Læsetid: 5 min.

ECM tur-retur

En vigtig rejse i nyere jazzhistorie foretages i det tyske plademærke ECM’s genudgivelsesprojekt ’:rarum’, hvor musikere som Keith Jarrett, Jan Garbarek og Chic Corea har udvalgt egne værker
26. september 2002

Nye cd’er
Der var ingen, der ved udgangen af 1960’erne ville have gættet, at det lille tyske pladeselskab ECM (Edition of Contemporary Music) med base i München efter sine første prøvende indspilninger i 1969 inden for fem-ti år skulle blive en væsentlig og fornyende faktor i 70’ernes jazz.
Selskabets direktør og producer Manfred Eicher skabte med ECM et kompromisløst forum for en ny type musik, og han havde næse for at indgå aftaler med unge, talentfulde musikere fra USA og Europa, som havde noget på hjerte – musikere, der for manges vedkommende skulle blive nogle af de mest toneangivende i tidens jazz. I dag er f. eks. Keith Jarrett, Pat Metheny, Jan Garbarek, Dave Holland, Egberto Gismonti, Chic
Corea og Gary Burton højt respekterede fikspunkter for jazzmusikere og -lyttere.
ECM udviklede en selvstændig og europæisk orienteret jazzprofil, hvor ikke mindst skandinaviske jazzmusikere kom på verdenskortet. Og Eichers musikalske idealer, der var dannet af interesser for bl.a. free jazz, kammermusik og intellektuel europæisk kunst, forlenede ECM’s omhyggelige pladeproduktioner med en ny æstetik. I fokus var musik med klanglig skønhed, impressionistiske træk og overraskende improvisatoriske sammenkoblinger af både europæisk kunstmusik, etnisk folklore, jazz og rock.
ECM har med det store genudgivelsesprojekt :rarum lagt det i hænderne på kunstnerne selv at vælge indspilninger fra deres tid på selskabet. Man må derfor leve med, at visse skæringer i højere grad afspejler personlig smag eller tematik end historisk betydning. Rarum giver dog et imponerende og bredt billede af ECM-musikken gennem 30 år. Første kuld cd’er med numrene I-VIII præsenterer musik med musikere, hvis tilknytning til ECM har været meget forskellig. Det er dog intet tilfælde at :rarum I og II er helliget pianisten Keith Jarrett og saxofonisten Jan Garbarek. De har indspillet flittigst, har betydet mest for ECM’s omdømme og er derfor repræsenteret med hver en dobbelt-cd.

Egensindig Jarrett
Keith Jarrett går bevidst efter at fremhæve sine mindre kendte eller glemte indspilninger. Hans udvalg er således meget personligt motiveret, men dokumenterer, at hans virke langtfra kun er begrænset til den standardtrio, han har dyrket de seneste 20 år sammen med bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette. Trioen er kun repræsenteret med tre numre. Man får i stedet mulighed for at (gen)opleve komponisten, organisten, cembalisten og multiinstrumentalisten Jarrett. F. eks. har han medtaget hele fem stykker fra den kunstnerisk set perifere Spirits (1985), hvis tilblivelse var en slags musikalsk renselsesproces for ham i en kritisk periode. Her spiller Jarrett
etnisk præget folkemusik på fløjter, saxofoner, slagtøj, strengeinstrumenter og klaver.
Man kan kritisere Jarrett for ikke at have valgt mere interessant stof fra de soloklaver-indspilninger, der udgør en så vigtig del af hans virke.
Problemet har nok været pladsen, men hvorfor belemre os med det 11 minutter lange og kedelige »Recitative« fra Dark Intervals (1987), når man kunne have vundet både tid og kvalitet f.eks. med den solistisk prægnante »Part II C« fra den berømte Köln Concert (1975)? Til gengæld er der tre intense stykker fra hans Bach-inspirerede improvisationer på cembalo fra pladen Book Of Ways (1986) og næsten 40 minutter med Jarretts legendariske nordiske kvartet med Jan Garbarek (saxofon), Palle Danielsson (bas) og Jon Christensen (trommer).

Global Garbarek
På :rarum II har Jan Garbarek sammensat et glimrende udvalg af sine mange værker. Vi får essen-sen af hans virke både i sin historiske bredde og i sin stilistiske spredning, der udraderer det stereotype billede af Garbarek som kun repræsentant for norsk fjeldjazz. Sandheden er jo, at den norske folklore for Garbarek har været en musikalsk bro til en global musikalsk orientering, hvilket kommer til udtryk i eksemplerne på hans samarbejde med guitaristen Egberti Gismonti (Brasilien), violinisten Shankar (Indien), sangeren Ustad Fateh Ali Khan (Pakistan), oud-spilleren Anouar Brahem (Marokko) og vokalgruppen Hilliard Ensemble, med hvilket Garbarek har indspillet middelaldermusik.
Chic Coreas udvalg samler sig om hans vellykkede samarbejder med tre grupper. I 1972 den fornyende gruppe og plade af samme navn med bl.a. sangerinden Flora Purim Return To Forever (ikke at forveksle med Coreas senere elektrificerede fusionsgruppe). Så er der det mesterlige samarbejde med vibrafonisten Gary Burton. To af duoens numre fra den berømte studieplade Crystal Silence (1972) er med og to fra live-optagelsen In Concert, Zürich (1979). Det er forunderlig, fabulerende musiceren med friskhed som nyplukkede æbler.
Sidst får vi hele fem numre fra den løsagtige og spændende Trio Music (1982) og tre fra live-koncerterne i 1984 med Roy Haynes på trommer og tjekken Miroslav Vitous på bas. Coreas interesse for Monk er her markant i materialevalget. Eneste mangel er eksempler fra Coreas soloimprovisationer fra 1971 og fra hans Lyric Suite For Sextet (1982), der dokumenterer Coreas crossover-forsøg på ECM.

Syngende guitarer
Rarum IV er helliget Gary Burton, der med sine orkesterindspilninger bl.a. sammen med guitaristen Pat Metheny og bassisterne Steve Swallow og Eberhard Weber skabte et mere lyrisk og impressionistisk alternativ til den udsyrede og rytmisk aggressive rockjazz, som f. eks. Miles Davis, Billy Cobham og Mahavishnu Orchestra dyrkede. Udvalget fokuserer på Burtons orkesterindspilninger 1973-86, og Burton har skrevet et fyldigt essay om udviklingen af sin musik i perioden.
Guitaristen Bill Frisell har kun indspillet tre plader i eget navn på ECM, men har til gengæld medvirket på hele 14 som sideman med bl.a. Paul Motian, Jan Garbarek og Paul Bley. Og som sådan har han øvet sin klanglige og sært abstrakte indflydelse. Udvalget er en mulighed for at få føling med den stilskabende guitarist i en række konstellationer fra 80’erne, hvor hans spil var mere eksperimenterende og kaleidoskopisk, end det er i dag.
En anden guitarist, nordmanden Terje Rypdal, er til gengæld et af hjørnestenene i ECM’s katalog med hele 18 plader i eget navn. Hans meget personlige musik er på godt og ondt indbegrebet af ECM’s til tider imposante og rigeligt forskønnende produktioner. Hans syngende guitarspil inspireret af bl.a. Jimi Hendrix og Hank Marvin er romantisk og drømmende og har øvet indflydelse på andre guitarister, men udvalget afslører også, at Rypdals musik ikke altid har nok substans.
På Rarum VII og VIII høres henholdsvis den afroamerikanske avantgarde-kvintet Art Ensemble Of Chicago og den svenske pianist Bobo Stenson. De indtager hver for sig kun mindre betydningsfulde roller i ECM’s pladekatalog, men deres virke er fint dokumenteret.
Som altid, når det drejer sig om ECM-udgivelser, har cover, billeder og grafisk opsætning en æstetisk funktion og sammenhæng med musikken. Rarum-serien serveres i lækre pap-cover med hver sin mørke farvetone, som man tager sig i at sidde og kærtegne med fingrene. Numrene IX-XVIII er allerede under forberedelse med Pat Metheny, Eberhard Weber, Dave Holland og andre vigtige navne i selskabets historiske stald.

*ECM :rarum, Selected Recordings I-VIII: Keith Jarrett (I), Jan Garbarek (II), Chick Corea (III), Gary Burton (IV), Bill Frisell (V), Terje Rypdal (VI), Art Ensemble of Chicago(VII), Bobo Stenson (VIII)

*www.ecmrecords.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her