Læsetid: 2 min.

Gør sig godt i Toronto

Susanne Biers og Kristian Levrings nye film har festival-succes
13. september 2002

(2. sektion)

Festival
Publikum og anmeldere er ved at falde over hinanden for at rose Susanne Biers nye Dogme-film Elsker dig for evigt efter den første visning på betydningsfulde Toronto-filmfestival i Canada.
»Den er så autentisk, at man føler, at man er i rum med familen i filmen,« sagde fagbladet Screen Internationals anmelder Mike Goodridge. »Der er intet kunstigt i den, og det er meget smertefuldt. At det er en Dogme-film betyder ikke noget i sig selv, men dansk film har vist, hvor fabelagtig og troværdig film kan være, når sandhed og skuespil står i centrum. Alle skuespillerne er fantastiske, ikke mindst Paprika Steen. Det har været den bedste film på festivalen.«

Rift om Bier
Mens kritikken er haglet ned over den historisk betydelige filmfestival i Venedig, har dens konkurrent i Canada, Toronto-festivalen, kronede dage. Festivalen afholdes for 27. gang og har fra midt i 90’erne markeret sig som et af de vigtigste steder at få vist sin film, hvis den skal sælges uden for landets grænser. Efter at dansk film er blevet en eftertragtet vare på det internationale marked, er den danske tilstedeværelse således også blevet større. Sidste år blev Ole Christian Madsens En Kærlighedshistorie vist, og i år blev to nye film af danske Dogme-instruktører vejet og bedømt af det kræsne publikum. Det var Susanne Biers Elsker Dig For Evigt og Kristian Levrings The Intended.
Susanne Biers første livtag med dogme-reglerne var faktisk allerede en succes, inden den fik sin danske premiere sidste fredag. Filmen er allerede købt til distribution i USA, Tyskland, Spanien, England og Australien, og med både anmeldere og købere tilfredsstillede er der ingen tvivl om, at Bier har fået sit internationale gennembrud med Elsker Dig For Evigt, som fra 19. september også er i hovedkonkurrencen ved film festivalen i San Sebastian.

Ikke for enhver smag
Som en trold fra en æske dukkede Kristian Levring op som den ukendte fjerde oprindelige Dogmebror med The King Is Alive. Den afskilte sig markant fra de andre danske dogmefilm ved både at foregå uden for Hvidovre Kommune og være på engelsk.
I The Intended er handlingen flyttet fra den afrikanske ørken til Malaysias jungle, og Levring har denne gang skrevet historien med sin private partner, skuespilleren Janet McTeer. Hun har også hovedrollen som Sarah, der sammen med sin unge elsker, Hamish (JJ Feild), dukker op på en afsidesliggende handelsstation i junglen i 1924. Parret er tydeligvis på flugt og må affinde sig med de kummerlige forhold på den faldefærdige station. Hamish skal kortlægge en rute gennem junglen, og Sarah lades alene tilbage midt i en uhyggelig magtkamp mellem stedets leder, mrs. Jones og hendes søn William.
Filmen er visuelt og stemningsmæssigt meget lig Levrings Dogmefilm, men er trods alt mere lettilgængelig uden at afvige fra instruktørens dystre menneskesyn. Det er ikke en behagelig film, men samtidig en man ikke glemmer lige med det samme.
Selvom filmen er en engelsk-dansk coproduktion, er den ikke premieresat herhjemme, og om den bliver det, afhænger sikkert meget af, hvordan den klarer sig på det engelske og amerikanske marked. For Levring, der er bosat i London, er et eksempel på, at succes ude ikke garanterer succes hjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu