Læsetid: 2 min.

Film i tv

14. september 2002

Afterglow
*Julie Christie var i Billy Liar, Fahrenheit 451 og Petulia både den mest talentfulde og dårende dejlige prototype på tidens frigjorte engelske blondine. Hun kunne være både smeltende sød og småneurotisk bitchy, pigeligt frisk og gribende skrøbelig.
Det har altid været svært at forestille sig Christie i ældre, aseksuel skikkelse, og i 1996 valgte Kenneth Branagh hende da også meget passende til at spille Hamlets erotisk aktive mor Gertrude i sin ambitiøse Shakespeare-filmatisering. Men Christie har sin bedste og største moderne rolle i Robert Altman-eleven Alan Rudolphs erotiske drama Afterglow, hvor hun spiller en lettere alkoholiseret B-filmstjerne, der nu må leve på minderne. Hun er gift med Nick Noltes skørtejæger og altmuligmand, der farter rundt og kurtiserer nye kvinder. Til gengæld tiltrækker hun selv en yngre forretningsmand. Rudolph er ekspert i denne form for bittersød kærlighedskarrusel, hvor charmerende mennesker viser deres sarteste og særeste sider. Og som Christian Monggaard skrev, så »træder Julie Christie her efter mange magre år igen i karakter som en stor personlighed, der er både tiltrækkende og spændende at være i selskab med.«
Sverige 2, lør. kl. 21.15-23.05

Ridderfalken
*Humphrey Bogarts mesterlige gennembrudsfilm fra 1941. Det er jagten på en ædelstensbesat falke-statuette, der sætter gang i handlingen – men det er blot et påskud for at skildre en anløben gruppe lykkejægeres forhold til ære og moral, sandhed og løgn, drøm og realitet. Det er vejen ad hvilken, det handler om, for debutinstruktøren John Huston nærer ingen tro på, at drømme kan realiseres. Men selv om der lægges i kakkelovnen til de grådige eventyrere, er der megen morskab undervejs. Den lille, lavendelduftende Peter Lorre er lige så røget som Sidney Greenstreets elegante tyksak af en ældre gentlemansvindler er speget – og Bogart med ulvegrinet er heller ikke selv helt igennem pålidelig. Nogle af Bogarts og Greenstreets ordvekslinger er legendariske, som når sidstnævnte siger: »Jeg stoler ikke på fåmælte mænd. De snakker normalt på det gale tidspunkt og siger de forkerte ting. At snakke er noget, man kun kan gøre med skønsomhed, hvis man holder sig i form. Så, lad os snakke, min herre, hvis det er det, De vil. Jeg vil med det samme sige, at jeg er en mand, der kan lide at snakke med en mand, der kan lide at snakke.«
TCM, søndag 15.30-17.10

Happiness
*Titlen er groft misvisende. For den New Jersey-familie med pårørende, der skildres her, er bestemt ikke lykkelig, men består af lutter dybt frustrerede, kontakthæmmede, perverse eller selvbedrageriske personer. Den unge instruktør Todd Solondz har specialiseret sig i utilpassede hverdagsamerikanere, der slet ikke kan få deres tilværelse til at gå op, og i denne sin film nr. to fra 1998 tegner han dem med en ofte vittigt udleverende og dødeligt præcis streg. Familiefaderen, der er homoseksuel pædofil, eller den småfede generte ungkarl, som kun kan klare kvinder i telefonrøret – det er nogle af denne films ’charmerende’ skikkelser, spillet med uhyggelig indlevelse af henholdsvis Dylan Baker og den altid fremragende Philip Seymour Hoffman.
DR 2, søndag kl. 21.00-23.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her