Læsetid: 3 min.

Formandssædet bliver stadig varmere

Nyrup opfordres til at trække sig af Klaus Hækkerup fra folketingsgruppen. Samtidig arbejdes der på at opstille en modkandidat til Nyrups partisekretærkandidat
10. september 2002

Hver dag byder på nye spark til Poul Nyrup Rasmussens formandstaburet. Selv om partiformanden i aftes efter et afklarende møde med Mogens Lykketoft til TV2 Nyhederne erklærede, at »der er ro i familien,« tager det første medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe nu bladet fra munden og beder formanden om at trække sig.
»Jeg ser ikke Nyrup som den naturlige leder op til næste valg. Jeg er tilhænger af et generationsskifte,« siger medlem af Folketinget, Klaus Hækkerup (S) til Information.
Med meldingen stiller Klaus Hækkerup sig op i den efterhånden lange kø af socialdemokrater, der direkte undsiger formanden.
Fredag var det Ritt Bjerregaard, der satte gang i debatten med meldingen om, at hun ikke længere havde tillid til Nyrup.
Hun gik dog ikke så langt som til at kræve hans afgang, men det gjorde EU-parlamentarikeren, Torben Lund så søndag. Samtidig lykkedes det for Mogens Lykketoft at komme med så ulden en melding om Poul Nyrup Rasmussen håndtering af Ritt Bjerregaards kritik, at det i pressen blev kaldt en undsigelse af formanden. Den udlægning var det mandag ikke til at få bekræftet fra Mogens Lykketoft, der i en mail blot gentager, at han som politisk ordfører sammen med resten af ledelse arbejder på at skabe klarhed i Socialdemokratiets politik. I mailen afviser Lykketoft dog konspirationsteorierne.
»Jeg er ikke en del af nogen konspiration, sådan som der digtes om i medierne. Og jeg har ikke mere at sige om den sag,« meddeler den politiske ordfører.
I det hele taget er der ikke ret mange i folketingsgruppen, som har noget at sige om sagen – heller ikke om de støtter Poul Nyrup Rasmussen som formand.
»Jeg vil sige, hvis partiet er enig om, at det er ham som skal i spidsen for Socialdemokratiet frem til næste valg, så støtter jeg ham 100 procent,« lyder det fra Jeppe Koefod, som håber at dagens gruppemøde vil afklare, om det er Nyrup, der skal satses på.
Nyrup Rasmussens kandidat til næstformandsposten, Lotte Bundsgaard, ville dog godt erklærer sin støtte til formanden: »Jeg bakker fuldt op om Poul Nyrup som formand,« siger hun.
Ellers lyder meldingen: »Ingen kommentar« fra de folketingsmedlemmer, som Information har talt med.
Mens tilliden til Nyrup Rasmussen aftager i folketingsgruppen arbejdes der i
baglandet på endnu et angreb mod formanden. Kilder i partiet fortæller, at Nyrups kandidat til posten som partisekretær, Jens Christiansen, risikerer at få en modkandidat til valget lørdag aften.
Det er det relativt ukendte faglige sekretær i LO-Århus, Klaus Krogsbæk, der efter Informations oplysninger er blevet opfordret til at stille op mod Jens Christiansen. Klaus Krogsbæk selv ville i går hverken be- eller afkræfte, om han har lyst til at blive Socialdemokratiets nye partisekretær. »Ingen kommentar« lød det fra Århus.
Hvis Klaus Korgsbæk vælger at stille op, kommer der yderligere pres på Poul Nyrups fornyelsesplan, som han allerede een gang har måtte modificere, da den siddende næstformand, Bent Hansen, ikke ville trække sig til fordel for Nyrups kandidat. Samtidig vil et kampvalg også blive en afstemning, der vil give et fingerpeg om, hvor stor tilliden til formanden er i partiet.
Den afstemning kan Poul Nyrup Rasmussen også selv vælge at tage ved bede kongressen om at vedtage hans beretning ved en tillidsafstemning. Kilder i folketingsgruppen ser ikke anden udvej for Nyrup Rasmussen end en afstemning, hvis han ikke skal stå tilbage som »fuldstændig vingeskudt.«
Alt tyder på, at Poul Nyrup Rasmussen vil vinde en tillidsafstemning, men alt andet end en stor sejre vil gøre det svært for ham at lægge låg på kritikken.
Ifølge Ritzau, der har talt med 56 af Socialdemokratiets 103 kredsformænd er der fire, der vil stemme imod, 21 der vil stemme for og 31, der vil vente med at beslutte sig til de har hørt talen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her