Læsetid: 5 min.

Det handler om ledelse

Den tidligere, socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen er en undrende tilskuer til den socialdemokratiske krise. Det er en ledelsesopgave at få gang i fornyelsen, mener den tidligere toppolitiker
14. september 2002

Ledelsen
»Nu nærmer vi os afgrunden.«
Det var den socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen, der sagde de berømte ord.
Ordene faldt i 1979, da Knud Heinesen netop var gået af som finansminister, og den danske økonomi var ved at brase sammen under vægten af høje oliepriser og stigende arbejdsløshed. Så galt gik det ikke, og Knud Heinesen fik godt et år mere som minister under Anker Jørgensen, før han trak sig tilbage fra politik i 1985. Han nåede også at være næstformand for partiet, politisk ordfører og formand for Folketingsgruppen, og er blevet kaldt: »Den bedste statsminister, vi aldrig fik.«
Efter sit exit fra politik har Knud Heinesen beklædt en række topposter i det private erhvervsliv, og den nu 70-årige socialdemokrat sidder stadig som formand for TDCs bestyrelse. Fra den post har han været med til at forny det gamle TeleDanmark, og gøre det klar til at tage konkurrencen op i den nye verden, hvor globalisering og individualisering er hverdagsord for en stor del af danskerne.
Det er nogenlunde den sammen fornyelsesproces, som hans gamle parti i øjeblikket forsøger at få sat på skinner, og som erhvervsleder og tidligere toppolitiker kan Knud Heinesen ikke helt lade være med at undre sig over fremgangsmetoden.
»Jeg mener, at håndteringen af fornyelsesprocessen har været uforståelig, uprofessionel og dårlig. Derfor er der behov for, at den ny ledelse løser problemerne med fornyelsen og kommer med en klargøring og præcisering af, hvad der er socialdemokratisk politik i den nuværende situation,« siger Knud Heinesen.

Behov for klarhed
Oven på de sidste ugers diskussion er der ikke meget tvivl om, hvor der skal sættes ind først.
»Med den rolle, som udlændingepolitiken spiller er der især behov for en klarhed der, men det gælder også på en lang række andre punkter. Det har man jo arbejdet med, og der er udformet flere forslag, men det er druknet i den magtkamp og de personstridigheder, der har fundet sted,« siger Knud Heinesen.
Knud Heinesen mener, at det er ekstra ærgeligt netop nu, hvor han ser et ekstra stort behov for et stærkt Socialdemokrati, der kan være en modvægt, mens samfundet bevæger sig i retning af det mere liberale.
»Der er brug for, at Socialdemokratiet udvikler et nutidigt tankesæt og en politik, der kan imødegå risikoen for, at de dårligst stillede bliver udstødt i liberaliseringens og globaliseringens grænseløse verden,« siger han.
Han er dog ikke i tvivl om, at partiet kan finde en fælles løsning, selv om fløjene står langt fra hinanden.
»Det skal de jo simpelthen, og det er en ledelsesopgave at sørge for det,« siger han, og fortsætter:
»En ledelsesopgave i erhvervslivet og i politik er, at man når de mål, man sætter sig. Man bliver nødt til at sætte sig det mål at finde fodslag på de her områder. I politik er et godt forslag et forslag, der vedtages – resten er uinteressant.«
Derfor har Knud Heinesen heller ikke meget tilovers for de fornyelsestanker, der blev luftet i LO’s ugebrev, A4, for tre uger siden. Ideen med at give den gamle partiorganisation en saltvandsindsprøjtning ved at uddanne 30 »spydspidser« forstår han slet ikke.
»Jeg kan godt forstå, at Nyrup har overvejet et supplement til partistrukturen, men jeg synes faktisk, det der kom frem om den rapport var præget af for meget management og for lidt politisk forstand. Allerede managementsproget måtte kalde på modsigelse,« siger Knud Heinesen.
Knud Heinesen kan dog godt genkende nogle af de problemer, som Socialdemokratiet sidder i for øjeblikket, selv om forholdene er blevet mere giftige internt efter formandsopgøret i 1992.
»Der var bestemt også modsætninger på centrale spørgsmål i min tid, som f.eks EU-politiken, men der var ikke de problemer, som formandsskiftet i ’92 har efterladt. Intriger og frontdannelser var ikke kendt i samme omfang, og stemningen var ikke så uforsonlig, som den har været i de senere år,« siger han.
Roden til meget af balladen er også velkendt for Knud Heinesen. Den ligger i de grundlæggende problemer, som Socialdemokratiet får, når de mister regeringsmagten.
»Det er tydeligt sværere for Socialdemokratiet at være i opposition. Det har det altid været. Det hænger sammen med, at Socialdemokratiet har været regeringsbærende parti i lange perioder, og det er derfor en betydelig del af den socialdemokratiske selvforståelse, at man har direkte mulighed for at påvirke tingene. Samtidig har der altid været forskellige synspunkter i partiet, og disse synspunkter er det noget nemmere at disciplinere, når man er i regering,« siger Knud Heinesen.

Manglende disciplin
Den manglende disciplin har netop været et af Poul Nyrup Rasmussens største problemer gennem de sidste uger. Gang på gang har hans egne partikammerater kastet grus i fornyelsesprocessen med kraftige offentlige markeringer. I de senere dage har medlemmer helt oppe i Folketingsgruppen endda åbent krævet hans afgang. Poul Nyrups person er belastet af det sviende valgnederlag, og flere socialdemokrater mener ikke, at han kan genvinde regeringsmagten.
Den problematik har Knud Heinesen ikke lyst til at forholde sig til, men han påpeger, at også Anker Jørgensen var dybt upopulær i perioder, men at det alligevel lykkedes ham at komme tilbage. Han mener heller ikke, man skal glemme, at Poul Nyrup Rasmussen har tjent sine sporer som regeringschef.
»Kombinationen Nyrup, Lykketoft og Jelved præsterede den bedste økonomiske politik siden anden verdenskrig. Derfor er det så meget
desto ærgeligere, at valgkampen var så dårlig, og at fornyelsesforsøget blev forkludret,« siger Knud Heinesen.
Han minder også om, at der i det danske socialdemokrati ikke er tradition for, at formanden trækker sig efter et valgnederlag, selv om det da er blevet diskuteret flere gange i hans tid.
»Det er klart, at når man har haft et valgnederlag, så har det været diskuteret lejlighedsvis om partiformanden skulle trække sig. Jeg kan huske engang, hvor Anker Jørgensen direkte spurgte, om der var nogen i den daglige ledelse, der syntes, at han burde trække sig tilbage. Vi sagde nej, for vi oplevede det som et kollektivt ansvar, at det var gået som det gik,« fortæller Knud Heinesen, og fortsætter:
»Men lad mig sige det sådan: Han tabte ikke noget på, at han spurgte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu