(2. sektion)
Premiere i dag
Du altforbarmende hvor lyder denne Tosca godt i en sal med et perfekt anlæg. Der er kælet for selve lyden i en grad, at man i den teatralske sammenhæng fyldt til bristepunktet med kærlighed, død, vold, erotik, korruption, magtmisbrug og trofasthed føler trang til at sige noget, man slet ikke har lyst til at sige:
Opera skal opleves i biografen.
Ikke mindst, når man tænker på, at lyden fra Det Kgl. Teaters Gamle Scene mest af alt må karakteriseres som papkasselyd, der dør så såre den er kommet ud fra en åben mund.
Magi fra mixerpulten
Tosca foregår i løbet af et døgn i år 1800. Stedet er Rom, og filmen henlægger handlingen til steder, som endnu findes.
1. akt foregår i kirken Sant Andrea della Valle, 2. akt i Scarpias gemakker i Palazzo Farnese, og den tragiske 3. akt foregår på bastionerne på toppen af Castel SantAngelo. Netop dér, hvor librettoen placerer handlingen.
Den realistiske base er altså klart til stede. Men den egentlige genistreg i filmen er de tre lag, som Jacquot placerer i forskellige forhold til hinanden: optagelsen af studieproduktionen (som indleder og afslutter filmen), optagelser af de steder bygninger i Rom, hvor operaens handling udspiller sig, og endelig det sceniske, skuespillet, de farvemættede optrin i formfuldendt koreografi, hvor sangerne mimer til den forudgående studieindspilning af musikken.
Med stor sans for timing og med en enorm vilje til at æstetisere hele værket leger Jacquot med de tre lag på en måde, der kun kan betegnes som virtuos. Musikalske steder med karakter af mellemspil udnyttes effektfuldt til eksempelvis flash backs, et sted oven i købet ved at afspille en sekvens af filmen baglæns, mens musikken kører videre fremad efter partiturets forskrifter.
Studie-manipulation
Benoit Jacquot er den suveræne manipulator. Man ser det i location-optagelserne fra Rom, som har en sfærisk og uvirkelig toning, hvor filtre har været brugt til at skabe en meget grovkornet overflade. Tilsvarende er studieoptagelsen hverken sort-hvid eller farve: Enten er en grøn tone lagt oven i den sort-hvide optagelse, eller også har man manipuleret en farveoptagelse. Men stadig bibeholdes den dokumentariske effekt, som altid opstår ved at vise sort-hvid-sekvenser midt i en farvefilm.
Men manipulatoren gælder også i høj grad musikken.
Jacquot skaber magi i studiet, hvor han kan styre hver enkelt detalje. Det betyder, at drengekoret, drengesolisten, orkestret og solisterne kommer til at lyde bedre, end de er i virkeligheden.
Når man hører koret, især drengekoret, lyder det først og fremmest, som om der er mange flere sangere, end der faktisk er på scenen i studieoptagelsen. Det gælder også voksenkoret. I en digital behandling kan man i dag få et lille ensemble til at lyde som et stort orkester eller kæmpekor.
Det hele og lidt til
Man lades ikke i fred i vegeterende flader, men overraskes hele tiden og rives med i dramaet, ja, føler sig som en del af dramaet og lider med de lidende. Alt er i bevægelse, selv når handlingen ikke har momentum, alt bygges op gennem en indre spænding, flere gange med uventede kameravinkler, ikke mindst steder, hvor et højt placeret kamera ser det hele fra oven som en guddommelig kraft. Som for eksempel i Toscas arie i 2. akt, Vissi darte, vissi damore (End kun lykke skænked mig livet), som er højdepunkternes højdepunkt.
Sandt er det, at værket Tosca i almindelighed og Vissi darte i særdeleshed er synonymt med navnet Maria Callas. Hendes fortolkning står for mange som den ypperste. Angela Gheorghiu, der her spiller Tosca, afslutter en mageløs studiepræstation med et pudsigt, pjevset lille host. Men nydelsen af hendes præstation er uden huller. Roberto Alagna (Cavaradossi) har de samme kvalifikationer: Han er smuk og synger forbandet godt.
De kysser lidenskabeligt, de to, i filmen, men i opera må man endnu ikke tungekysse, end ikke hvis det som her er ægtefolk, der spiller rollerne. Det virker lidt asketisk i sammenligning med al den tortur og blod og passion, der i øvrigt driver ned ad filmlærredet.
Se filmen, og glæd Dem til at opleve Angela Gheorghiu og Roberto Alagna, når de kommer på gæstevisit i Den Jyske Opera i 2003.
.dk
*Tosca af Giacomo Puccini. Instruktion: Benoît Jacquot (Grand)
