Læsetid: 5 min.

Bladets gode ånd

Informations til dato mest usammenlignelige journalist er død, 85 år gammel
27. september 2002

Frie Ord - nekrolog
Hvordan skildre et i enhver henseende enestående menneske, når det aldrig i nogen som helst henseende ønskede at gøre sig bemærket med det?
Allerede i midten af 1950’erne, da jeg trådte mine elevsko i Informations politiredaktion, omtaltes Ulf Ekman som bladets gode ånd:
– Skønt en af vores bedste skribenter og privatøkonomisk fuldkommen uafhængig af os møder Ulf
alligevel op i strikketrøje og udtrådte gummisko sent på natten for at rive telegrammer af fjernskriveren og klistre dem sammen til morgenholdet, når det kommer for at lave avisen (som dengang udkom ved middagstid). Det var det første jeg hørte om Ulf Ekman. Hvis udenrigspolitiske analyser og især teateranmeldelser flere af os i gymnasietiden havde været vilde med, men i politiredaktionen på selve bladet stødte jeg aldrig korporligt på ham. Des mere betydningsfuld var hans skudsmål som Informations mærkeligt sky, unikke tapir og altmuligmand.
Hvad han blev ved med at være til sin død. Også efter at vi siden lærte hinanden at kende personligt og i flere årtier endda var nære venner.
Nu skal ordet straks overlades ham selv: »Der er her i livet blevet mig forundt en oplevelse, som jeg næppe deler med ret mange andre. Da jeg efter at have forladt en anden stilling tiltrådte som aftalt (med Erik Seidenfaden, el) på Information, vistnok engang i efter-året 1946, blev jeg fyret samme dag, om end naturligvis med behørigt varsel.«
Det er skribenten Ulf Ekman i en nøddeskal – i sin artikel i 1993 ved Informations 50 års jubilæum som det illegale pressebureau under den tyske besættelse. Hvor de fleste havde sat udråbstegn efter pointen, føjer han sin eftersætning til. Og fortsætter: »Årsagen var naturligvis den, at Information pludseligt var løbet ind i en af sine sædvanlige økonomiske kriser, denne gang foranlediget af, at man var gået over til mini-format, der gav bladet et udseende som størknet havregrød, med det resultat at løssalget styrtdykkede.« Samme dag var blevet ansat en reporter, »mens jeg selv nærmest måtte betragtes som en art spinatfugl af den slags, som man havde rigeligt af i forvejen, Altså var det mig, der måtte ryge.« Da chef-
redaktionen senere ombestemte sig og i stedet ofrede reporteren, fik Ulf pålæg om ikke at sige det til nogen, hvad »der fyldte mig med en vag skyldfølelse.« Som en anden en ni år efter fik også Ekman tildelt et såkaldt kontor, »der var så lille, at man skulle have et skohorn med sig for at klemme sig ind i det. Faktisk havde det en påfaldende lighed med et af fangehullerne i Kronborgs kasematter.« Omtalte reporter lempede sig alligevel »på en eller anden måde ind, lukkede omhyggeligt efter sig og gav derpå udtryk for sin dybe medfølelse i anledning af, at jeg var blevet verfet ud. Hvortil jeg så måtte mumle en eller anden flovse om, at man jo måtte tage livets tilskikkelser i den rækkefølge, hvori de meldte sig.«

Dermed er ikke alene meget sagt om Informations måde at blive ledet og fordelt på. Der er også sagt noget afgørende om Ulf Ekman selv: Han var en stoiker, der måtte tage livets tilskikkelser i den rækkefølge, hvori de meldte sig, men han var det på sin egen højest egne måde, for han var det modsatte af passivt modtagende. Han var modsigende. Og holdt af folk, der var åbne for at blive modsagt. Ikke for ingenting var et af hans yndlingsudtryk: »At tale Roma midt imod.« Og kun én gang har han og jeg været helt enige. I fælles høje vurdering af Villy Sørensen, hans Seneca-stoicisme og bidrag til oprøret fra den radikale midte. Men nu nærmer vi os betænkeligt hovedsynden i alle venners ord om afdøde venner, der ikke længere kan tage til genmæle: de afdøde tages til indtægt for det man selv mener. Så lad mig skynde mig at citere, hvad Ulf Ekman også havde at sige om noget, jeg bestemt ikke kan (eller vil) løbe fra medansvar for: »Til trods for, at jeg burde være forberedt på lidt af hvert, gjorde det mig ikke desto mindre paf, da yngste årgang ganske uden hensyn til, hvad erfaringerne fra Stalin-æraen burde have belært dem om, kårede ingen ringere end den lige så skrækkelige Mao Tsetung som deres idol. Det er vel ikke for meget sagt, at Information henimod 1970 udviklede sig til at blive et maoistisk blad, godt garneret med marxistisk tørvetrilleri.« Alligevel var det ikke Benito Scocozza, endsige Preben Wilhjelm eller Gert Petersen, hos hvem jeg kom til at lære »de gamle stalinister«, Carl Madsen og Hans Scherfig, privat at kende. Det var hos Ulf! Med det udråbstegn han ikke selv ville have sat. Hos ham og hans kone Ruth, hvis jødiske far havde et radikalt frisind af et omfang, der nok har betydet meget for svigersønnen, mødte man den sjældne form for storsindethed og vidsyn, der ikke strider mod uantastelig personlig integritet men udspringer af den.

I 1943 MÅTTE parret flygte til Sverige af frygt for nazisternes jødeforfølgelse. Men hvorfor først da? Spurgte Ulf i en samtale lige før vi i 1995 skulle fejre Informations 50 års jubilæum som legal avis. Fordi samarbejdspolitikken med tyskerne indtil da reddede Ruth, svarede han selv. Han, der i nært venskab med samarbejds-politikernes kritiker, Informations-redaktøren Erik Seidenfaden, i 1982 udvalgte og fik udsendt dennes artikler og reportager fra et halvt århundrede. Hvordan hænger det sammen? spurgte jeg. Det hænger måske ikke sammen, men det hører sammen, lød svaret.
Eller med Ulf Ekmans egne skriftlige ord, da han om sit forhold til Information – som han omkring 1960 i en langsom tackling gled ud af for at overtage direktørjobbet i sin afdøde fars elektricitetsfirma – skulle begrunde sit forsatte abonnement på (og ind imellem også anden form for støtte til) avisen: »Dels af sentimentalitet, dels også fordi Information udviklede sig i en retning, som ikke havde min bevågenhed. Jeg dyrker nemlig med flid en sublimeret form for masochisme, der ytrer sig ved, at jeg i det store og hele er mere forhippet på at læse folk, som jeg er uenig med end folk, hvis anskuelser jeg deler. De sidste fremsætter sædvanligvis deres meninger på en måde, så jeg fornemmer at de kompromitterer dem, de første irriterer mig naturligvis, men af samme årsag føler jeg mig også ægget og stimuleret. Det er den kaglende klasses funktion i samfundet at bringe etableretheden i affekt, så den ikke størkner i selvtilfredshed.«
Fra 1971 til 1985 var Ulf Ekman formand for Gyldendals bestyrelse, fra 1982 til 1988 for Dansk-Israelsk Selskab og Foreningen af Louisiana-Samlingens Venner. Meget kunne siges om også det, men han skal dog selv have det sidste ord. Efter at have forelagt Informa-
tions grundlægger, Børge Outze, sin utilfredshed med avisen, svarede denne: »Et blad skal bruges til noget. Når jeg ikke selv længere kan finde på noget at bruge det til, må jeg overlade det til dem, der kan.« Ulfs kærligt-bidske tilføjelse lyder: »Børge Outzes replik kan foranledige et nyt spørgsmål. Hvad skal Information bruges til her og nu? Svaret blafrer i vinden.«
Svaret på Bjørn Lomborgs indlæg i går bringes – for mit vedkommende – i næste Frie Ord på fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu