Læsetid: 3 min.

Cykling køres også på bane

Verdens bedste baneryttere indtager Ballerup
24. september 2002

Cykling
Den absolutte verdenselite i banecykling er kommet til Ballerup. Fra i morgen formiddag vil godt 300 ryttere fra 35 lande dyste ved verdensmesterskabet i banecykling på Siemens Arenas hurtige træoval i Ballerup.
Frankrigs superstjerner er vant til de fine, indendørs forhold, mens de ukrainske outsidere har sovet i biler på parkeringspladsen uden for dansk cykelsports nye indendørs flagskib.
Det er første gang siden 1956, at Danmark lægger bane til VM, hvor medaljerne skal fordeles i 15 klassiske discipliner, og vinderen får æren af at trække i den regnbuefarvede VM-trikot det kommende år.
Omkring 20 tv-stationer og 300 pressefolk har meldt deres ankomst til verdensmesterskabet, som Danmarks Cykle Unions (DCU) formand, Peder Pedersen, håber bliver en investering i dansk banecykling.
Forventningerne til de unge danske ryttere er dog minimale efter, at flere af de danske medaljehåb har meldt afbud. Michael Sandstød og Jimmi Madsen meldte således fra til parløbet efter Sandstøds styrt i Tour de France, og Danmarks sprinterhåb, Lars Brian Nielsen, fik for nylig to års karantæne efter indtagelse af koffeintabletter ved DM i år.

80 medaljer gennem tiden
Med 80 VM-medaljer gennem tiderne hører Danmark til blandt alle tiders stormagter i banecykling.
I denne uge knyttes de spinkle forventninger om topplaceringer til 18-årige Alex Rasmussen og den mere rutinerede Rikke Sandhøj, som stiller op i mændenes og kvindernes scratchløb – et løb med samlet start, hvor vinderen ganske enkelt er den, som kommer først over målstregen.
Chefen for VM i Ballerup ser det som en enestående mulighed for sportselskere for at opleve verdensklassesport i Danmark: »Der er noget specielt fascinerende over banecykling. Det er et intenst drama og er bestemt ikke ufarligt, når sprinterne med få centimeter imellem hinanden nærmer sig de 70 kilometer i timen. I denne uge bliver vi vidner til det bedste, der overhovedet kan præsteres inden for sporten,« siger Henrik Elmgreen.
VM præsenterer en blanding af rutinerede verdensstjerner og unge talenter, som landstrænerne kører i stilling til OL i Athen 2004.
Blandt de store, etablerede banecykelnationer er Frankrig, Tyskland og Australien de største. Frankrig er længe blevet betragtet som verdens bedste banecykelnation og stiller med flere superstjerner.
De sidste fire års verdensmester i 1.000 meter på tid, den 34-årige Arnoud Tournant, er klar til at forsvare guldet og kommer formodentlig til at kæmpe med Australiens Shelly Kane på distancen, som Frankrig har vundet seks gange siden 1993. Dengang tog Florian Rousseau guldet.
Hvad Jalabert er på landevejen, er Rousseau på banens ovale scene. Sprinteren har stået på VM-sejrsskamlen hvert eneste år siden 1993 og er publikumsfavorit i hjemlandet.
De franske cykelfans får rig mulighed for at følge Rousseau og deres andre helte hjemme i stuerne. Fransk tv stiller med eget kamerahold og bygger sit eget studie op i arenaen i den københavnske forstad.
På de længere forfølgelsesløbsdistancer er tyskerne og rutinerede Jens Lehmann favorit.
Henrik Elmgreen beskriver Lehmann som en sjælden specialist:
»Hvis man vækker Lehmann klokken tre om natten og beder ham om at køre et fire kilometer forfølgelsesløb, vil han stadig præstere en verdensklassetid,« siger Elmgreen.
Ved sidste års VM drillede Ukraine og Alexandre Simonenko de tyske favoritter ved at vinde både de individuelle fire kilometer og holdforfølgelsesløbet. Ukrainerne er stadig varme medaljeemner.
I pointløbet har den stærke vinterbanerytter Bruno Risi meldt sin ankomst. Schweizeren er forsvarende verdensmester og en velkendt herre af dansk cykelsport.
Risi, med makkeren Kurt Betschart, har flere gange udfordret det danske par nummer syv i det københavnske seksdagesløb og har en uhyggelig finish, når det kører for den stærke schweizer.
Investeringen i dansk banecykling begynder i morgen og fortsætter til søndag aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her