Læsetid: 2 min.

Film i tv

20. september 2002

Tid til kærlighed
*Fredag aften var engang store filmaften, hvor man kunne boltre sig i det ene gode filmtilbud efter det andet – sådan husker jeg det i hvert fald, sikkert under påvirkning af et godt skud nostalgi.
Sådan forholder det sig bare ikke længere. Fredag aften er en regulær ørkenvandring, når det kommer til seværdige film, som er andet og mere end billige tv-produktioner baseret på virkelige begivenheder.
Faktisk skal man langt ud i rummet blandt de mange satelitter for at finde et filmtilbud, som er af bare moderat interesse. På den amerikanske filmkanal Turner Classic Movies, TCM, er man næsten altid sikker på at kunne finde et eller andet interessant. Men desværre ser denne aftens udvalg ikke videre interessant ud.
Så jeg vælger at blive på jorden og omtale to film, der kan findes på de danske tv-stationer, og som til nød kan ses - har man altså ikke en bedre i reserve på dvd eller video.
Tv2 trakterer med Jon Avnets ikke voldsomt interessante kærlighedsdrama Tid til kærlighed - i øvrigt baseret på virkelige begivenheder - som dog har to af mine favoritter i hovedrollerne, dejlige Michelle Pfeiffer og Robert Redford.
Filmen handler om den aspirerende tv-journalist Tally Atwater (Pfeiffer), der får chancen for at lære faget af en af de bedste i branchen, Warren Justice (Redford), der er nyhedschef på en tv-station i Miami. Efter en vaklende begyndelse tager Tallys oplæring fart, og samtidig forelsker hun og Warren sig i hinanden. Men snart kan han ikke lære hende mere, og deres forhold kommer i fare, da hun beslutter sig for helhjertet at satse på karrieren.
I sit filmleksikon kalder Leonard Maltin filmen for en parafrase over En stjerne er født, hvilket han vel har ret i. Men er selve historien noget uoriginal, så er kemien mellem de to hovedrolleindehavere tilgengæld god. Som (næsten) altid leverer de et par solide præstationer, og det er deres nærvær, der gør filmen værd at se.

TV2, kl. 21.50-0.00

Hudson Hawk
*Publikum og stort set alle anmeldere hadede Michael Lehmanns gavtyvekomedie Hudson Hawk, da den havde premiere for godt ti år siden.
Men jeg synes faktisk, at den er ret sjov – en holdning, jeg altså står noget alene med. Bruce Willis spiller titelrollen som mestertyven Hudson Hawk, der forsøger at begå sig som en ærlig mand, da han af et skurkagtigt ægtepar afpresses til at begå endnu et par vovede røverier.
Handlingen er noget værre nonsens, men Willis og hans love interest i filmen, Andie MacDowell, har flair for komedie, og som de to vanvittige skurke er Richard E. Grant og komikeren Sandra Bernhard helt forrygende.
Willis har været medforfatter på manuskriptet - og har skrevet titelsangen! – der er fuld af action og gode oneliners, og Lehmann, som skabte sig et navn som instruktør af kultfilmen Heathers, har efter min mening ganske godt styr på hele balladen.

TV3, kl. 20.45-22.40

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her