Læsetid: 4 min.

Verden set en miniature

Orhan Pamuks ’Mit navn er rød’ er en mordhistorie, hvor et kor af stemmer skiftes til at fortælle, hvor bl.a. dyr, farver, døde, levende kommer til orde
22. august 2002

Ny bog
Her i foråret udkom Orhan Pamuks seneste roman, Kar (da: Sne), i Tyrkiet. Det er en nøgle- og tidsroman, den foregår i byen Kars ved den
iranske grænse og handler om en islamisk republik, der får lov at eksistere en vinter, indtil sneen smelter. I løbet af handlingen præsenteres vi for kendte, nulevende tyrkiske personligheder, politikere, religionsforskere, og romanen har fremkaldt en storm af debat og protest og beredt forfatteren stor morskab.
Man kan næppe tænke sig en større kontrast end den, der er mellem Sne og så Mit navn er rødt, der nu er oversat til dansk. Den foregår i slutningen af 1590’erne – og ikke 1890’erne, som der står på bagsiden af den danske oversættelse – under Sultan Murat den III, der både var krigsherre og æstet, med sans for persisk miniaturemaleri og for venetiansk renæssancekunst. Han bestiller i romanen en prægtig illustreret bog som gave til en venetiansk stormand, og bogen skal indeholde et portræt af sultanen som en cadeau til den vestlige kunst.

Læsningens langsomhed
Netop denne gestus udløser romanens mordgåder, idet både illuminations-værkstedets mester og en af miniaturemalerne ombringes og påvirker resten af handlingen, indtil morderen pågribes og slås ned under flugt.
Selvom Mit navn er rødt rummer en detektivisk fabel, ligger dens tyngdepunkt på et helt andet niveau. På stemmernes niveau. Der er ikke én fortæller, men et kor af stemmer, der skiftes til at fortælle, hvad der er sket, og disse stemmer tilhører ikke kun miniature-malerne, men dyr, farver, døde, levende og morderen.
Formålet med denne fortællestil er at opløse den vestlige, jeg-centrerede romantradition og bruge prosaen til at give stemme til miniaturernes verden af gåder, emblemer, allegorier. Der, hvor romanen er bedst, træder miniaturens sirlige og omhyggelige væsen frem for læseren, der bliver nødt til at standse op hele tiden og lade blikket hvile på teksten, som om det var detaljen i en miniature, han studerede.
Denne læsningens langsomhed kommer især til udtryk over for farven rød, der på én gang er dødens, kærlighedens og sultanens farve, den betyder både magt, afmagt og fascination.
På tyrkisk er farven ikke rød, men kirmizi, dvs. karmoisin. Det er i forhold til denne farve, at romanen udfolder en subtil decentralisering af overblikket og den overfladiske læsemåde, både blandt romanens personer og over for den moderne læser, der på én gang forføres af stemmernes gådefulde tale og selv tvinges til at opgive sit overblik til fordel for eftertanke og spørgsmål.
Denne særlige læseproces har en historisk baggrund, som bringer romanen tæt på den omtalte roman Sne og dens samtidssatire. Det, der er fælles for dem, er deres opbygning og nedrivning af illusioner og ideologier.
Pamuks romaner er på en meget diskret måde opdragende, for de opbygger med baggrund i Edgar Allan Poes æstetik først en verden af forførelse, æsteticering og farverig sammenhæng, kun for at lade farven blegne eller sneen smelte. Når den sidste sætning i Mit navn er rød taler om løgnen, som fortælleren ville bruge for »en dejlig og overbevisende histories skyld«, er en af løgnene i sætningen, at fortællingen/historien er en mosaik af stemmer og farver og ikke en enhed.

Istanbul og Venedig
Et særligt perspektiv kastes der over Pamuks forførelse og afsløring, hvis man sammenligner Mit navn er rød med en samtidig tyrkisk roman af Nedim Gürsel, nemlig romanen Billedverden fra 1999.
I denne roman rejser en moderne tyrkisk kunsthistoriker til Venedig fra Istanbul for at studere en venetiansk maler, Gentile Bellini, der i sin tid rejste til Konstantinopel for at male et billede af Mehmet erobreren, den sultan, der erobrede Konstantinopel i 1453. Hvis denne roman handler om maleriets æstetiske forførelse ligesom Pamuks, så er der en vigtig forskel, for mens Nedim Gürsel lader maleriet af sultanen afsløre magtens væsen, så lader Pamuk løgnen bestå uden helt at reducere den til det politisk korrekte. Alligevel ville det være på tide at få oversat Nedim Gürsels forfatterskab til dansk for at give læseren en følelse af flerheden og nuancerne i den moderne tyrkiske litteratur, som den udfolder sig i disse år.

Sprogmagi
Til sidst et par ord om den danske oversættelse, der er en tro kopi af den engelske, sommetider lidt for tro, især med hensyn til transskriberingen af tyrkiske ord. På engelsk giver det god mening af skrive hoja for tyrkisk hoca, på dansk burde det være hodja, hvis der skal transskriberes.
Den engelske oversættelse har en dramatisk forhistorie. Det er nemlig den anden oversættelse af Mit navn er rød, vi her har som læsegrundlag. Den første oversættelse af Güneli Gün blev forkastet af Orhan Pamuk som upræcis, og det kom til en meget voldsom diskussion mellem Güneli Gün og hendes mange kritikere i 1998, da Mit navn er rød udkom på tyrkisk.
Den nye oversætter har bestræbt sig på nøjagtighed, korrekthed, enkelhed, nogenlunde svarende til Pamuks tekst, der i modsætning til de tidligere bøger er langt nemmere at læse, i hvert fald så længe man holder sig til de rent syntaktiske problemer og ikke inddrager romanens sans for sprog- og farvemagi, der både er sandhed og løgn i Mit navn er rød.

*Orhan Pamuk: Mit navn er rød. Oversat af Elisabeth Ellekjær. 522 s., 399 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

*Interview med Pamuk her på siden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu