Læsetid: 5 min.

Gibbon-knald klokken 11.30

45 yngre kunstnere har indtaget Zoologisk Have i København med kritisk-underfundige indspark
3. september 2002

Kunst i Zoo
Imens udstillingen Dyrebar – billeder og skulpturer af dyrene i ZOO – synger på sidste vers på Sophienholm, åbner en ny udstilling med omvendt fortegn. BRØL tager ikke Zoologisk Have ind i kunsten, men kunsten ud i haven selv.
BRØL er, med arrangørernes egne ord, en udstilling med progressiv nutidskunst. Mere konkret placerer den videoinstillationer, mærkværdige skulpturer og strategiske indgreb blandt Zoologisk haves dyr og deres bure. Det sker ofte i dialog med havens mærkværdige natur. Zoologisk Have er, når alt kommer til alt, et museum med levende væsener, en kunstig udstilling af vilde dyr.
Fernisering fandt sted fredag aften under sensommerens sidste store, blå himmel. Eftersom BRØL er en massiv gruppeudstilling – hele 45 yngre kunstnere og kunstnergrupper deltager – havde en helt umanerlig mængde unge byboere fundet ud til Valby Bakke.
Bevæbnet med med vin og håndbajere slentrede man så rundt, så på samspillet mellem dyr og kunst og hilste på sine venner.
Også det var en del af oplevelsen: Zoologisk Have uden børn, i tusmørke, som optakt til en tur i byen.
Ønsker man fuldt udbytte af BRØL, kan det anbefales at man som det første får fat i et af de små oversigtskort over kunstværkernes placering. Uden det er det ikke kun svært at overskue den ret spredte udstilling. Det er også svært at finde store dele af den, simpelthen.
Flere af udstillingens værker dyrker nemlig en underfundig, underspillet strategi. Det gælder de små, hvide talebobler, der er sat op overalt med kontekstrelevante sætninger som ’På dansk siger en ko muh/ La vacca in danese fa muh« og så videre på en fem-seks sprog. Eller Charlotte B. Johansens Picnic i fire dele, der pakker bordpladen på enkelte af havens udendørs parkborde ind i en rødternet dug af kunststof.
Fint nok, eftertænksomt, lavmælt indgreb og så videre. I praksis drukner det i mødet med havens øvrige attraktioner: Himmelen, dyrene, lydene.
Andre gange rammes man af tvivl. Er det her overhovedet en del af udstillingen? Hvad angår et blåt telt, slået op på en lille græsplæne i havens udkant, ser man kun grænsen mellem kunst og kontekst på grund af skiltet med kunstnernavn og titel: Telt af Olof Ollson. Desværre var det ikke et enestående tilfælde.
Så er der mere – faktisk ret meget – ved de værker, der tør markere sig selv som tydelige brud med havens normalsfære, for derfra at gå i dialog med omgivelserne. Tæt ved indgangen finder man Michael Boelt Fischer og Jacob Hunosøes STOMP!: Gigantiske, dybe fodspor efter en kæmpehøne. I beskuerens fantasi vendes magtforholdet mellem dyr og menneske om. Hvis den nu kom tilbage, kæmpefuglen!
Indenfor, i elefantburet, projicerer Elefbeat bevidst primitiv computergrafik i grelle farver op på storskærm. Stiliserede elefanthoveder og krybskytter glider hen over synsfeltet, akkompagneret af blød musik og mærkværdige budskaber som ’Help make our cities an elephant free zone’. Elefanterne selv bidrog fra deres indelukker med raslende kæder og en skarp, karakteristisk duft. Også her bliver grænsen mellem kunst og kontekst flydende, men nu på kunstens præmisser.

’Lad naturen gro!’
Måske indeholder Elefbeat et kodet budskab om elefanternes befrielse fra menneskenes åg. I så fald rammer den ned i et interessant og tvetydigt greb, der løber gennem flere af BRØL’s værker: Næsten-alvorlige forsøg på at indsætte dyrene som subjekter for utopiske, revolutionære forestillinger.
En opstillet væg i elefantburet var tilklistret med fotos af sammenstød mellem politi og demonstranter; blandt demonstranterne var indklippet fotos af forskellige dyr. De blev akkompagneret af et optrykt citat fra den danske socialismes grundlægger Lois Pio. Dyrene som det 21. århundredes proletariat, undertrykt via politivold, eller et legende, ironisk tankeeksperiment? Måske mest det sidste.
Mere usikker bliver man af Thorgej Steen Hansens Marsvinenes Fristad, der blandt andet bestod af plakater med sentenser som ’Lad naturen gro!’ og ’Fællesskab på tværs af artsskab.’ Den sidste sentens svævede også over et pragtfuldt billede i billboard-størrelse, der som del af kollektivværket Selvsving i Zoo befinder i tunellen mellem havens to dele.
I en stil, der vækker mindelser om både Snøvsen, Bennys Badekar og halvfjersernes politiske agitprop dækker en sølv-, og orangefarvet solopgang himlen bag en tegneserie-storby. I forgrunden ser man en sø, der forurenes af spildevand. Og en åben ladvogn, hvor heste iført indianerfjer kørte afsted mod friheden: ’Rock’ og ’Revolution’ står der på dens sider. Rundt omkring springer udklippede fotos af Danmarks vilde fauna.
Tolkningen? Værket kipper mellem regelret økokritik og en kærlig erindring af 70’ernes folkelige, men håbløst naive utopier. Samme utopiers æstetiske udtryk knytter for en hel generation – født i slutningen af 60’erne og fremefter – ikke an til storpolitik, men til barndomsminder. Også derfor hører de hjemme i Zoologisk Have.
I forbindelse med BRØL er der kommet et egentligt katalog, der både kan fås som cd-rom og som en mængde løsark om de forskellige værker. Derudover har forfatteren Pablo Henrik Llambias udgivet den lille bog Haven.
Den indeholder fotografier og korte prosastykker, der giver dyrene selv stemme. De viser sig – som Llambias selv – at have et skarpt blik for arkitektonisk mikroanalyse. Og for de blindpunkter, der er indlejret i vores daglige forestillinger om, f. eks., en zoologisk have.

Upassende gys
»Den kulisse, jeg bor i, er bygget op omkring en lille dramatisk fortælling. Du kigger ned i hullet med et upassende gys og tænker: Hvad ville der ske, hvis du faldt ned til mig?« siger isbjørnen. Okapien er omgængelig, men optaget af det passende. »Ligesom en del andre dyr i haven er jeg håndtam. Du kan klappe mig, hvis du vil. Men det er ikke, hvad du skal. I zoologisk have er jeg nemlig et vildt dyr.«
Kritisk-underfundige indspark i den eksisterende haves kunstige naturlighed og overgearede utopier på ironiens grænser. Det er, hvad man finder i de bedste af BRØL’s værker. Tag gerne ud og se udstillingen. Om ikke andet får man anledning til at overveje, hvor grænsen går mellem os og dyrene. Og derefter, hvor grænsen går mellem dem og kunsten.

*BRØL. Progressiv nutidskunst. Arrangeret af Thorgej Steen Hansen og Sophus Ejler Jepsen. Kan ses indtil den 30. september i Zoologisk Have, København.

*Pablo Henrik Llambias: Haven. Uden paginering, 40 kr. Forlaget Space Poetry

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu