Analyse
Læsetid: 5 min.

Vingeskudt Nyrup

Magtkampen i Socialdemokratiet handler ikke kun om personer, men også om, hvilken strategi, partiet skal lægge, for at komme tilbage til magten
10. august 2002

Det er en aldeles vingeskudt socialdemokratisk partiformand, Poul Nyrup Rasmussen, der nu kan kigge tilbage på noget, der nærmest ligner et mislykket kupforsøg:
For det første meddelte medlemmerne af partiets forretningsudvalg, at det ganske vist principielt var enig i, at der burde ske ændringer i den organisatoriske top – men at det langt fra var enig i de nye navne, som Nyrup frembragte.
For det andet meddelte folketingsgruppen, at den måske nok var enig i behovet for nye ansigter i den politiske ledelse – men at der slet ikke var enighed om de navne, som Nyrup bragte på bane som især ny politisk ordfører.
For det tredje og i virkeligheden langt vigtigste, så stod det pludseligt i går klart, at partiformanden af ret uforståelige årsager havde undladt at blive enig med partiets topstrateg og normalt væsentligste allierede, nemlig Mogens Lykketoft – som derfor med en kort besked lod meddele, at han slet ikke vil træde tilbage alligevel.
»Jeg tror, at jeg kan yde et vist bidrag til stabiliteten i Socialdemokratiet,« fastslog Lykketoft, da han efter et langt møde med Nyrup meddelte, at han fortsætter som politisk ordfører.
Det er tre alvorlige nederlag for Poul Nyrup Rasmussen, som åbenlyst har begået markante fejl – både i form af at have forberedt sit forsøg på foryngelse og fornyelse på et meget usikkert grundlag, og ikke mindst i form af, at de fejlslagne forsøg dokumenterer, at hans autoritet er stærkt svækket.

Den alliance, som Nyrup gennem måneder har opbygget med nye og unge folketingsmedlemmer som Lotte Bundsgaard, Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov, der skulle sikre ham mod en reel udfordring på lederposten fra lidt ældre, men trods alt også yngre socialdemokrater som Frank Jensen, Pia Gjellerup og Henrik Dam Kristensen, er faldet sammen. Bundsgaard, Sass og Bødskov har muligvis formået at give partiformanden indtryk af, at de havde opbakning i gruppen. Det havde de ikke. Hvis Nyrup havde fremturet med sit forslag om at skifte politisk ordfører, så ville Henrik Sass Larsen have tabt, og Nyrup ville have stået endnu svagere end han nu gør. Den ydmygelse kan man sige, at Lykketoft nu i hvert fald midlertidigt har hjulpet Nyrup til at undgå, ved at blive på sin post.
Det står klart, at selv om næste uges sommergruppemøde i folketingsgruppen i Videbæk i Jylland nu alligevel ikke kommer til at handle om, hvem der skal indtage den vigtige post som politisk ordfører, så er fronterne i magtkampen om den kommende ledelse trukket op:
Poul Nyrup Rasmussen har allieret sig med Lotte Bundsgaard og Henrik Sass Larsen – to unge politikere, der hverken har lang parlamentarisk erfaring eller er kendt for at være vægtige politikere. Deres opvækst og fremmarch i partiet er i høj grad sikret af Ritt Bjerregaard, hvilket sandsynligvis gør hende til en allieret i kulissen.
Mogens Lykketoft har markeret, at han ikke støtter Nyrups forsøg på at ændre ledelsen af partiet – og der er slet ingen tvivl om, at partiets chefstrateg gennem to årtier er uforstående over for, at Nyrup har forsøgt at køre en række politiske letvægtere i stilling til afgørende tillidsposter. Lykketoft støtter fortsat Nyrup som partiformand, men så hellere, at Pernille Blach Hansen, der i den tidligere SR-regering var en markant politisk ordfører, som kunne sit stof, igen indtog en hovedrolle.
Svend Auken, der i april 1992 mistede sin position som partiformand, da Nyrup udfordrede og besejrede ham, nåede offentligt at meddele, at såfremt Lykketoft virkelig trak sig, så ville han støtte Frank Jensen, den tidligere justitsminister, som ny politisk ordfører. Auken støtter i høj grad Lykketoft og ville også kunne leve med Blach Hansen som politisk ordfører.
Resultatet er, at landets statsminister gennem ni år i løbet af et døgn har oplevet, at han ikke længere kan diktere ændringer i sit eget parti. Det valgnederlag, som han stod i spidsen for i november 2001, har kostet i autoritet – og denne erkendelse har Nyrup måske først for alvor forstået nu. At der skulle et døgns i virkeligheden pinlig åben magtkamp til, tyder på, at han ikke helt var klar over denne nye virkelighed på forhånd.

Man kan spørge sig selv, om det overhovedet betyder noget for Socialdemokratiets politik, om det er den ene eller den anden, der indtager de ledende poster – eller om politikken alligevel vil være den samme? Svaret er et både og – idet partiets grundliggende politik er den samme uanset, hvem der er formand eller politisk ordfører. Der er imidlertid en afgørende forskel i den strategi, som de forskellige fløje tror på vil kunne genvinde magten for Socialdemokratiet.
På den ene side står den nye gruppe omkring Nyrup, som ud over Bundsgaard, Sass og Bødskov også består af en række af de socialdemokratiske vestegnsborgmestre og tidligere indenrigsminister Karen Jespersen. Groft sagt kan man sige, at denne gruppe er præget af, at den tror, at vejen til ny succes skal gå gennem en hårdere kurs i udlændingepolitikken. Den skal kort sagt konkurrere med Dansk Folkeparti om de titusinder af vælgere, der flyttede fra Nyrup til Pia Kjærsgaard ved det seneste valg.
På den anden side står Lykketoft og Auken, der ud over at være enige med folk som Frank Jensen og Pernille Blach Hansen også støttes af en række andre yngre folketingsmedlemmer, som afviser en hård retorik i udlændingepolitikken. De tror, at partiet er dømt til at tabe, hvis det forsøger at overgå Dansk Folkeparti og satser i stedet på en mere international profil.
Efter de seneste par dages tumultariske scener i toppen af Socialdemokratiet er det nu spændende at følge den kommende udvikling. Med en vingeskudt Nyrup, som fortsat står i spidsen for sit parti, bliver forsøget nu at lægge låg på personfnidderet – og i stedet få skabt opmærksomhed om en række allerede planlagte politiske udspil om folkeskole, natur, skat, arbejdsmarked med mere. Det er svært at forestille sig, at partiet vil få held til at få sat de politiske udspil foran de personspørgsmål, som nu er så åbenlyse, at det ikke længere kan lade sig gøre at lade, som om at det slet ikke er noget tema.

For Poul Nyrup Rasmussen er vejen til fornyet fremgang for hans parti blevet endnu mere op ad bakken. Hans personlige autoritet er svækket – efter at både forretningsudvalget, folketingsgruppen og ikke mindst Mogens Lykketoft har afvist at følge hans kurs. I forhold til den politiske offensiv, han havde forberedt til Socialdemokratiets kongres i midten af september, er kravene til nytænkning nu endnu større. Hans egen position har lidt et nyt knæk og måneders rejsen rundt i landet blandt fagpolitiske og socialdemokratiske partifæller risikerer at vise sig værdiløse.
Nyrup har dog i sin tid som statsminister bevist, at man aldrig gør klogt i at dømme ham ude – dertil har han for mange gange vist, at han er stærkest i modvind. Lige nu kan man roligt sige, at modvinden sjældent har været stærkere – og at han nu virkelig har brug for at vise al sin råstyrke for at kæmpe sig tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her