Læsetid: 5 min.

Vort indre Stalingrad

I de ’urene’ kunstformer skal fornyelsen i musikteatret findes. Det beviser Barker & Schokking i deres uhyggeligt vedkommende kgl. totalteater, hvor de virtuost virvler følelser op i en dramatisk malstrøm
28. august 2002

I de ’urene’ kunstformer skal fornyelsen i musikteatret findes. Det beviser Barker
& Schokking i deres uhyggeligt vedkommende kgl. totalteater, hvor de virtuost virvler følelser op i en dramatisk malstrøm

Opera
Latteren er apokalyptisk. Hysterisk helvedeslatter som porten til det hinsides. Til bunds i det ukendte for at finde ny. Skåret Trine Dyrholm åbner scenen som Kyssogram og favner med sit hele væsen skønheden, volden, seksualiteten og den ukristeligt deprimerende komedie, som Howard Barkers og Jacob F. Schokkings værk gennemlever i en endelig verden med uendelig mange lidelser.
Bag Kyssogrammets ukontrollerede latter gemmer angsten sig, og den dominerer forestillingen Stalingrad – de smerteløses misundelse som en bagvedliggende kraft.
Stalingrad er som skabt til Schokking, der flere gange tidligere har centreret sin skaberkraft omkring vildt poetisk og billedskabende opsætninger med zoom på krigens virkelige virkeligheder og de forestillede virkeligheder.
Den psykologiske indsigt er hele tiden med – Schokking er ikke korrespondent, han er en kunstner, der tolker historien og det oplevede. Han mikroskoperer magten og den på en gang perverterede og sanseberusende potens, der ligger i denne magt, i krigsliderligheden og den meningsløse hærgen, og kærlighedens umulighed midt i det hele.

Velgørende krig
»Krigen er vejen til menneskehedens frelse« skal Winnifried Wagner have sagt. Det skildrede Schokking i sin Guillaume Apollinaire-opera Nuit des Hommes med musik af Per Nørgård, hvor krigskorrespondenten Alice Schalek bader i krigens velgørende lykke i en virkelighedens omgivelser, som Karl Kraus kaldte »Forsøgsstation for verdens undergang«.
Jakob F. Schokking har et mellemværende med personer og hændelser i den umiddelbare fortid, og han kan ikke lade være med at agere i forhold til de historiske positioner. Han opsøger brudfladerne. Man hører ham råbe: »Hvad fanden var det, der egentlig skete?«. Schokking søger svarene med dybdeboringer i sære kunstneriske hybrider, i veritable bombardementer for øjet, øret, ja, hele kroppen vibrerer med i
forestillingens skingre toneart, hvor dur ikke rimer på mol, men hjerte alligevel på smerte, hvor virkelighed overlapper fiktion.
Schokking har huseret så længe at man ikke kan undgå at se mere end et udkast til et projekt – han søger igen og igen at besværge det tabte landskab, han standser op for at undersøge muligheden af en forsoning i det forsvindende. Schokking gjorde det med Nuit des Hommes, han gjorde det med opsætningen af Theresien Stadt-komponisten Viktor Ullmanns opera Der Kaiser von Atlantis, han gjorde med hjælp af futuristernes monolistiske skrifter og selvdestruktive mani i forestillingen Manifest med musik af Rolf Wallin. Og han gjorde det med Brecht-Weill-stykkerne Berliner Requiem,
Ozeanflug og De Syv Dødssynder. Hvor andre søger de helende udtryk, stræber Schokking efter den mentale splittelse. Han søger lyden af kakofonisk kejservals.
Barker og Schokking mødes kunstnerisk set på afgørende punkter: I afvisningen af almindelig teaterdramaturgi og i nydelsen af tekstens iboende rytme og klang. Dramatikken hos dem ligger i sammenstillingen af de forskellige udtryk, som stritter i alle retninger.

Manisk og konfliktfyldt
Deres værker tilfredsstiller ikke kravet til indre logik og stringens, og man finder ikke et enkelt, forklaret budskab. Der er ingen ’mening’ med galskaben og publikum udfordres til selv at finde en slags rød tråd i et virvar af hændelser og fortolkninger.
Det maniske og konfliktfyldte er drivkraften i deres kunst, hvor det vigtige er dramaet eller den dramatiske erfaring, hvor man som publikum oplever sig selv næsten som et vidne i en proces, der indbefatter historiske fakta virtuost omkranset af mennesker på kanten af eksistensen. Man hører generalens kommandoråb kvække gennem megafonen, ser flyvemaskiner tæppebombe og byer, der ligger i ruiner, som derefter kontrapunkteres af en tænkt situation på jorden, hvor menneskene roder rundt i blod, sæd og snot. Barker kalder selv sit teater for Theatre of Catastrophe og det er meget godt ramt. Den melodi spiller Schokking med på i vanlig respektløs omgang med udtryksformerne.

Den indre rejse
Kyssogrammet alias Trine Dyrholm holder gradvist inde med latteren. Det sker samtidig med at en slags forsoning, hvor krigsinvaliden Ragusa møder sin fortid i døden. Han druknes af tre voldsmænd, og rejsen i dødens landskab fremstiller Schokking som en stille meditation, en illusionsløs gestus, musikken og foredraget holder en pause i verdensgangen. Den druknendes undergang er forløsningen.
Schokking sætter sig selv og forestillingen i et korresponderende forhold til romantik og modernitet, til Schuberts vinterrejse, der som begreb er tæt knyttet til Schuberts univers – den er ikke blot et tema for hans sangcyklus Winterreise, den er et vigtigt spor i hans værk. Men de kunstneriske bagmænd rækker med slutningen af Stalingrad deres arme endnu længere ind i den romantiske forestillingsverden, og henviser derved også til Byron, Friedrich, Poe og Baudelaire – til den afsluttende »Abschied« for den lykken ikke mere er venlig stemt i Mahlers Das Lied von der Erde, til brudfladerne der bliver til angstseismogrammer hos Schönberg, til det vidunderlige krigsmaskineri i Stockhausens Dienstag aus Licht – og med foreløbigt punktum ved Lucifers New Yorkerkunstværk 11.9.01.
Alle indgår disse kunstnere i en lang tradition for dvælen ved rejser og ekspeditioner, der ender i det uvisses kulde. Ragusa lider druknedøden og glider med i den romantiske malstrøm, hvor alt går under, inklusive det gode skib Håbet. Schokking bliver i mere end en forstand en flyvende hollænder.
Werner Hollweg har igen udfyldt en rolle med monstrøs virkning: Som krigsveteranen Ragusa fylder Hollweg hele scenerummet med dirrende stemning til følge. Sopranen Signe Asmussens præstation som Bischof (ung kvinde i 1941) må udgøre et visitkort til flere, mindst lige så krævende partier. Hun fik sit sangergennembrud allerede ved debutkoncerten, her kommer det sceniske gennembrud. Må vi se mere til denne stemmebegavelse. De øvrige roller fyldte op og supplerede, akkompagneret af et orkester under maestro Kaare Hansen.
Efter små fem kvarter er forestillingen slut og man synes at den lige er begyndt. Tag Dem selv i kraven og gå ind og se Stalingrad i Det Kgl. Teaters Turbinehaller. Forbered Dem på det værste.

*Stalingrad – de smerteløses misundelse. Libretto: Howard Barker. Iscenesættelse & scenografi: Jacob F. Schokking. Komponist: Kim Helweg. Dirigent: Kaare Hansen. Premiere Det Kgl. Teater mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu