»Det er brandærgerligt, at vi har brugt så lang tid på en uddannelse, der ikke bliver til noget,« siger rektor ved Danmarks Journalisthøjskole Kim Minke, efter at den journalist-uddannelse for etniske minoriteter er blevet aflyst på grund af manglende tilslutning. Han har dog ikke opgivet ideen om uddannelsen, der er ønsket af den danske mediebranche.
»Vi ser det stadig som en vigtig opgave at være med til at uddanne journalister med en anden etnisk baggrund end dansk,« siger Kim Minke, som bliver bakket op af direktøren for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal.
»Der er behov for at få etniske danskere ind i journalistbranchen, og de er allerede efterspurgt,« siger han.
Den to-årige diplomuddannelse, der har været under forberedelse siden september 2000, skulle efter planen henvende sig til højtuddannede flygtninge og indvandrere. Meningen var, at 16 elever skulle udgøre det første hold, men der kom kun otte ansøgninger. Og det er selv om Danmarks Journalisthøjskole havde været i kontakt med over dobbelt så mange interesserede.
Det lave antal ansøgninger skyldes ifølge Kim Minke, at der konstant har været problemer med uddannelsen. Først ville Undervisningsministeriet ikke godkende uddannelsen, men måtte bøje sig efter pres fra mediebranchen. Derefter viste det sig, at uddannelsen ikke var støtteberettiget, så de studerende ikke kan modtage SU, mens de er under uddannelse.
Bristede forhåbninger
Ærgrelsen over uddannelsens endeligt er også tydelig at spore i Nævnet for Etnisk Ligestilling, hvor man håbede, at den ville bane vejen for flere etniske minoriteter i den danske presse.
»Medierne har en væsentlig rolle i samfundet, og derfor er det meget vigtigt at få etniske minoriteter integreret her. Flere journalister med etnisk baggrund vil være med til at nuancere nyhedsbilledet og samtidig vise, at etniske minoriteter er andet end en belastning for samfundet,« siger sekretariatschef Mandana Zarrehparvar.
Et godt eksempel er den tyrkiskfødte Hayriye Alpar, der er journalist på DRs P1. Hun har selv oplevet, at det kan være en styrke for en journalist at være fra en anden kultur.
»Som dansker med anden etnisk baggrund ser man tingene på en anden måde og finder derfor andre indgange til stoffet. Jeg kan eksempelvis bedre identificere mig med de problemer, personer med muslimsk baggrund har, for jeg forstår deres kultur,« siger hun.