(2. sektion)
Socialisterne
Der er det problem med manden på gaden, at man ikke bare kan gå ned på gaden og spørge ham, hvad han vil have. For den mand, som er folket, er aldrig lige præcis på gaden. Han viser sig kun i meningsmålinger, i forbrugerundersøgelser og ved valg.
Og der slår han indimellem hårdt, når han slår til. Han ramte f.eks. den franske socialistiske præsidentkandidat, Lionel Jospin, definitivt i april 2002, da Jospin allerede i første runde af præsidentvalget blev elimineret og måtte overlade pladsen som første udfordrer til Jean-Marie Le Pen fra Front National.
På valgaftnen slog Jospin ud med armene. Og meddelte, at han tog konsekvensen. Han trak sig som leder af Socialistpartiet. Og efterlod dermed partiet på udkig efter nye navne og en ny politik.
Anført af partisekretæren Francois Holland mistede socialisterne ved parlamentsvalget i juli regeringsmagten. Isoleret set oplevede Socialistpartiet dog en marginal fremgang, men regeringsmagten røg ud med vennerne på den yderste venstrefløj .
Det store spørgsmål er nu det samme for socialisterne i Frankrig som for de europæiske socialdemokratier:
Hvor skal vi placere os i det politiske spektrum, og hvilken politik skal vi føre? Er partiet for venstreorienteret? Har de ikke været venstreorienterede nok?
Bureaukratisk
Francois Holland har lovet en åben debat uden tabuer. Og den debat kører. I tidsskriftet Le Nouvel Observateur kommer kommentatoren Jacques Julliard ind på det med afstanden til ham nede på gaden:
»Skal jeg sige, hvad jeg tror, der er grunden til socialisternes mærkelige nederlag? Lionel Jospin og hans socialister har hverken været for meget til højre eller for meget til venstre. Nej, de har været for bureaukratiske.«
Det drejer sig ifølge Julliard ikke bare om en ændring i partiprogrammet eller om, at den kommende leder skal gå med baseballkasket eller cykelhjelm. Det drejer sig snarere om en kultur i Socialistpartiet: De er alle elitister uddannet på den franske eliteskole ENA:
»Det er nemmere for et parti at ændre sit program end sine vaner. For det ligger i bureaukratiets natur, at det vil bevare sig selv. Man kan ikke lade være med at ønske, at en eller anden katastrofe vil overgå Socialistpartiet, som vil frigøre en lille smule frihed, en lille smule fantasi.«
Mens Julliard afventer et dynamisk uheld, afholdt Socialisterne for nylig den årlige samling, som de kalder sommeruniversitet. Det resulterede blandt andet i en række spørgsmål, som partiets 125.000 medlemmer inviteres til at svare på. Det er bredt formulerede udspil:
»Hvordan skal det, der skete i foråret 2002, forstås? Hvordan definerer man en politisk strategi for venstrefløjen? Og hvad med globaliseringens følger?«
En topembedskvinde i Jospins nu forhenværende regering Marie-Noëlle Lienemann har leveret et andet debatindlæg, som bestemt følger Hollands opfordring og bryder et tabu. Den 29. august udgav hun bogen De ma part (Fra mig, red.) som er det første opgør med Jospin fra kredsen omkring ham. Bogen er sjovt nok dedikeret til Jospin:
»Til Lionel, for at bebyrde dig endnu mere, men måske også for at give dig lyst til at vise, at du kan gøre det bedre
«
Socialliberal?
Og det er igen folkeligheden, som er problemet:
»Trykke folks hænder, lytte til deres problemer, give sine vælgere noget af sig selv, alt det er fremmed for Jospin.«
Lienemann repræsenterer en fløj i partiet, som efterlyser venstreorienteret politik på venstrefløjen.
Og således sætter hun sin skrivende pen der, hvor det gør ondt. Det var det samme, sociologen Pierre Bourdieu efterlyste inden sin død: Une gauche de gauche. En venstrefløj til venstre for midten. Og som Bourdieu i den anledning anbefalede; Stem ikke på Socialistpartiet.
Den politiske kommentator Alain Duhamel skriver i La Libération om socialister uden socialisme. Det er et problem i et land og en tradition, hvor man gerne bringer det lokales problematik på universel formel:
»Socialisterne har ikke længere noget specifikt projekt. De står i dag over for markedsøkonomiens triumf og kapitalismens dominans. De er blevet socialister uden socialisme. De skal udvikle en politisk model for en markedsøkonomi uden at at advokere for et rent markedssamfund.«
Det er den balance, som gør moderniseringen af Socialistpartiet teoretisk kompleks.
De bliver nødt til at acceptere det fri markeds vilkår som præmisser for en venstreorienteret politik, men samtidig lancere en politik, som berettiger sig selv ved opposition til konsekvenserne af den fri markedsøkonomi. Som Duhamel pointerer:
»Det er risikabelt at stille sig tilfreds med en politik, som er en form for socialliberalisme: Det må blive et projekt at forestille sig en ny politik, som handler om regulering af markedsøkonomien og som handler om social solidaritet.«
De er på udkig efter en politik, som ikke er naivt, markedsforkastende socialistisk, men som på den anden side heller ikke bekender sig til Tony Blairs Tredje Vej.
Blairisme er et negativt ladet ord i debatten blandt de franske socialister.
I et eksklusivt interview med det franske dagblad Le Monde roser Socialistpartiets sande veteran, partiets tidligere førstesekretær Pierre Mauroy Jospin:
»Vi kæmpede sammen imod den Tredje Vej.«
Og Mauroy fortsætter med en retorisk manøvre:
»Vi er på det politiske, kulturelle og samfundsmæssige plan alle liberale, men ingen kan anklage os for at acceptere markedets egen dogmatik.«
De franske socialister er enige om diagnosen: Den økonomiske liberalismes dominans har en social slagside. Og den mærker manden på gaden. Spørgsmålet er, om han ligger inde med den politiske totalløsning, de ikke selv kan finde?
