Læsetid: 5 min.

Det er ganske vist

En gruppe kvinder lejer en svømmehal efter almindelig åbningstid for at svømme, uden der er mænd til stede. Det er blevet blæst op til en sag om apartheid
20. september 2002

Qlummen
Hver lørdag eftermiddag fra 16.30 til 18.30 hopper 50-70 kvinder og deres børn i bassinet i Frankrigsgade svømmehal. Efter sigende har de det skønt. Flere af kvinderne kan ikke svømme og har aldrig boltret sig i vand før. Først og fremmest fordi de ikke har lyst til at bade, når der er mænd til stede. De er indvandrere, mange af dem fra Pakistan og Tyrkiet.
Den historie begyndte med, at laborant Suraya Jabin fik en tennisarm. For at genoptræne den trodsede hun både sin vandskræk og sin blufærdighed, trak et par cykelshorts over badedragten og begyndte at svømme i Frankrigsgade svømmehal.
Armen blev ikke rask, og Syraya Jabin måtte opgive sit job. Under sin sygemelding begyndte hun at gå til undervisning på Kofoeds Skole i Holmbladsgade. Her mødte hun andre pakistanske og tyrkiske kvinder, som havde lyst til at svømme. Men altså bare ikke med udsigt til mænd.
Syraya Jabin kontaktede derfor Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade, som fik Sund by og det boligsociale projekt i kvarteret med på at finansiere fem måneders lørdagssvømning for kvinderne.
Ovenstående kunne læses i kvarterets lokalblad, Holmbladet, som en opbyggelig historie om, hvordan en indvandrerkvinde har taget ved lære af danske traditioner ud i foreningsliv og med sit initiativ skabt mulighed for samvær og glæde og motion.
Nogle læste imidlertid historien diametralt modsat. Dansk Folkepartis folketingsmedlem Louise Frevert, som også er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, udtalte den 24. august til Ritzaus Bureau, at kvindernes lørdagssvømning er intet mindre end apartheid over for de øvrige borgere:
»Naturligvis er det uacceptabelt, at en offentlig svømmehal ikke er tilgængelig for alle i den fulde åbningstid,« sagde Louise Frevert. Hun krævede at ordningen straks hørte op og bad justitsministeren tage stilling til sagen.
Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: ’Apartheid i svømmehal’ lød overskriften over selvsamme historie i Ekstra Bladet dagen efter. Apartheid betyder adskillelse, men fik en meget mere omfattende betydning gennem den systematiske, lovfæstede undertrykkelse, som Sydafrikas hvide mindretal i mange årtier udsatte landets sorte flertal for.
Når nogle føler sig udsat for apartheid, skal man tage dem alvorligt og undersøge, om de faktisk bliver udsat for diskriminerende forskelsbehandling, eller om de lider af paranoia.
Desværre fulgte hverken Ritzau eller Ekstrabladet den journalistiske grundregel om altid at ringe til modparten, når man skriver om folk, der er oppe at toppes.
I så fald havde KI (Københavns Idræt), som driver svømmehallen, nemlig kunne fortælle, at kvinderne bruger svømmehallen uden for åbningstid. At de giver den fastsatte pris på 750 kroner pr. time plus entré og løn til en livredder. At den takst gælder for alle, der ønsker at leje en svømmehal i København.
Men den umage gjorde journalisterne på nyhedsbureauet og avisen sig altså ikke, og derfor kunne man i den følgende uge se læserbrevsskribenter udfolde deres harme i diverse dagblade over denne diskrimination af danske borgere. En mand fra Køge skrev for eksempel i Ekstra Bladet, at det ikke kan »være rigtigt, at kvindelige muslimer nu kan få en svømmehal for sig selv, bare fordi de ikke kan lide at gå i bad sammen med danskere.«
Ad den vej nåede historien frem til Jyllands-Posten og TV2-nyhederne. Her var journalisterne kvikke nok til at finde ud af, at udgangspunket var forkert, at Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade lejer svømmehallen til indvandrerkvinderne på fuldstændigt samme betingelser, som den lejes ud til andre foreninger.
Man skulle tro, det kunne lukke munden på Louise Frevert og ligesindede. Men nej; da det gik op for Frevert, at kvinderne ikke hindrede andre borgeres svømmeudfoldelser, understregede hun over for Jyllands-Posten, at indvandrerne skal bade i den offentlige åbningstid, så de kan lære at forstå dansk kultur og normer:
»Jeg ønsker ikke, de skal forskelsbehandles for offentlige midler, så derfor vil jeg hurtigst muligt rejse sagen i Københavns borgerrepræsentation,« sagde Louise Frevert.
En læserbrevsskribent i Amagerbladet var også fortsat utilfreds. Han brokkede sig over, at skatteyderne betaler kvindernes svømmetimer, og brokkede sig over, at »så skal der også opsættes forhæng, så de kan bade ifølge kultur og traditioner fra hjemlandet.« Han anbefalede Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade-kvarteret at få kvinderne i bassinnet sammen med de »almindelige danskere« og andre indvandrere, under parolen: »væk med forhæng og tilsløring. Frem med livsglæde og fællesskab.«

Det mærkelige er, at hverken Frevert eller de vrede læserbrevsskribenter overvejer, at de svømmende kvinder er lige så meget borgere som alle andre i dette land, og at for eksempel laborant Syraya Jabin er lige så meget skatteyder som alle andre med lønarbejde og derfor med til at finansiere svømmehallen over kommunalskatten.
De overvejer heller ikke, at et særkende ved dansk kultur netop er en skov af puljer og foreninger til fremme af alle mulige gruppers gode liv – inklusive sportsarrangementer for tyksakker, for gamle, for handicappede, for angste, for børn osv., osv.
Og de spilder ikke en tanke på, at det meste sports- og idrætsliv i Danmark foregår lige så kønsopdelt som kvindernes lørdagssvømning i Frankrigsgade svømmehal.
Nu er det heldigvis sådan, at folk her til lands må mene, hvad de vil; men man kan godt tillade sig at bede om lidt konsekvens i deres meninger.
Så her er et par forslag til, hvor Frevert og åndsfæller kan udvide deres krig mod overdreven blufærdighed og kønsadskillelse:
På Svinkløv campingplads, hvor jeg ferierede to uger i sommer, er der adskilte bad- og toiletafdelinger for mænd og kvinder. I kvindernes afdeling er der rosa forhæng for små kabiner med håndvaske, så man kan nette sig i en smule privathed. Det skulle ikke undre mig, om andre campingpladser har lignende forhæng.
Ned med dem! Forhæng er forhæng, uanset om de hænger foran afvaskningskabiner i en svømmehal eller på en campingplads. Læserbrevsskribentens parole fra Amagerbladet kan sagtens genbruges: Væk med forhæng og tilsløring. Frem med livsglæde og fællesskab!
Søbadeanstalterne er et andet oplagt kampagnemål. På Helgoland bader jeg stort set hver dag på afdelingen for damer, der ikke gider bade sammen med mænd. Mænd, der ikke gider bade sammen med damer, har en tilsvarende afdeling på den anden side af det store fælleskønsbassin, kaldet ’Sporten’.
Ned med dame- og herreafdelinger! Dansk fællesbadekultur skal udbredes fra svømmehallerne til friluftsbadningen! Når Amager Strandpark bliver realiseret, og der skal bygges et nyt Helgoland, må separate afdelinger for mænd og kvinder absolut undgås!
På Kløvermarken, ikke langt fra Holmbladsgade, render farvestrålende flokke rundt på kommunalt betalt græs og spiller fodbold – og det er sandt for dyden ikke til at få øje på et eneste kvindeben.
Ind med dem!
Det kan ikke være meningen, at mænd skal have særstatus på kæmpestore grønne skatteyderbetalte arealer, bare fordi de synes, det er sjovere at spille bold uden feminint islæt på holdene!
Fortsæt selv listen, Frevert. Der er nok at tage fat på!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu