt Peter manden.
'Jeg blev født i Østrig-Ungarn, og mit første rigtige job var i Tjekkoslovakiet. Jeg blev gift i Ungarn, hvor jeg også fik mine tre børn. Så blev jeg pensioneret i Sovjetunionen og døde i Ukraine,' svarer han.
’Du har rigtig fået set verden, hva’ …’, kommenterer Sankt Peter.
'Hvad mener du? Jeg har aldrig nogen sinde været uden for min fødeby Munkacs,' svarer manden.«
Richard Hörcsik griner.
Jeg griner også lidt.
»Det er den typiske ungarske, ja,
centraleuropæiske skæbne,« forklarer Hörcsik så.
»Grænserne har flyttet sig så mange gange, at mange centraleuropæere har skiftet stat et utal af gange, selvom de har opholdt sig i samme by hele livet. Sådan har det været de sidste to hundrede år. Og det har haft alvorlige konsekvenser for de nationale mindretal, der havnede uden for moderlandets grænser – ikke mindst for det ungarske mindretal.«
Hörcsik holder inde og sluger sin dobbelte espresso i et hug. Vi står i kaffebaren i det ungarske parlament i Budapest, et lille listigt sted med mørke mahognipaneler og høje messing-beklædte café-borde. Lige uden for baren er den sabelbevæbnede garde netop i færd med at afslutte sit vagtskifte foran montren med den ungarske Stephans-krone, der med scepter og sværd udgør parlamentsbygningens midte.
Kongekronen blev den 1. januar år 2000 under stor pomp og pragt fragtet fra nationalmuseet ind i parlamentet af det tidligere regeringsparti, det højre-
liberale Fidesz, som led i fejringen af
tusindåret for Ungarns oprettelse i år 1000. Handlingen var ganske omdiskuteret, for Stephans-kronen er ikke blot et symbol på den ungarske krones rettigheder inden for det Østrig-Ungarske imperium, men et symbol på den ungarske krones suverænitet over alle ungarer, hvad enten de lever inden eller uden for Ungarns grænser.

Han er en stor mand, Hörcsik, med et sort, hamrende ungarsk overskæg, brune, blankpudsede sko, Bond-agtige solbriller og en Fidesz-nål i habitjakkens knaphul. Jeg har opsøgt ham for med egne øren at høre nærmere om Fidesz’ holdning til, hvordan man skal løse problemet med de etniske, ungarske mindretal, der lever uden for
Ungarns grænser. Således er det ungarske mindretal uden for landets grænser et tilbagevendende politisk emne i
Ungarn.
Både den tidligere premierminister, den højre-liberale Viktor Orbán, og den nye premierminister, socialisten Peter Medgyessy, har erklæret, at de var ministerpræsident for 15 millioner ungarere og ikke bare for de 10 millioner, der lever inden for Ungarns grænser. Dermed følger de traditionen fra Jozsef Antall, der i sit første interview som nybagt ungarsk ministerpræsident i 1990 udtalte, at han »i ånden følte sig som premierminister for 15 millioner ungarere«. Problemet var, at alle tre gjorde det uden at konsultere de omkringliggende nabolande – hvis statsborgere der jo rent faktisk er tale om. Og det gjorde ikke ligefrem de i forvejen noget anstrengte naboskaber bedre.
Det særlige ved de øst- og centraleuropæiske lande er, at de fleste af landene har store nationale mindretal, ligesom grænserne har været flyttet frem og tilbage igennem de sidste par hundrede år. Mange af staterne er endda endnu ganske unge, hvorfor grænsestridighederne og minoritetsspørgsmålene lurer lige under overfladen, hver gang der opstår konflikter med naboerne. Og det truer de demokratiske traditioner, der endnu ikke er synderligt rodfæstede i mange af landene.
Således har de nationalt orienterede eller højrepopulistiske partier i de øst- og centraleuropæiske lande en ekstra dimension i forhold til de nationalt orienterede eller højrepopulistiske partier i Vesteuropa. For hvor de fleste højrepopulistiske partier i Vesteuropa først og fremmest vinder stemmer på fremmed-angsten – og i mindre grad på modstanden mod EU og globaliseringen – så har deres øst- og centraleuropæiske søsterpartier en dimension ekstra: De scorer point på at fremstille sig selv som garanter for, at landets mindretal hos nabolandene behandles bedre. Medmindre de ligefrem arbejder for, at grænserne ændres, så de nationale mindretal kommer hjem til moderlandet. En politik, der, hvis den føres ud i livet, gerne har krig til følge.

En ganske bemærkelsesværdig ting ved de øst- og centraleuropæiske landes omstillingsproces fra etpartisystem til pluralt, parlamentarisk demokrati af vestligt snit, er således, at mange af de liberale kræfter, der under fløjlsrevolutionen og kampen mod kommunisterne var landenes store frihedshelte, siden har udviklet sig i først en national-liberal retning, for senere at blive decideret nationalistiske og højrepopulistiske. Med den konsekvens, at fløjlsrevolutionens helte er endt med nærmest at være en belastning i forhold til udlandet. Det gælder eksempelvis Vladimir Meciar, fra HZDS, der var regeringsleder i Slovakiet fra 1994 til 1998 og bragte Slovakiet på randen af isolation fra omverdenen, især EU. Og til efteråret truer med at stikke en kæp i hjulet for Slovakiets medlemskab af EU og NATO, hvis han vinder parlamentsvalget i slutningen af september i år – hvilket ikke er en umulighed. I mindre ekstrem grad er dette også tilfældet med Tjekkiets Vaclav Klavs fra ODS, der fra at være en liberalist i Thatcher-klassen – inspireret som han var af den tidligere britiske konservative regeringsleder Margarat Thatcher – til i langt højere grad at benytte sig af national-populistiske kneb for at vinde stemmer – eksempelvis frygten for sudetertyskernes tilbagekomst i Tjek-kiet. Og så gælder det Viktor Orbán og hans liberalistiske Fidesz i Ungarn. Som amerikanske diplomater ynder at udtrykke det, så havde man nok ikke ladet Ungarn blive medlem af NATO den 12. marts 1999, hvis man havde vidst, hvordan Orbán havde tænkt sig at opføre sig.
Efter at Fidesz tabte parlamentsvalget i 1994, har man således bevæget sig i en mere national-populistisk retning. Inspireret af det højre-radikale Livs- og Retfærdighedsparti (MIÉP) begyndte Fidesz at omtale Ungarn som »Rest-
ungarn« og satte dermed spørgsmålstegn ved de grænser, som har været gældende siden fredsaftalen i Trianon i 1920. Desuden overtog man en anden del af MIÉP’s begreber, nemlig »élletér«, den ungarske pendant til Hitlers »Lebensraum« – ’livsrum’ til ungarerne – underforstået, at Ungarn skulle have lov at brede sig i hvert fald til og med de tabte områder i Rumænien og Slovakiet. Desuden har Fidesz gennemført den såkaldte ’Status-lov’, der er en omdiskuteret lov, som giver de ungarske mindretal, der lever uden for Ungarns grænser, visse særrettigheder. For eksempel får ungarske forældre, der lever i et af Ungarns nabolande, et mindre årligt beløb på cirka 20.000 forint, godt 600 kroner, fra regeringen i Budapest, hvis de sætter deres børn i ungarske skoler og lærer dem ungarsk. Loven giver de ungarske mindretal uden for Ungarn arbejdstilladelse i tre måneder i Ungarn, ligesom den giver tilskud til offentlig transport i Ungarn.

Loven blev vel at mærke udstedt, uden at man først havde konsulteret nabolandene og hørt, hvad de synes om, at Ungarn laver love, der gælder for nabo-landenes statsborgere.
Men hvorfor benytter man sig af ’det ungarske kort’, hvorfor benytter man sig af nationalistiske begreber, når man nu ved, hvor sprængfarlige de er – ikke mindst i de øst- og centraleuropæiske lande, hvor mindretalsspørgsmål tidligere har været grobund for en lang række konflikter og krige?
Du har ret, nationalpopulisme er noget farligt noget i et område som dette,« svarer Hörcsik, da jeg spørger ham om Fidesz' brug under valgkampen af udtrykket »élettér«. Vi er rykket ud i forhallen til parlamentssalen, og overalt bugter søjlerne sig i al deres guldbelagte overdådighed.
»Men mange eksperter i Vesteuropa har svært ved at forstå det, der skete Ungarn efter første verdenskrig, hvor hun mistede 2/3 af sit territorium og 1/3 af sin befolkning. Et forhold, som anden verdenskrig slog endelig fast.«
»Og en ungarsk ministerpræsident har en forfatningsmæssig pligt til at
varetage alle ungareres interesser – også dem, der lever uden for Ungarn. Det står i vores forfatning fra 1949 og er en passus, der blev fornyet i 1989-1990. Og de har lidt meget i de forløbne 70-80 år, ungarerne uden for Ungarn. Under kommunisterne blev minoritetsspørgsmålet sat i køleskabet – men problemerne gik jo ikke væk af den grund. I Rumænien blev de under diktatoren Ceausescus regime udsat for undertrykkelse, man ødelagde deres kirker, og de ungarske skoler blev lukket, da Ceausescu forsøgte at gøre ungarerne til rumænere.«
– Men hvordan kan det være, at Fidesz, som er et ungt, fremadstormende liberalt parti, og hvis leder, Viktor Orbán, var en af den ungarske fløljsrevolutions centrale skikkelser, i de senere år overhovedet har leget med den nationalistiske ild?
»Vores mål er, at de ungarske minoriteter uden for Ungarn skal sikres minoritetsrettigheder på et europæisk niveau. De skal sikres kulturel og politisk autonomi. De skal have rettigheder i forhold til at kunne bibeholde deres sprog og kultur og kunne tage deres uddannelse i Ungarn. Og det er da rigtigt, at dette ikke ligefrem er nogen defensiv politik, men hvem skulle varetage ungarernes interesser, hvis ikke den ungarske regering gjorde det?«
»Og husk på, at vi i Fidesz ikke vil ændre på grænserne. Vi vil ikke ændre på det nuværende status quo. Løsningen på minoritetsproblemerne i Centraleuropa er at sikre, at landene kommer med i EU.«

Dr. Emil Bogodán fra det højreradikale MIÉP har til gengæld intet imod grænseændringer.
»Der er 15 millioner ungarere i Europa. Kun de 10 millioner bor i Ungarn, og nabolandene er ikke venlige mod deres ungarske mindretal. De vil assimilere dem og gøre dem til rumænere eller slovakker. Det vil vi ikke tillade. Vi vil sikre, at de får autonomi, så de kan gå i ungarske skoler, så ungarerne kan lære deres modersmål – i de ungarske områder i Rumænien var der før Ceausescus assimileringspolitik 1600 ungarske skoler.«
– Og de områder vil I have tilbage?
»Ja, hvis det er muligt. Hvis ikke, så skal de i al fald sikres autonomi – for eksempel som i Sydtyrol, hvor det tyske mindretal har fået selvbestemmelsesret. Det er jo det, der har sikret freden. Men grundlæggende vil vi have de tabte områder tilbage. Hver nation har ret til selvbestemmelse, selvstændighed og frihed.«
– Men hverken Rumænien eller Slovakiet vil vel frivilligt give sit territorium tilbage til Ungarn?
»Nej. Det vil de nok ikke.«
– Så er det vel kun muligt, hvis I anvender magt?
»Ja, det er nok kun muligt med magt«
– Og trods det ønsker De, at Ungarn får sit territorium tilbage?
»Ja. Det går sikkert ikke fredeligt til.«
Når MIÉP er interessante at tale med på trods af forårets valgnederlag, hvor de kun fik 4,4 procent af stemmerne og derfor kom under den ungarske spærregrænse på fem procent, er det, fordi det er det eneste seriøst EU-kritiske parti med en vis gennemslagskraft. Derfor forventer en del analytikere, at MIÉP ved næste parlamentsvalg i 2006 – to år efter Ungarns formentlige medlemskab af EU – vil være i stand til at vinde en del stemmer fra den EU-skeptiske del af den ungarske befolkning, som man må formode vokser, når euforien over optagelsen har lagt sig, og dagligdagen sætter ind. Derudover har MIÉP virket som isbryder for mange af de nationalistiske temaer, som Fidesz har taget til sig i sit forsøg på at fiske stemmer fra det yderste højre.

Bogodán viser mig en bog af Dr. Ádám Sándor »Trianon Jogszerüsége?« – Trianon Retfærdighed? – der handler om ’Restungarn’ og viser, hvor meget territorium ungarerne tabte ved fredsslutningen i Trianon efter første verdenskrig. På billedet, der viser Ungarns grænser, som de ifølge Emil Bogodán i virkeligheden burde forløbe, er Ungarn tre gange så stort som i dag. Og for eksempel er en by som Zagreb, i dag hovedstaden i Kroatien, pludselig blevet en del af Ungarn. På næste side er der et billede af Frankrig, der viser, hvor lidt der ville være tilbage af Frankrig, hvis et tilsvarende areal, som det Ungarn mistede, skulle tages fra Frankrig. Det, der på kortet er tilbage af Frankrig, er et mindre område et par hundrede kilometer uden for Paris. Resten har naboerne fået, som Ungarns naboer, ifølge bogen, fik de ungarske områder. Næste side viser et kort over USA. Også her er det kun hovedstaden Washington, og dertil en klat af Midtvesten, der er tilbage. Ville amerikanerne finde sig i det, spørger underteksten polemisk. Bagsiden viser en hvidklædt jomfru – formentlig frøken Ungarn – på knæ for Jomfru Maria, som, beskyttet af to spyd- og skjoldbevæbnede engle, jager en mørkhudet hob af asiater og mongoler, der ganske bestemt ikke vil jomfruen noget godt, på flugt. Hvis ikke udgivelsesåret 2002 havde været trykt forrest i bogen, ville man kunne være blevet forledt til at tro, at bogen stammede fra 1930’erne.
»De etniske grænser er ikke de samme som de nuværende politiske lande-grænser. Det er det, der er problemet. Ungarn mistede store områder efter første verdenskrig«.
– Men sådan er det vel, når man taber en krig. Tyskland måtte afgive store dele af deres gamle områder efter anden verdenskrig, og det måtte østrigerne også efter første verdenskrig.
»Ja, men ikke så drastisk og ikke under så tragiske omstændigheder som Ungarn. Du må tænke på, at vi ungarere har været her i 1100 år. Og vi har en meget større kultur end slovakkerne og rumænerne. Jeg er født og har boet 20 år i Siebenbürgen i Rumænien, så jeg ved, hvad jeg snakker om. De hader os.«
– Hvorfor gør de det?
»Vores historie, vores kultur er stor. Det kan man se på folk, de har en særlig stolthed. Derfor vil rumænerne assimilere os. Ungarsk er et helt specielt sprog med mange præpositioner – slet ikke som vore nabolandes. Ungarsk er meget, meget ældre end de europæiske sprog. Efter første verdenskrig fik de vores land, og siden har de forsøgt at assimilere os. Rumænerne er jo i virkeligheden slet ikke europæere. Grænsen mellem Europa og Asien går ned gennem Rumænien og skiller der, hvor de gamle ungarske områder lå. Det kan man tydeligt se på husene og på folk. Det samme med det østlige Ukraine. Det er heller ikke Europa. Europa, det er så langt, den latinske tunge og den katolske tro rækker«.

FAKTA
Youropa.dk - en bog, en hjemmeside, en debat
*Artiklen er et redigeret uddrag fra bogen Centraleuropæiske Forbindelser – EU’s Østudvidelse, der udkommer den 23. august på Informations Forlag. Bogen er del af initiativet Youropa.dk – et samarbejdsprojekt mellem Dag-
bladet Information, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Foreningen af Lærere
i Samfundsfag (FALS) og studerende fra Danmarks Tekniske Universitet og Danmarks Designskole.

*Projektets hjemmeside, som bringer journalistik, debat og servicestof om EU og Østudvidelsen under det danske formandskab, kan besøges på www.youropa.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her