Læsetid: 3 min.

Groggy Tørnæs

En kombination af urimelig dårlig opbakning fra egne rækker og manglende strategiske evner, sender minister på nedtur
27. september 2002

Portræt
Hun så noget groggy ud, undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), da hun onsdag kom ud fra drøftelserne med de tilbageværende partier om et ny folkeskoleforlig. Ganske vist er partierne tæt på at opnå enighed, men det har været endnu et forløb med store prestigetab for en minister, der har været i modvind – mere eller mindre selvforskyldt – siden tiltrædelsen for knapt et år siden.
Senest har hun kunnet læse i avisen, at hun stod for tur i den ministerrokade, statsminister Anders Fogh angiveligt skulle planlægge. Medfulgt af dumpekarakter i avisledere, som samtidig opridsede den 40-årige ministers manglende evner for det politiske håndværk.
Et håndværk hun har manglet i den svære balance mellem at skulle tilfredsstille regeringstoppens behov for et bredt forlig om folkeskolen – og samtidig forhandle Venstres ideologiske mærkesager igennem med partier, der var rasende over, at hun havde brudt forliget om folkeskolen.
Med sig til de nye forhandlinger har hun tilmed haft en økonomisk kommuneaftale med finansministerens fingeraftryk, hvilket har givet oppositionen en kærkommen mulighed for at afvise mangt og meget af frygt for, at kommunerne vil lade økonomien styre skolen og ikke pædagogiske hensyn.
Tørnæs må yderligere have følt statsministerens ånde i nakken, fordi hun ikke havde iklædt sig den særlige tykhudede Venstrefacon, da hun på bunden opgave udstedt af statsministeren brød folkeskoleforliget. Hun var ærlig og erkendte, som rigtigt var, at der var tale om forligsbrud.
For få dage senere at blive ofret af statsministeren, der afviste, at der var tale om noget sådant. Det havde Venstre nemlig lovet under valgkampen ikke at gøre, og Tørnæs’ ærlighed var ikke godt for en regeringsleder, der har sat sin politiske troværdighed og sit mandat ind på at holde sine løfter over for vælgerne.

Nemt offer
Undervisningsministeren, der ellers kommer fra en familie med en lang politisk tradition, har desuden været et nemt offer for de rævekager, oppositionen har bagt i forløbet omkring folkeskoleforhandlingerne. Politisk uenighed mellem regeringspartierne er endnu engang blevet udstillet, og pludselig måtte Tørnæs tilmed konstatere, at der dannede sig et flertal uden om regeringen, da støtterne i Dansk Folkeparti meddelte, at de var mere enige med oppositionen end med ministeren.
Hvis hun havde været lidt mindre arrogant over for partiet, som først ikke blev indbudt til forhandlingerne, og i øvrigt havde brugt mere tid på at gøde støttepartiet, var det måske blevet i folden.
Nu kommer Ulla Tørnæs ud med et forlig, der i offentligheden klart fremstår som tømt for Venstre-ideolgisk indhold, fordi hun har måttet trække flere forslag i land. At den endelige lovtekst måske ikke bliver så langt fra hendes ønsker endda, er en anden sag, som derimod vil gå hen over hovedet på offentligheden – takket være de drevne uddannelsesordførere i oppositionen, som dygtigt har udnyttet Tørnæs’ svage position til at profilere sig.

Politiker med stort P
Tørnæs får skudsmålet, at hun er politiker med stort P, men derimod ikke er så meget inde i teknikaliteterne på sit ressortområde. Det har fået folk i uddannelsesverdenen til at se hende som en minister med skyklapper på, eftersom hun tilsyneladende heller ikke kan kunsten at vise, at hun lytter, men alligevel står fast på sit. Sådan oplevede efterskolerne det på et nyligt afholdt møde med Venstre- samt friskolefolk. Ministeren holdt en tale, hvor hun slog fast, at efterskolerne skulle indstille sig på, at færre unge skulle tage 10. klasse. Dernæst var der en lang debat, hvor tilhørerne fremførte kritik, hvorefter ministeren repeterede synspunkterne i sin tale – uden at signalere at kritikerne trods alt var blevet hørt.
Ulla Tørnæs er en af de få kvindelige Venstre-ministre, og måske kan det blive Foghs egen kattepine, at han gjorde hende til en endnu svagere minister, som han må afskedige med det resultat, at der kun sidder gamle mænd på ministertaburetterne, efter partiets møjsommelige arbejde med også at kunne appellere til de kvindelige vælgere.

FAKTA
Ulla Tørnæs undervisningsministeren blev som 32-årig valgt ind i Folketinget og har i en årrække været politisk ordfører for sit parti Venstre, mens det sad i opposition. Er datter af en tidligere minister, nuværende amtsborgmester i Ribe, Laurits Tørnæs

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her