Læsetid: 4 min.

Gangstervejen

American Beauty-instruktøren, Sam Mendes, imponerer med gangsterdramaet ’Vejen til Perdition’
20. september 2002

(2. sektion)

Ny film
Efter nogle minutter af Sam Mendes’ anden spillefilm frygter man, at vejen til Perdition vil blive meget lang. Hele Oscar-arsenalet er kørt i stilling med en lille dreng, som skuende ud over et endeløst Cinemascope-hav mindes seks markante uger af sit liv i depressionstidens Chicago.
Efter etableringen af den rammefortælling overdøver Thomas Newmans musik de brusende bølger og tager os med tilbage til barndommens irske underverden. Her møder vi Oscar-magneten Tom Hanks som sammenbidt familiefars-gangster, og så er det, man begynder at blive alvorligt bekymret for, at Vejen til Perdition vil blive en selvhøjtidelig affære med (over)spil på alle tangenter.
Det er heldigvis ikke tilfældet. Mendes får hurtigt gang i sit drama om forholdet mellem fædre og sønner i gangsterverdenens macho-miljø. Relationerne etableres til et gravølsgilde, hvor 77-årige Paul Newman sikkert indtager scenen som gangsterbossen John Rooney. Rooney styrer sit distrikt med hård hånd gennem sin egen søn Connor (Daniel Craig) og sin plejesøn Michael Sullivan (Tom Hanks). Og Sullivans to sønner ser op til både Rooney og deres egen far, selv om de ikke forstår, hvad de arbejder med.
Den ældste søn bestemmer sig en aften for at udspionere sin far og finde ud af, hvad han egentlig laver for
Rooney. Han bliver vidne til en brutal likvidering. Faren og Connor opdager ham, og spørgsmålet er nu, om Connor og Rooney tror, han kan holde på en hemmelighed. En række dramatiske begivenheder sender Sullivan og søn på flugt med en lejemorder (Jude Law) i hælene. Mod Perdition, som både er en by i Illinois og en metafor for helvede.

Gangsterwestern
Filmens historie bygger på en tegneserie af Max Allan Collins og Richard Piers Rayner, som er blevet bearbejdet af David Self. Self har bl.a. skrevet den ordtunge Thirteen Days om Cuba-krisen, men i Vejen til Perdition fortælles der effektivt med billeder. Og hvilke billeder... Cinemascope-mesteren Conrad L. Hall vandt en Oscar for American Beautys på samme tid surrealistiske og klassiske look. Denne gang skaber han igen et unikt univers, som både refererer til tegneserieforlægget og inddrager elementer fra klassiske western og gangsterfilm såvel som malerier af Edward Hopper. Filmens grøn-grå farveskala med rig brug af skygger giver det irske undergrundsmiljø stemning, og det astadige kameras afsøgende ture giver spænding.
Kompositionsmæssigt lægger Hall og Mendes æstetisk afstand til handlingens blodsudgydelser. Der er næsten intet blod.
Til gengæld er der imponerende iscenesættelser af de forskellige likvideringer og skudepisoder. Vi ser et mord i et spejl i en badeværelsedør. Som en reflektion i et idyllisk vindue. Som en brutal ballet med silhuetter i en mørk og regnfuld gade, hvor vi ikke hører lyden af de pludselige maskingeværsalver, kun Newmans musik. I sin utroligt gennemarbejdede billedside og egne æstetik kan man ikke lade være med at tænke på Coppolas klassiske Godfather-film. Hvor Godfather var varm og sensuel i sit udtryk, er Vejen til Perdition imidlertid en vinterkold affære. Det er også individer frem for Familien, som er i centrum. Hanks ensomme hævner har mere med western som Unforgiven at gøre, og der er da også flere sekvenser, hvor hans sorte bil på klassisk prærievis kører alene gennem de øde, depressionsramte landskaber.

Mest billeder
Hvad er det så, der bliver fortalt med disse storslåede billeder? En næsten mytisk historie om fædre og sønners kamp for overlevelse. Alt er sat på spidsen i tragedien, hvor Sullivan bliver tvunget ud i et opgør med sin elskede plejefar, der har svært ved at frasige sig sin biologiske søn trods hans mange skavanker. Samtidig slås Sullivan med sin søns far-fascination, for han vil ikke have, at den 12-årige dreng skal vælge hans deprimerende levevej.
Hanks bryder overbevisende med sine sædvanlige typer i rollen som plaget håndlanger, der aldrig tillader sig selv et smil. Det meste spil foregår i små træk i ansigtsmusklerne, ligesom det meste af Tyler Hoechlins spil som sønnen ligger i hans store, alvorlige øjne. Man synes, man kan se, hvad der sker på indersiden, og Paul Newman kan på samme måde formidle næsten alt med udtrykket i sine stadig smukke blå øjne.
Bortset fra Jude Laws ekstreme lejemorder med hang til fotografisk dokumentation af sine ofre er skuespillet upåklageligt. Alligevel bliver man sjældent berørt af det ellers voldsomme drama. Måske fordi man er for imponeret af billedsiden. Man beundrer filmen, men man føler sig lidt uden for dramaet, som heller ikke dvæler ved de ellers store følelser, men hele tiden resolut lader karaktererne handle videre.
Overraskende nok gør det ikke så meget at være tilskuer frem for medlever, når film er komponeret som den her. Man er med i billederne og vil vide, hvor vejen ender. Og det ender da sikkert også med et par Oscars til den tid...

*Vejen til Perdition/Road to Perdition. Instruktion: Sam Mendes. Manuskript: David Self. Amerikansk. (Imperial, CinemaxX, Grand og Palladium samt mange biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her