Læsetid: 2 min.

Film i tv

25. september 2002

She’s so lovely
*Den afdøde John Cassavetes fik en vidunderligt åndsbeslægtet afløser, da sønnen Nick i 1997 tog hånd om faderens manuskript til She’s So Lovely og lavede en på alle måder (undtagen de negative) meget Cassavetesk film.
Et erotisk gnistrende forhold står i centrum – mellem Robin Penn Wrights forhutlede flipper Maureen og Sean Penns på én gang aggressive og kvindedyrkende Eddie. De to når hele skalaen igennem fra vild passion til voldsom konfrontation – i et opslidende forhold, hvor impulser og seksualitet dominerer.
Da sprut- og jalouisdrevet vold sender Eddie på institution i ti år, gifter Maureen sig med en anderledes solid og selvbehersket mand, der giver hende parcelhus og barn, men ikke får hende til at glemme Eddie. Så da denne efter de ti år i skyggen dukker op igen, gennemspilles dramaets tredie akt med alle følelser og nerver uden på tøjet.
Filmen rammer den kendte Cassavetes-dobbelttone af råhed og ømhed og glemmer ikke galgenhumoren. Stærk er skildringen af de to instinktmennesker Maureen og Eddie, spillet af ægteparret Robin og Sean Penn, så billederne syder af altforglemmende erotik, f. eks. i en meget flot dansescene. Men mindst lige så god er John Travolta i en atypisk rolle som parcelhus-overhovede – en skarp og urovækkende præstation.
DR 2, kl. 19.55-21.30

Les Girls
*Gene Kelly har hovedrollen i denne ødselt opsatte musical fra Hollywoods ekspert i genren, filmselskabet MGM. Kelly spiller lederen af en natklub-dansetrup – centrum for en trio af skønne kvinder: Kay Kendall, Taina Elg og Mitzi Gaynor.
Filmen er fra de år i slutningen af 50’erne, hvor filmmusicalen kom ind i en krise, og det afspejler sig i historien, der er inspireret af intet mindre end Kurosawas klassiker Rashomon. De samme begivenheder ses fra forskellige personers synsvinkel og tager sig derfor forskellige ud. Det drejer sig om hvad der egentlig skete af kompromitterende dengang de tre piger var purunge og letsindige i Paris. Kay Kendall, nu gift med en engelsk adelsmand, har skrevet en erindringsbog, som hendes tidligere kollega Taina Elg, nu gift med en fransk industrifyrste, heftigt bestrider – i retten!
Mere kompliceret end morsomt, selv om man kan nyde den sprøde engelske komedienne Kay Kendall, der døde 34 år gammel, George Cukors elegante iscenesættelse og Cole Porters sangnumre, hvoraf flere er skrevet specielt til denne film.
TCM, kl. 20.00-22.00

Der var engang en vicevært
*Vil man opleve Osvald Helmuth som forsoren vicevært; Victor Borge (dengang Børge Rosenbaum) med tidlige klavergags; Poul Reichhardt som operettehelt i svøb; digteren Sigfred Pedersen som pigernes oplæserhelt; og Lulu Ziegler med en manende Kurt Weillsk sang, Tidens Rytme, om den datidige krigstrussel – så er det bare at lukke op for denne underholdende folkekomedie fra 1937 om unge kunstnere i en kvistlejlighed. Alice O’ Fredericks og Lau Lauritzen står for energisk instruktion.
DK4, kl. 20.30-22.15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her