Læsetid: 4 min.

Dansk film for begyndere

Bo Green Jensens ‘De 25 bedste danske film’ er velskrevet og oser af viden, men vil for meget
20. september 2002

(2. sektion)

Ny filmbog
Bo Green Jensen er en af de få filmanmeldere, der herhjemme kan lokke folk i biografen. Når han i sine grundige og stort opsatte anmeldelser i Weekendavisen hver fredag sætter kloge og præcise ord på filmene, bliver der læst og lyttet, og kan Bo Green lide en film – det kan han som regel – gør det indtryk. Den skarpt formulerede kritik, som udfordrer læseren, har derimod aldrig været hans force. Han er en aficionado, der trives som en fisk i vandet i en tid, hvor man helst skal være til både Disney og Dreyer, og hvor det gælder om at kende sin film- og kulturhistorie, hvis man vil have det fulde udbytte af selv de mest platte popfilm.

Enorm databank
Bo Green Jensen gør også flittigt brug af sin enorme encyclopædiske viden i De 25 bedste danske film, hans tredje bog i Rosinantes fine lille serie, der tillige rummer bøger om vin, fodboldspillere og pornostjerner. Bo Green nøjes ikke med at skrive om de 25 udvalgte film, men foretager sammenligninger på kryds og tværs og giver samtidig små portrætter af de 25 instruktører (samt sågar enkelte skuespillere), som har instrueret filmene.
Det er meget på én gang, især når der kun er afsat fire sider til hver film, og Bo Green Jensen kunne med fordel have begrænset perspektivet og skrevet mere indgående om de 25 udvalgte film. Forfatterens enorme databank tager undertiden magten fra ham, og det er en skam, for man vil hellere høre, hvorfor John og Irene fra 1949 er en fremragende film end at blive kørt ud på et sidespor med informationer om Bodil Kjer og Ebbe Rodes andre roller og instruktøren Asbjørn Andersens øvrige film. Udvalget kan naturligvis diskuteres, ja, det er en central del af selve lysten ved at læse sådan en bog. Bo Green Jensen har lavet spillereglen »én film pr. instruktør.« Det betyder, at hovedværker som Ordet, Pelle Erobreren og Forbrydelsens Element kun omtales i forbifarten, fordi Carl Th. Dreyer, Bille August og Lars von Trier repræsenteres af en anden film (Vredens dag, Honningmåne og Breaking the Waves). Kort- og dokumentarfilm er også på forhånd frasorteret, selv om dansk film har fostret flere dokumentarister i verdensklasse.

Fra Dreyer til Dogme
Af spillefilmene savner jeg især Lene og Sven Grønlykkes smukke tragedie Balladen om Carl-Henning (1969) med en uforglemmelig Jesper Klein i hovedrollen, og trods dansk films aktuelle succes kan man spørge – forfatteren gør det selv i forordet – om det er rimeligt, at hele ni film er med fra 90’erne, mens andre årtier kun er repræsenteret af tre-fire film.
Ikke desto mindre kommer vi vidt omkring – fra Dreyer til Dogme, fra episodefilmen Otte akkorder (1944) over musicalen Mød mig på Cassiopeia (1951) til Oscar-vinderen Babettes gæstebud (1987), og som bonusskæring får vi en ægte guilty pleasure, nemlig Far til fire-serien. Bo Green Jensen er bedst, når han skriver mest personligt. Det gør han f.eks. i afsnittet om alkoholikerdramaet Café Paradis (1950) og i de nostalgisk ladede afsnit om 70’er- og 80’er-filmene Honning måne, Johnny Larsen og Kundskabens træ. Men også det på én gang varme og illusionsløse essay om Erik Clausen og hans galleri af jævne danske mænd er en fryd.
Man kan læse bogen på en aften. Det er rart. Bo Green Jensens lakoniske prosa er elegant og ofte bevægende, han skriver forbløffende lidt om det visuelle i filmene, men har til gengæld et solidt greb om karaktererne og den tematiske kerne i historierne.
Indimellem er der gudskelov også noget, man kan være uenig i. Som f.eks. når Bo Green Jensen tager realismen i Bænken for pålydende og overser, at halvdelen af filmen er et klassisk melodrama efter amerikansk forbillede. Eller når han tågesnakker i analysen af Breaking the Waves, hvor man ærgrer sig over, at han ikke bruger flere kræfter på at forklare, hvad Lars von Trier egentlig har på hjerte.
Men alt i alt er De 25 bedste danske film en glimrende introduktion til nogle af de væsentligste danske instruktører og deres film. Og man kan kun give Bo Green Jensen ret i, at det er en skandale, at mange af disse film ikke er tilgængelige på dvd i Danmark. Her må være en opgave for Det Danske Filminstitut, som passende kunne lade sig inspirere af British Film Institute, der ikke blot sørger for, at klassikerne er tilgængelige på video og dvd, men også følger de enkelte film til dørs med små bøger – BFI Film Classics – hvor man både analyserer filmene og samtidig beretter historien om deres ofte kringlede tilblivelse.
Med Bo Green Jensen som forfatter kan det kun blive spændende læsning.

*De 25 bedste danske film, Bo Green Jensen, 144 s., 149 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her