Læsetid: 4 min.

Becket light

Gladsaxe Teaters opsætning skraber kun i overfladen af Anouilh
25. september 2002

Teater
Hatten af for ambitionen om at spille ét af Jean Anouilhs sværeste og mindst boulevardcharmende værker og hatten af for viljen til at spille et idédrama i en dragt, der ikke er læse-let, i disse tider, hvor teatret ynder at gå i dansk films fodspor og præsentere relationssituationer kønnene eller segmenterne imellem.
Om man også skal løfte på den for ideen om at bringe parret fra en vis filmsucces sammen over den franske balancekunstner er jeg ikke sikker på. Måske skulle man netop have skævet til filmhistorien og set, hvilke titaner, der dér har bakset med stoffet – Richard Burton og Peter O’Toole. Mindre kan gøre det, men artistisk power skal der til, format af den slags også alderen har en andel i, og benhård fokusering.
Instruktøren har ifølge programteksten valgt at læse Becket med eksistentialismens briller : engelske Henrik d. 2. har aldrig ’valgt’ den position, han er født ind i, mens hans tidligere svirebror og intellektuelle mentor, Thomas Becket, fra det ikke helt gennemtænkte øjeblik han af den royale legekammerat blev parallelforskudt fra kansler til ærkebiskop, valgte side i datidens klassiske interessekonflikt mellem konge- og kirkemagt. Velvidende at det private forhold til regenten ville lide under det, og at konsekvensen i de kontante tider muligvis kunne blive fatal. Ét af stykkets dramatiske hurdler er, at det udspiller sig over så mange år – også det kræver fokusering.
En tekst om loyalitet, om at føle sig hjemme i sin rolle og derved fylde den, om prioritering af noget større, overordnet fremfor det private, dvs. om (manglende) sentimentalitet. Eller om perspektiv: Henriks perspektiv ved udnævnelsen var kort og politisk, Beckets, da han modvilligt accepterede, livslangt og eksistentielt.
Så langt mimer Anouil for så vidt den klassiske tragedie om pligt over for tilbøjelighed (som han eksplorerede dybere i sine versioneringer af f.eks. Antigone, Euridike og Medea), men moderniteten har dramatikeren anbragt i Henriks gentagne udtalte, barnlige, smertefulde og menneskelige krav om at blive elsket. Ikke af medlidenhed med den royale ensomhed, men for sin egen skyld. Så er vi i vor egen tid og spillet kan begynde.
Hvor dyb Frohns læsning af stoffet end har været, slår det ikke igennem i den kompasløse opsætning. Kjeld Abells samtidige og på mange måder kongeniale oversættelse er skrottet til fordel for Pierre Westerdahls, der mangler den abell’ske respekt for tidens højbårne omgangstone – selv når hovedparret ter sig som drengerøve. Det giver især bagslag hos Bodnia, som ikke har fået tilstrækkelig talecoaching til at undgå at tiltale sin ’prast’ (præst), adressere sine ’hærer’, som ikke er militærafdelinger, men hans mordlystne baroner (herrer) og nedskrive den royale singularis til ’jaj’ (jeg). Kort sagt, her taler dansk film, men hvad fanden laver dansk film i en ambitiøs opsætning på en seriøs teaterscene ? På andre leder har Kim Bodnia alt, hvad kongen skal have af blodrighed, livsglæde, kongelig arrogance, spot og lunefuldhed, men bedst som han holder en scene og os fast i sin kødfulde herskerhånd, evner instruktionen pludseligt ikke at eliminere hans skriden ud i fejlplaceret ironi.
Rollen som Thomas Becket er bedre/ nemmere, fordi den becketske personlighed er mere fokuseret og konstant hjemtager det intellektuelle stik i samspillet med den farverige, men prioritetssammenrodende Henrik. Og netop i de tidlige konfrontationer med Bodnia gør Nikolaj Coster Waldau Beckets smidige dobbeltsidighed glimrende klar. På én gang sleeping partner til kongens relativt uskyldige udskejelser (i en ultravoldelig tid) og udøver af diskret refærdighed og førstehånds kendskab til det folk, kongen kender så lidt, men udbytter så meget. Men Coster Waldau kan ikke stille meget op med den essentielle, men for hårdt redigerede halvvejsmonolog om hans placering mellem denne verden og den himmelske og hans sene, voksne Becket mangler det format, som skikkelsen vokser til løbet af den afgørende konflikt.

Vejvildhed
Hovedparret lades værst i stikken af instruktionen og konsekvensen af den sartreske læsning leder man forgæves efter; hele opsætningen mangler orienteringssans og det er lige fra det sjusket-komiske i at sende en frille af folket på scenen i sloggi-trusser, mens resten er dresset op i stiliseret middelalderlighed, til det logistisk vildledende i at lade kongens pubertære skvat af en søn fremstille af en skuespiller på Bodnias alder... Mod den ligegyldighed kæmper Christian Mosbæk og Lene Tiemroth bedst, skønt deres roller ligesom alle andre er barberet ned til skitseplanet – især Mosbæks franske kong Ludvig er en studie i effektiv hurtigtegning og statsmandsunderspil. Peter Andreas Dam får under de givne omstændigheder godt hold på sin giftige biskop, mens Anne Birgitte Lind Feigenberg som Beckets elskerinde er prisgivet Kim Menzers mystiske vokaludbrud og Rikke Louise Andersson som Bodnias surmulende kone med imponerende stamina fastholder sin tidlige karrierebeslutning om aldrig at tage stilling til sine replikkers indhold.
Den glippende personinstruktion brydes et par gange af kompetente scenegreb, der henlægger Anouilhs forlæg til andre omgivelser, tider eller aktører, men disse spor af, hvad opsætningen under andre, mere viljestærke og konsekvente omstændigheder kunne være blevet til, er desværre et facit, der batter alt for lidt.

*Becket eller Guds ære af Jean Anouilh. Ovs.: Pierre Westerdahl. Bearb., Instr. & scen.: Per Frohn. Kost.: Lotte Dandanell. Komp.: Kim Menzer. Lysdesign: Jesper Kongshaug. Gladsaxe Teater. Til 3. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu