Vilde Hjerter
*Næppe havde den amerikanske instruktør David Lynch vundet sig en verdens-succes med den skæve tv-serie Twin Peaks, før han i 1990 vandt Guldpalmer ved Cannes-festivalen for sit
road-melodrama Vilde hjerter.
Meningerne var delte om denne Lynch-film fuld af hed sex, bloddryppende vold og hadefulde lidenskaber, sammenkogt i et sydende mix af kærligheds- og kriminaldrama, sort komedie og pasticher på ældre Hollywood-film.
Lynch krænger sin helt egen sære vrang ud af de gamle harmløse Hollywood-B-filmklichéer. Sailor (Nicolas Cage) og Lulu (Laura Dern) er det unge par, der ikke må få hinanden for Lulus mor, Marietta, og derfor flygte i bil tværs gennem Sydstaterne.
Han har i ophidset selvforsvar dræbt en af heksen Mariettas livsfarlige håndlangere. Den slags væbnere har hun allevegne, hvilket Sailor og Lulu må sande, mens de kører ud i det blå og dyrker deres lidenskab uden mange tanker på fremtiden.
Sadistiske og gennemperverse skurke står parat for at splitte det elskende par men også en god fe (!) gør dem følgeskab.
Som i Twin Peaks er der tale om en djævelsk sammensværgelse, men Lynch gør i Vilde Hjerter langt voldsommere brug af det filmiske udtryksregister. En farve- og lyd-skinger surrealisme bombarderer tilskueren med krasse effekter og frastødende detaljer.
Der er samtidig et ironisk parodierende præg over filmens overdrivelser. Lynch provokerer, men uden altid af tage sig selv for højtideligt. Også det udfordrende er en leg med stil-elementer og konventioner.
Nicolas Cages portræt af ungdomsforbryderen Sailor
efterligner Elvis Presley. De amerikanske pop- og film-myter spøger som forbilleder. Men Laura Derns Luna er ikke just en uskyldig Hollywoodheltinde, men udfordrende sensuel og
impulsiv.
Filmen bygger på en roman af Barry Gifford, og desuden ses navne som Isabella Rossellini, Willem Dafoe, Harry Dean Stanton og Diane Ladd sidstnævnte som Laura Derns mor, hvilket hun også er i virkeligheden.
Wild at Heart.
Sverige 1, 22.00-00.00
Altid ballade
*Over tre årtier inden Gabriel Axel fik Oscar for Babettes Gæstebud optog han i 1955 sin bedste film på Nørrebro og i Nordisk Film Studier.
Det er Altid ballade, en af de meget få danske film fra 1950'erne, der skildrer en arbejderfamilie. Sigrid Horne-Rasmussen fik årets Bodil for sin hovedrolle-præstation som moderen i en familie med fem børn, der bor i en lejlighed på Nørrebro, med S-toget dundrer forbi ruderne. Mor Helga holder sammen på stumperne i den lille to-værelses. Faderen er sjældent hjemme han er fabriksarbejder, men tager overarbejde på en benzintank for at spare sammen til et hus til familien. Velfærdet var endnu ikke for alvor kommet til Danmark.
Sigrid Horne-Rasmussen dominerer filmen med et kvindeportræt af stor hverdagslig varme og styrke. Datidens ekspert i hverdagsrealisme, Leck Fischer, har skrevet et solidt manuskript.
DK 4, kl. 20.30-22.00
