Læsetid: 10 min.

11. september – hvem vandt?

Den mest ultrakonservative og militaristiske regering i mands minde er ved magten i Washington, og intet ser ud til at kunne få den fra sine krigsplaner. Vicepræsidenten for ATTAC i Frankrig skriver om effekten af 11. september
7. september 2002

Et år efter katastroferne i World Trade Center og Pentagon, er det mest bemærkelsesværdige for mig at se, at chokket efter 11. september for USA og de vestlige demokratier ikke var stort nok, selv om de umiddelbare reaktioner på begivenheden selvfølgelig blev voldsomme.
Tv-billederne var chokerende og så radikalt nye – det ultimative reality show, der endog overgik tegneseriefortællingen, de japanske tegnefilm eller Hollywoods fiktionsfantasier. Der var ingen kendte referencepunkter, som de rædselsvækkende billeder kunne sammenlignes med. Måske kunne tv-optagelser fra Auschwitz have haft en lignende voldsom effekt.
Men der er en afgørende forskel. Hvor Holocaust, da det først blev alment kendt, fik en dybtgående indvirkning på politik og kultur, så har den 11. september indtil videre ikke haft nogen tilsvarende synlig effekt. Selv om medierne har været som besatte af terrorangrebene, og vestlige regeringer har vredet deres kollektive hænder, har intet ændret sig grundlæggende – i al fald ikke i nogen positiv forstand.
Nazisternes barbariske handlinger under Anden Verdenskrig fremprovokerede enorm eftertænksomhed verden over: Hvilke var de årsager, der førte til fascismens opblomstring og Hitlers triumf? Den hårde behandling af Tyskland efter Første Verdenskrig og de valutariske og økonomiske politikker i 1920’erne og 30’erne, herunder konkurrerende devalueringer og en unfair handelspolitik blev med rette set som fatale og ødelæggende, fordi Anden Verdenskrig blev deres direkte konsekvens. Vi måtte samtidig erkende, at et oplyst og endog kultiveret folk er i stand til det ultimative barbari, og at menneskeheden har brug for alment accepterede grænser for at kunne holde sine værste tilbøjeligheder nede.
Som resultat af denne refleksion og selvransagelse gjorde de sejrrige allierede magter sig store anstrengelser for at oprette institutioner, der kan modvirke vores alt for ’naturlige’ præferencer for selvcentreret nationalistisk adfærd og tilvejebringe det institutionelle apparat for fredelig løsning af vore stridigheder.
Uanset sine senere mangler og fiaskoer, var De Forenede Nationer resultatet af et universelt ønske om at undgå fremtidige krige ved at afklare uoverensstemmelser ved hjælp af samtale og forhandlinger. FN specialiserede agenturer såsom UNICEF, FAO og WHO blev grundlagt for at give de fattigere udviklingslande et løft frem mod velstand igennem forskning og udviklingshjælp målrettet imod deres særlige behov.
Ej heller må vi glemme, at USA bidrog med næsten tre procent af sit BNP til Marshallplanen – midler, der var øremærket til at genopbygge det krigshærgede Europa. Det var utvivlsomt i USA’s egen bedste interesse at bringe sine vigtigste handelspartnere på fode igen, men de beløb, man brugte på det, var ikke desto mindre ekstraordinært generøse.
I slående kontrast til denne behjertede og innovative efterkrigspolitik, har reaktionerne på al-Qaedas angreb alene baseret sig på militær efterretningsvirksomhed og militær gengældelse i form af bombeangeb på Afghanistan ledsaget af en indskrænkning af de civile frihedsrettigheder på hjemmefronten.
Når en hel nation bliver ramt af et traume, ser de rige og magtfulde eliter hurtigt chancen til at styrke deres position og øge deres kontrol over de almindelige borgere. USA’s militærindustrielle kompleks og Bush-regeringen (hvilket på mange måder er det samme) greb efter 11. september lejligheden til ikke blot at føre krig i Afghanistan, men også stække de basale frihedsrettigheder og kue befolkningen. Man var udmærket klar over, at den militære gengældelse i Afghanistan kunne tjene andre formål end blot at bombe Taleban fra magten. Som en amerikansk litteraturkritiker bemærker: »I det øjeblik, krigen er erklæret, retter befolkningen med undtagelse af nogle få oprørske elementer ind, finder sig i tvang og lader sig omforme til en bastant ødelæggelsesmaskine… En intens følelse af ny vitalitet gennemtrænger den meningsdannende klasse, en følelse af ny verdenshistorisk betydning. Den offentlige opinion bliver en solid blok… Krigen er sund for Staten. På tværs af samfundet mobiliserer krigen automatisk de kræfter, der stræber mod ensretning og lidenskabeligt samarbejde med øvrigheden… Magthaverne lærer hurtigt at slå mønt af den hengivenhed, som Staten fremkalder i befolkningsflertallet og at forvandle den til en generel modstand imod indskrænkninger af deres privilegier.«
Citatet er fra den amerikanske pacifist Randolph Bourne. Det stammer fra 1918. Ikke meget har ændret sig siden. En amerikansk præsident, som ønsker at øge sin popularitet, behøver blot at erklære, at nu står landet på krigsfod. Dermed kan så godt som alle politiske beslutninger underordnes den populære overskrift »Krig mod terrorisme«.
I det klima, der har hersket i USA efter 11. september, har det været uhyre vanskeligt for ikke at sige umuligt at føre nogen form for seriøs diskussion af årsagerne til terrorangrebene. Overhovedet at stille spørgsmålet: »Hvorfor gjorde terroristerne det?« er på det nærmest blasfemisk, eftersom USA pr. definition er »de gode«, og terroristerne følgelig ikke kan have andre motiver end at følge deres egne onde naturer. Al sprogbrug om emnet holder sig inden for moralske, ikke politiske, kategorier, og en slags kollektiv skyld indhyller alle indbyggere af den sfære, hvorfra terroristerne dukkede op.
Både den amerikanske presse og amerikanske regering har nægtet at forholde sig til det relevante spørgsmål om, hvor mange civile dødsfald USA’s krig har påført Afghanistan for slet ikke at tale om andre lande tidligere. I de seneste 30 år, for dog at indsnævre tidsrammen en smule, har amerikansk ledede militæraktioner elimineret et ukendt antal panamanere, grenadiere, sudanesere, irakere, chilenere og nicaraguanere. Yderligere tusinder latinamerikanere er blevet myrdet af dødspatruljer trænet af amerikanske militærrådgivere, og så har jeg endda ikke nævnt Vietnamkrigen, hvorunder millioner af indokinesere blev myrdet. En endnu længere og mere detaljeret liste over USA’s meddelagtighed i grove menneskerettighedskrænkelser og mord kan læses i Christopher Hitchens bog The Trial of Henry Kissinger. I de dystre opgørelser over ofrene ser hudfarve ud til at gøre en voldsom forskel, idet de overvejende hvide ofre i New York takseres langt højere.
I sådant et klima er militær gengældelse for at »straffe de onde« eneste mulige reaktion. Kunne der have været nogen anden? En hvilken som helst amerikansk præsident, republikaner eller demokrat ville formentlig have set sig nødsaget til at bruge en eller anden form for militærmagt mod Afghanistan, Taleban og al-Qaeda. Folkestemningen taget i betragtning, var der intet andet valg. Men i den nuværende situation er den politiske handlefrihed og valgfrihed større. Den amerikanske regering kunne, hvis den ville, beslutte sig for en anden politik og forklare den amerikanske befolkning sine bevæggrunde.

Det er selvfølgelig naivt at forestille sig, at vi kan stoppe terrorismen alene ved at øge udviklingshjælpen eller iværksætte en form for global Marshallplan. Det bør imidlertid være muligt at begynde at dræne de fattigdommens sumpe, hvor ekstremismens hadefulde doktriner vokser som giftige gevækster.
For eksempel er islamistiske skoler i færd med at belære unge mænd om, at Vesten og fremfor alt USA er deres svorne fjende. Udbredelsen af disse ekstremistiske doktriner i stedet for fredens og tolerancens islam finansieres af de arabiske samfunds mest reaktionære kræfter, især wahhabistiske kredse i Saudi-Arabien (tilsyneladende med i al fald dele af den saudiske kongefamilies accept eller medviden). Hadets doktriner indterpes i drengebørn i Pakistan, Egypten, Indonesien og mange andre muslimske samfund – børn, der slet ikke havde behøvet at frekventere disse skoler, hvis der fandtes ordentlige offentligt finansierede skoler i deres hjemlande.
Verdensbanken og IMF har længe prædiket »omkostningsinddrivelse« i skolesystemerne, mens islamiske skoler er gratis at gå i. For forældre, der ikke har råd til privatskoler, er det bedre at sætte sine børn i koranskole end at lade dem løbe rundt på gaden.
Samtidig vokser indkomstuligheden mellem de rige og de fattige lande til stadighed. Vi i de rige lande ser ud til at befinde os udmærket ved at leve i en verden, hvor halvdelen af befolkningen må klare sig for mindre end to dollar om dagen, og en femtedel for mindre end en dollar. Men i modsætning til, hvad der gjaldt deres forfædre, ved fattige mennesker i dag godt, at de er fattige. De kan ved selvsyn på tv-skærme konstatere, hvordan man andre steder vælter sig i velstand og privilegier. På den baggrund burde vi overraskes over, at der ikke er langt mere terrorisme.
I tiden umiddelbart efter 11. september troede jeg i min naivitet, at USA og dets vestlige alliancepartnere nu var nødt til seriøst at erkende de enorme uligheder og den afgrundsdybe fattigdom, som afholder så mange mennesker i og uden for Afghanistan fra at virkeliggøre deres aspirationer. Jeg troede, at de nu omsider ville begynde at gøre noget for bekæmpe den massive globale arbejdsløshed, specielt blandt unge mænd i de muslimske lande. Men nej. De vestlige landes reaktion ved marts måneds enormt skuffende FN-konference om udvikling i Monterey, Mexico, var krystalklar. De var helt afvisende over for at finde andre kilder til at finansiere nye strategier mod fattigdom. Fremfor alt kom det frem, at ingen internationale skatter såsom Tobinskatten på finansielle transaktioner var på deres dagsorden.
De rige lande gentog i stedet det trætte gamle FN-mantra, fra for 30 år siden: »Giv venligst 0,7 procent af jeres BNP til udviklingshjælp.« De totale bidrag andrager lige nu 0,22 procent af de rige landes BNP, og der er ingen tegn på, at det vil vokse markant. Kun skandinaver og hollændere har nået eller overgået FN-målsætningen, og overordnet set fortsætter udviklingshjælpen med at falde. Selv om George W. Bush halvhjertet lovede at øge den amerikanske bistand marginalt (fra 0,1 til 0,13 procent af BNP – stadig det laveste blandt OECD-landene), vil en stor del af denne almisse med sikkerhed fortsætte med at gå til Israel.
Apropos Israel så har Ariel Sharon på eminent vis formået at manipulere den amerikanske opinion til at tro, at modstand imod den israelske besættelse af Palæstina og dets skammelige behandling af palæstinenserne konsekvent sidestilles med støtte til terrorisme og sympati for bin Laden. Til dato har USA afholdt sig fra enhver markant kritik og fordømmelse af Israels politik, og dette åbne sår vil blive med at være betændt og forsyne ’de arabiske masser’ med motiv til at hade Vesten. USA vil sandsynligvis også fremover opføre sig langt mere aggressivt over for arabiske stater, navnlig Irak. De farlige kategorier – ’godt’ og ’ondt’ – vil fortsætte med at dominere og legitimere amerikansk udenrigspolitik.

Hvad handelspolitik angår, er 11. september-kortet blevet spillet med maksimalt udbytte. Robert Zoellick, USA’s handelspolitiske delegat, udnyttede denne sammenknytning skamløst ved WTO’s ministermøde i Doha i november. Han slog tonen an i Washington Post med følgende svada: »Vores fjendes valg af mål – Det Hvide Hus, Pentagon og World Trade Center – må ses som anerkendelse af, at USA’s styrke og lysende eksempel udgår fra vores politiske, militære og økonomiske vitalitet. Vores modoffensiv må derfor bestå i stærkere at hævde USA’s førerrolle på alle disse punkter. USA kan ikke føre effektivt an, hvis vi svækkes på det internationale markeder«.
Selv om den stadig eksisterer, har den pulserende sociale bevægelse, der ofte med urette kaldes antiglobaliseringsbevægelsen, tabt pusten. Den er ikke gået helt i stå, men er alvorligt stækket. For denne heterogene bevægelse, som dens tilhængere heller betegner som »bevægelsen for global retfærdighed« gav den 11. september anledning til alvorlig eftertanke. De, som aktionerede på gaden i Seattle, Washington og Quebec, er stort set de samme mennesker, som har demonstreret imod krigen. Deres aktioner har tiltrukket titusinder af deltagere, men i et så stort og decentraliseret land som USA, er de knapt nok blevet registeret på præsident Bushs radarskærm. Den mest ultrakonservative og militaristiske regering i mands minde er ved magten i Washington, og intet ser ud til at kunne få dem fra sine krigsplaner.
Hvordan kunne »vi« stoppe det, hvis der ellers overhovedet er noget »vi«? For det første må vi erkende, at hvis fanatikere, der er parat til at gå i døden ønsker at myrde et stort antal vesterlændinge, ja så er det ikke specielt vanskeligt for dem. Biologiske våben er relativt lette at fremstille, og mange ’fallerede stater’ er kun glade for at huse terroristaspiranter. Alene dette burde være motiv nok for at arbejde for fundamentale politiske forandringer.
Disse forandringer må omfatte en fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder og oprettelsen af en palæstinensisk stat i overensstemmelse med FN’s resolutioner. Dette vil i det mindste være et skridt i den rigtige retning for at formilde det arabiske nag. USA bør desuden tage terroristerne på deres ord: De fleste kaprere var Saudi-arabere, der finder det utåleligt at se amerikanske tropper defilere forbi på deres hellige jord, profetens fødested. Er disse troppers tilstedeværelse virkelig nødvendig?
Bin Laden og hans disciple er dybt reaktionære, chauvinistiske kriminelle, og deres trossætninger er i fundamental modstrid med holdningen blandt almindelige civiliserede mennesker, der uanset religion må anse det for en uhyrlighed at dræbe uskyldige. Al-Qaeda har ikke desto mindre haft held til at få blodtørstig religiøs fundamentalisme til at fremstå som troværdig og prisværdig for millioner af mennesker.
Vi kan enten bakke 100 procent op om USA’s militære reaktion, eller vi kan anvise en anden, der skal kombinere en seriøs diplomatisk indsats med seriøse økonomiske indrømmelser med henblik på at reintegrere fattigdommens millioner af udstødte mennesker. Vi kan ikke tillade, at over en milliard muslimer føler sig overflødiggjorte inden for vores nuværende globaliseringsmodel, sådan som mange af dem gør i dag.
Valget står mellem umyndiggjorte, oprørske masser optændt af hævnfantasier eller produktive mennesker med mulighed for at uddanne deres børn og forbedre deres levevilkår.
Reaktionen på Anden Verdenskrig bør også være model for vores reaktion på 11. september. Europæerne har nemmere ved at erkende dette og må gøre deres stemme gældende.

*Susan George er vicepræsident for ATTAC i Frankrig. Hun har bl. a. udgivet bøgerne Put the WTO in its place (svensk udgave WTO bakom fasaden)

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu