(2. sektion)
Essays
I Jean Cocteaus film Orphée (1950), en modernisering af Orfeus-myten og kærlighedens mysterium træder den unge helt ind i den anden verden gennem et spejl, der blødgøres som vand for hans fremstrakte hånd. Per Højholt har måske brugt det i sit ellers Mallarmé-inspirerede digt fra 1963, Le Tombeau dOrphée, der er stillet typografisk op som et ovalt spejl. Det taler til beskueren, som har knust det og vendt det ryggen, hvorved det handler om forholdet mellem subjekt og objekt, læseren og digtet, betragteren og kunstværket
Det indgår i en stereografisk læsning, som Poul Behrendt foretager af et hologram, hvor det er nødvendigt at bruge et stykke vedlagt plastic for at få en dybdevirkning og et andet, mere skjult mønster til at træde frem.
At det ikke er så ligetil at læse og at se på billeder, fremgår med stor og undertiden ganske besværliggjort tydelighed af en antologi af billedtekster, som Marianne Barlyng har redigeret som en hommage til litteraturforskeren Klaus P. Mortensen, der tillod sig at fylde 60 år i juni måned med bl.a. nogle fortrinlige billedanalyser som bagage, f.eks. hans Spejlinger (2000).
18 kollegaer deltager med refleksioner over selvvalgte billeder af meget forskellig art. Og selv om man skal trækkes med en del semiotiske manøvrer og dybsindigheder over bl.a. fotografiets forhold til tiden og døden og den slags, er der mange velskrevne og tankevækkende redegørelser for synsfremkaldte oplevelser.
Stolevip
Henrik Wivel fortæller om Goethe og forholdet mellem sansning og form i anledning af Tischbeins tegning af den unge digter i Rom, hvor han vipper på stolen under læsning. Eksempel på det gode greb, at gøre denne stolevippen til motiv for udfoldelse af stoffet. Johs. H. Christensen gør meget ekspressivt rede for sin rystelse ved synet af Mantegnas døde Kristus som en anden Che Guevara, mens Lars Handesten ser Sys Hindsbos tegning af en gådefuld torturscene som en sekulariseret passionshistorie, der ramte ham i Clausens kunsthandel i Toldbodgade, hjemført som en personlig anfægtelse: den nødvendige anfægtelse at gå igennem spejlet og se sig selv på vrangen.
Sådanne personlige konfrontationer har en indre opbyggelighed.
Jørgen Bonde Jensen genoplever splittelsen mellem politisk engagement og æstetik ved mødet med Dea Trier Mørchs litografi Czekoslovakiet besat 1968, udviklet til et fint portræt af den afdøde kunstner og hendes skyldoplevelser.
Desværre er reproduktionen så dårlig, at det er plat umuligt at se, hvad der foregår i den mørkere del af billedet. Her hjælper intet vedlagt plastic.
Vaklen
Tine Bach bruger Eckersbergs berømte maleri af Den Nathansonske Familie til en fortælling om den jødiske emancipation i Danmark. Annette Fryd, der skrev den fine afhandling om Gunnar Ekelöfs ikoner, ser her Nicolai Howalts fotografi af en mopset teenager som en modernistisk ikon på en forstads altan uden himmel.
Erik A. Nielsen benytter et titelkobber fra et latinsk renæssanceværk til nogle antimetodiske betragtninger over fortolkningens kunst, den man kalder hermeneutik i mangel af bedre.
Ellers mærker man rundtom netop konflikten mellem det faglige og det personlige som en vaklen mellem essayet og den professionelle legitimering, under bekymringen for, hvem man egentlig skriver til. Sune Auken forherliger et tegneseriebillede af Jesus, som tidstypisk er en hyppig gæst i bogen, her udstyret med et lumsk smil som en mytologisk Loke.
Martin Zerlang har sit opbyggelige mas med en ubetitlet pastel af Doris Bloom, som man gerne bliver besat af, Jette Lundbo Levy går på eventyr i en ståltrådsskulptur af Giacometti, og redaktøren Marianne Barlyng slutter af med en dygtig, men noget overlæsset analyse af et fotografi af Jytte Rex.
En billedtekst er således ifølge den demonstrerede praksis en subjektiv genre, der fungerer bedre, jo mere personlig den er og gerne med et spejlende, let kulturhistorisk blik til den halvt skjulte bagmand og i forordet titulerede maestro, Klaus P. Mortensen.
*18 billedtekster. Red. Marianne Barlyng. 122. s. ill. 148 kr. Forlaget Spring. Udkommer i dag
