Læsetid: 3 min.

Fucking fattigdom

Det svenske stortalent Lukas Moodysson overrasker med en bidende socialkritisk historie om prostitution og fornedrelse i det tidligere Sovjetunionen – og i Sverige
27. september 2002

(2. sektion)

Premiere i dag
Den 16-årige Lilja sælger sin krop, men bevarer sin sjæl. Hun forbliver Lilja forever, hvor skændigt hun end mishandles. Også selv om hun svigter sin eneste ven, den lidt yngre Volodya, der er lige så ensom som hun selv. Som moderen rejste fra Lilja, rejser hun selv væk og lader Volodya i stikken. Men i tankerne er hun sammen med ham til det sidste.
Lilja 4-ever er et barsk og bistert udspil fra svensk films mest talentfulde yngre instruktør, Lukas Moodysson. Hvor humoren gennemlyste hans to første indkredsninger af svenske velfærdskonflikter, Fucking Åmål og især Tillsammans, er Lilja 4-ever langt mere dyster i tonefaldet og skarp i sit sociale sigte. Moodyssons prunkløse, ultra-realistiske stil er den samme, men borte fra det Sverige, som han kender så godt, lægger han et strammere skema over sin historie om ung magtesløshed. Hvilket ikke entydigt kan noteres som en kunstnerisk gevinst.

Uønsket barn
Filmen handler om den ekstreme fattigdom, der lægger bunden for prostitutionens menneskeudnyttelse. Personificeret i skolepigen Lilja, der svigtes fatalt, da hendes mor med kæreste rejser væk, måske til det Amerika, Lilja selv drømmer så intenst om.
En tante skal tage sig af hende, men har – selv utrolig fattig - nok i at hytte sit eget skind. Den lokale socialrådgiver finder det »forfærdeligt«, at moderen i et brev helt slår hånden af Lilja som »uønsket«, men kan ikke tilbyde brugbar hjælp.
Bedsteveninden forsøger sig af eventyrlyst med prostitution, mens Lilja vægrer sig i dybt ubehag. Men i den ørken af ekstrem fattigdom, hvor Lilja befinder sig, bliver luderjobbet den eneste udvej. Fuldt forståeligt drømmer hun om at slippe væk, og med sin uvidenhed og manglende netværk bliver hun et nemt bytte for en ung menneskehandler, der hykler venskab og lokker med job og et nyt liv. Turen går til Sverige og den organiserede prostitution, med voldelig alfons og ulækre kunder på rad. En nedadvendt spiral, der kun kan en-de ét sted.
Gennemsyret af målbevidst socialt engagement er Lilja 4-ever konsekvent tids-atypisk som skandinavisk film, men med sidestykker hos Ken Loach og hans franske aflæggere. Også den belgiske Cannes-vinder Rosetta kan være en inspiration.

Moralsk opløsning
Filmen vil vise, hvordan materiel fattigdom også fører til åndelig armod, til forråelse og umennneskelighed. Moodysson tegner et sandt uhyggebillede af en tidligere sovjetrepublik så langt ude på den forkerte side af fattigdomsgrænsen, at der reelt er tale om en total moralsk opløsning. Og dette helvede af forfaldent karrébyggeri, forladte militærbygninger og iskolde, snavsede lejligheder danner grobund for de rige landes udnyttelse af en enkelt ressource: unge kønne piger.
Alt trækkes hårdere op end i Moodyssons to tidligere film, og varmen er mere bunden. Men den ligger alligevel føleligt i portrætterne af Lilja og hendes ven Volodya, to fortabte barne-eksistenser, der fægter sig frem uden holdepunkter – Volodya gammelklog og skeptisk, men også drillende og humoristisk, Lilja impulsiv og stolt og fuld af uforbrugt energi. Men religiøst klyngende sig til et knust moderbillede af en engel med et barn ved hånden.
Volodya kommer til at erstatte denne moder-engel som den drømmefigur, der ene af alle kan trøste Lilja. Og Volodya som engel udløser nogle fantasi-scener, der fungerer lidt tvivlsomt i den ellers så kontante sammenhæng. Det klæder Moodysson bedst at blive ved jorden.

Formidabelt spil
Oksana Akinsjina er formidabel som Lilja, fordi hun som få kan veksle mellem det barnlige og det tidligt modne, det fandenivoldske og det hjælpeløse. Midt i alle ydmygelserne og al foranderligheden har hun en indre gnist og styrke, der holder de sentimentale offer-attituder stangen. Og Artiom Bogutjarski brillerer med en meget russisk underfundighed som Volodya. At Moodysson er suveræn til at få mennesker til at leve på lærredet, viser altså også denne film. Men i sit ensporede sortsyn kæmper historien med en forudsigelighed, der ikke gøres mindre af en overflødig flashback-struktur. Ved slutningen føler man sig mere kørt flad end forløst. Hvilket ikke ændrer ved den kendsgerning, at Lilja 4-ever i sin kerne er en af disse års væsentlige film og sikkert uforglemmelig.

*Lilja 4-ever. Instruktion og manuskript: Lukas Moodysson. Svensk-dansk (Dagmar, Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu