Portræt
Biografien er en rockmusiker værdig: tre forliste ægteskaber, tre børn, to depression, alkoholisme, faderkomplekser, utroskab, landflygtighed og berømmelse. Stjernefotos med Helena Christensen, solbriller som Keith Richard. Forfulgt af ukendte brandstiftere.
Nå, kunne man sige og trække på skuldrene, det kan vel være lige meget. Men lige med Kurt Trampedach er det ikke helt lige meget. Den 59-årige internationalt berømte danske maler hører til den uddøende kategori af kunstnere, hvis liv og kunst går i et. Sådan en rigtig kunstner med patos og ægte weltschmerz.
»Mit kunst er min terapi,« fortalte Trampedach til Ekstrabladet i 1999. »Jeg maler rædslen frem på billederne for at mane dem til jorden. Picasso sagde: Hvis vi giver form til dæmonerne, bliver vi frie. Det tror jeg er rigtigt. Hvis du løber fra dæmonerne, vokser de sig større.«
Kunsthistorikeren Mikael Wivel er i sin bog om vennen Trampedach inde på samme spor:
»Netop i tilfældet Kurt Trampedach lader liv og værk sig ikke skille ad.«
Ifølge Wivel har Trampedach været utilpasset hele sit liv. »Således var det først relativt sent han fandt ud af, at det var hans fra faderen nedarvede, depressive gemyt, der gav ham denne følelse af fundamental isolation,« skriver Wivel i biografien Kurt Trampedach.
Det depressive gemyt lammede i 1982 Trampedach i ni måneder. Men det var ikke bare depressionen Trampedach havde arvet fra sin far, men også en hang til alkohol. Den lagde han på hylden efter nedturen i 1982.
Det kan således ikke undre, at Trampedach igen og igen vender tilbage til menneskets grundlæggende ensomhed som tematik i sine malerier. Og ikke blot en abstrakt ensomhed, men sin helt egen: Trampedach er berømt for sin monomane dyrkelse af selvportrættet.
En frygtelig september
Fra gennembruddet tidligt i 60erne som figurativ maler, var hans værker præget af en nedtonet jordfarveskala. Inspirationen var på den ene side noget så klassisk som Rembrandts og Bacons figurative verdener. På den anden side benyttede han sig af rockmusikerens selviscenesættende attitude. Og præcis lige som helten Bob Dylan i slutningen af 70erne blev gudfrygtig og vendte verden ryggen, flyttede Trampedach i 1978 til Baskerlandet og rettede penslen mod sig selv. I sin biografi karakteriserer Mikael Wivel flytningen som en feberredning: »Hjemme kunne han ikke længere holde ud at være, han var faret vild i sin motivverden, hans ægteskab gik dårligt, og han følte klart at han var kommet helt ud af trit med tiden.«
Trampedach var på daværende tidspunkt gift for anden gang. Hustruen var Anette med det velhavende efternavn Aller, og parret levede et mondænt liv i Nordsjælland.
Rejsen til Baskerlandet blev på mange måder en rejse væk fra Danmark. Da Trampedach udstillede på Copenhagen Art Forum i 1999, var det således første gang i 16 år, at han fremviste malerier i Danmark.
»Jeg udstillede her sidst i 1983,
lige efter jeg var holdt op med at drikke, og da var jeg træt af kunstlivet og påvirket af både selvhad og hybris. Mit hoved var nok blevet lidt for stort. Der skulle omvæltninger til, og jeg besluttede, at jeg i mit andet liv ikke ville gentage en del af de ting, jeg havde gjort tidligere,« forklarede han dengang i et interview.
1999 var også året hvor Trampedach blev gift for tredje gang og for anden gang med en Aller. Denne gang med fornavnet Sofie. Parret blev skilt i begyndelsen af september i år, få dage før kunstnerens
atelier i Baskerlandet brændte ned. Med branden i går har september 2002 udviklet sig til noget af en katastrofe for Trampedach. Han var da også alt andet end optimistisk da han for 14 dage siden blev spurgt til konsekvenserne af branden.
»Min største drøm var, at ejendommen og det hele skulle være museum, når jeg engang var væk. Måske kan det blive aktuelt, før man aner det, selvom jeg havde planlagt at blive 100 år. Det her tager livet af mig.«
