Læsetid: 3 min.

Hvem vil købe en brugt bil af de to?

USA’s præsident, George W. Bush, og Storbritanniens premierminister, Tony Blair, forsøger at overbevise verden om, at tiden er inde til at angribe Irak. Kan man stole på dem?
10. september 2002

Analyse
I går kom tænketanken International Institute for Strategic Studies med en rapport om Iraks våben.
De færreste fandt noget nyt i den. Saddam Hussein har formentlig nogle biologiske og kemiske våben. Og han kan erhverve sig atomvåben, hvis han får tilranet sig det nødvendige udstyr.
Forleden kom International Atomic Energy Agency med en lignende rapport, hvilket fik Tony Blair til at sige, at atomtruslen fra Irak nu var overhængende.
Det dementerede energiagenturet. Det har »ingen ny information«, som det lød fra agenturet. Hvordan skulle nogen også kunne have det. Der har ikke været nogen våbeninspektører inde i Irak siden 1998.
Ikke desto mindre har Bush og Blair de seneste dage trykket speederen på Irak-retorikken i bund. Faren for det internationale samfund er »klar«, »utvetydig« eller ligefrem »umiddelbar«.
Men ingen har indtil videre fremlagt overbevisende beviser.
Bush og Blair siger, at de har dem, og Blair har lovet at fremlægge en rapport inden for få uger. Men det kan ikke undgå at undre, hvorfor fakta først kommer om nogle uger, hvis de er tilgængelige nu.
Blair forsvarer sig med, at sikkerhedsapparaturet – CIA, MI6 og andre landes efterretningstjenester – er beklemte ved at få noget offentliggjort, som kan skade deres arbejde – deres spioner for eksempel.
Der må forhandles med dem. Dertil er kun at sige, at det havde været praktisk, om Blair havde fuldendt disse forhandlinger, inden han lovede offentligheden indsigt i den påståede umiddelbare trussel fra Saddam Hussein.
I realiteten er der ingen i offentligheden, som aner, hvad der foregår inde i Irak. Det offentlige forum kan kun forlade sig på uklassificerede oplysninger.
Bush og Blair har adgang til fortrolige informationer. Hvilket naturligvis indebærer, at de måske har ret i, at Irak udgør en så stor fare for menneskeheden, at det internationale samfund må slå til på forhånd. Nu.
Derfor er spørgsmålet om offentlig opbakning til at angribe Irak eller ej i realiteten udelukkende et spørgsmål om tillid.
Tillid til præsident Bush og premierminister Blair.

F ormår de at overbevise verden om, at Irak virkelig er en sådan trussel, at den bør elimineres? Har de en tilstrækkeligt stor moralsk værdibeholdning til, at verden tør tro på dem?
Umiddelbart er svaret nej. Præsident Bush blev kun præsident på baggrund af optællinger og fintællinger, og der hviler stadig en mistanke over ham af, at han faktisk stjal præsidentembedet fra Al Gore, som fik flere stemmer.
Premierminister Blair har ét problem mindre end Bush – han har ikke nogen opposition, der blot kommer i nærheden af at ligne et alternativ.
Ikke desto mindre blev han ved sidste valg kun valgt ind med under 25 pct. af stemmerne. Resten af vælgerne stemte på nogle andre eller blev hjemme.
Ingen af de to ledere er altså i besiddelse af stor, overvældende, personlig opbakning fra deres respektive befolkningers side.
Spørgsmålet er så, om de kan skabe den. Det ligner et arbejde op ad bakke.
I USA meddelte Tv-stationen ABC sidste uge, at 56 pct. nu støtter en militæraktion mod Irak. Det er i modsætning til 69 pct. for få uger siden. Og kun 39 pct. går med til et ensidigt Irak-angreb, hvis USA’s allierede går imod.
I Storbritannien viste en undersøgelse i The Mirror sidste uge, at 71 pct. af briterne er imod britisk deltagelse i en Irak-krig.
Skal Bush og Blair vende den stemning, må der anderledes håndfaste beviser til, end verden endnu har set.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her