Easter Parade
*Der er altid en god grund til at se Fred Astaire. Om ikke for andet så for at måle sit humør. Lykkes det ikke Astaire at få humørgraderne i vejret, er man ilde stedt. Astaires dans trodser naturlovene, så ufatteligt adræt og letfodet er den, så ubesværet perfekt.
»Kan ikke spille komedie. En smule kaldet. Kan danse lidt,« lød Hollywoods bedømmelse af hans første prøveoptagelse, men ikke længe. Danseteknikken imponerede snart, mens eftertiden kan bade sig i elegancens poesi, en drøm om vægtløshed og Mozartsk munterhed. Astaire kan dårligt gå over gaden uden at det bliver et lille bevægelses-digt i svævende livsglæde. At han samtidig i spillestil og personlighed er såre menneskelig og ofte selvironisk, gør ham blot endnu mere attraktiv.
I 1946 havde Astaire egentlig besluttet at trække sig tilbage og koncentrere sig om hestevæddeløb. Men så brækkede den nyopdukkede musicalstjerne Gene Kelly anklen under prøverne til Judy Garland-filmen Easter Parade (1948), og Astaire sagde ikke nej til chancen for at arbejde sammen med Garland. Og da filmen så blev en stor succes, var Astaire, nu snart 50 år gammel, tilbage på toppen og kunne fortsætte flere årtier endnu.
Easter Parade var i mange år DRs store påske-musicaludspil, en Pygmalion-historie med sange af Irving Berlin, gode danse-indslag og et højdepunkt som det smågeniale nummer med Garland og Astaire som vagabonder: A Couple of Swells. Men også dynamitpigen Ann Miller brillerer med Shakin the Blues Away. Charles Walters har instrueret uden at stille sig i vejen for sine blændende stjerner.
Easter Parade
TCM, kl. 12.15-14.00
I den grønne skov
*Denne filmvaudeville i moderne Dyrhavsbakkemiljø floppede både hos anmeldere og publikum og satte i 1968 et foreløbigt punktum for det ellers frugtbare filmsamarbejde mellem instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt og manuskriptforfatteren Klaus Rifbjerg der gik 16 år før de igen fandt samen om Grønlandsfilmen Tukuma.
For en strengt kritisk betragtning holder filmens leddeløse lyrik og drøvtyggende drama da heller ikke mange meter, men alligevel har I den grønne skov attraktioner, der ikke gør et gensyn helt omsonst. I glimt ses instruktør-forfatterparrets enorme filmtalent: Som når de lader Morten Grunwald synge en melankolsk Bellman-vise (et af hans smukkeste øjeblikke på film) eller giver den længselsfulde Ellen Winther en rørende, men usentimental indre sang-monolog: »Lillian, er det ikke lissom selve navnet rimer på en mand?, Lillian...«
Ingen ringere end Bodil Kjer er også med i en birolle som Peter Steens overklasse-elskerinde på datidens Bellevue Strandhotel. Ikke en præstation, hun selv er særlig glad for. Bedre er gensynet med gode ansigter som den djærve Mime Fønss, den ungdommeligt begejstrede Jesper Langberg og den livsmærkede Kjeld Jacobsen samt et udvalg af fordums maleriske Bakkegøglere. Yvonne Ingdal er pragtfuld at skue som heltinden, men kan ikke gøre sin surmulende syngepige charmerende.
dk4, kl. 20.30-21.55
