Læsetid: 4 min.

Intellektuelle tager ordet i valgkampen

Kansler Gerhard Schröder står på god fod med kunstnere og intellektuelle forud for søndagens valg. Udfordreren Edmund Stoiber har det sværere
20. september 2002

(2. sektion)

Gerhard Schröder står på god fod med kunstnere og intellektuelle forud for søndagens valg. Udfordreren Edmund Stoiber har det sværere

Tyskland
Når det kommer til stykket, gider den regerende forbundskansler, Gerhard Schröder (SPD), ikke læse. Han vil langt hellere informere sig ved samtale – og blandt samtalepartnerne er også kunstnere og intellektuelle.
Når hans arbejdsdag er slut, inviterer han forfattere, musikere, skuespillere, filosoffer indenfor i sit ministerium, der fungerer som hans private hjem, når han er i Berlin.
Sidste efterår inviterede han således 30 fremtrædende tænkere og forfattere til middag og debat om »fremtiden« i lyset af terrorangrebene den 11. september.
»Nye spørgsmål skal besvares. Spørgsmål som retter sig mod både intellektuelle og politikere,« skrev Schröder i sin indbydelse til bl.a. filosoffen Peter Sloterdijk samt forfatterne Günter Grass, Siegfried Lenz og Christa Wolf.
Møderne med kansleren har som regel privat karakter, de er ikke noget, Schröder bryster sig af – kun hvis samtalerne fortsættes i det offentlige rum, erfarer borgerne om indholdet – for eksempel i juni i år, da Schröder optrådte i et tv-talkshow på ARD sammen med forfatteren og Nobel-prismodtageren Günter Grass.
Grass bekendte sig i udsendelsen til Schröder-regeringen – »jeg er for rødt-grønt«, uden af den grund at tie med sin kritik af bl.a. erhvervslivets voksende indflydelse på politikernes beslutninger.
»Uden industriens accept er det næsten umuligt at gennemføre gennemgribende reformer,« beklagede Grass.

En sikker støtte
Günter Grass har siden 60’erne støttet SPD og medvirket i flere valgkampe sammen med bl.a. Willy Brandt og Oskar Lafontaine. I år støtter han Gerhard Schröder i kampen mod den konservative udfordrer, Edmund Stoiber (CDU-CSU).
I et indlæg i SPD-valgavisen Politik für Deutschland fortæller han hvorfor:
»Den 22. september (valgdagen på søndag, red.) forestår en retningsafgørelse for Tyskland og Europa!«
Grass advarer i sin tekst mod Stoiber, som han kalder »en politisk kamæleon« med en »bagstræberisk profil«.
»Vi ved for længst, hvad Edmund Stoiber står for: udfald mod udlændinge og mindretal, et forældet kvinde- og familiebillede. Han er en siden Strauss’ dage skandale-ombrust politiker.«
»Tyskland skal forblive et bolværk mod den nye højrepopulisme og dens overfladiske lov-og-orden-paroler, dens udstødelse af udlændinge, mindretal og socialt udstødte, dens intolerance og fjendebilleder. Lad os forsvare det tolerante og åbne Tyskland, der er opstået efter en vanskelig proces. Også af denne grund støtter jeg socialdemokraternes og De Grønnes koalition, så den kan fortsætte sit arbejde,« slutter Grass.

Støtte på nettet
I disse dage bliver Gerhard Schröders åbenhed over for filosofi og kunst belønnet. En lang række intellektuelle og kunstnere yder deres bidrag til hans genvalg. Det sker via annoncer i dagblade og på internettet, hvor Schröder-supporterne har deres egen hjemmeside.
Budskabet er Wir für Schröder, og hver dag tager en ny personlighed ordet. Forleden var det kunstmaleren Johannes Heisig:
»Jeg er for Gerhard Schröder, fordi jeg støtter et alternativ til ’markedskræfternes frie spil’ og en problembevidsthed, der beholder Willy Brandts blik for en solidarisk verdensforståelse,« forklarede han.
På en anden hjemmeside roser blandt andre filosoffen Jürgen Habermas, litteraturforskeren Walter Jens og formanden for den tyske PEN-klub, Johano Strasser, kansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) for at have gjort Tyskland »klar til det 21. århundrede«:
»I Kohl-æraen var der ikke noget problem. Alt, hvad der kunne forskrække vælgerne, blev fortrængt. Først regeringen Schröder-Fischer har bestræbt sig for at gøre dette samfund fremtidsdueligt – også selvom det ofte var upopulært. Det rakte fra offentlige besparelser til grønne afgifter, fra nye regler om statsborgerskab til understøttelse af alternativ energi (...).«
»Selvfølgelig har regeringen ikke gjort alt rigtigt. Heller ikke for os. Og noget er mislykket, andet slet ikke berørt. Men begyndelsen er gjort.«

Ikke en eneste
Om de konservative skriver initiativet Für Rot-Grün, at de vil skrue tiden tilbage – »fra atomstop til de grønne afgifter.«
»Naturligvis vil de placere en (person) i Landbrugsministeriet, som er landmændene venligt stemt. Og de vil sænke skatterne – især for de højeste indtægter, så vigtige statsopgaver enten lider skade, eller den offentlige gæld vokser. I stedet vil de øge udgifterne til militæret – ja, de vil udvide Forbundshæren.«
Hos modkandidaten Edmund Stoiber (CDU-CSU) er den intellektuelle støtte betydeligt mindre.
»På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en eneste forfatter, der lader sig begejstre over Stoiber,« siger PEN-formand Johano Strasser. Han er selv medlem af SPD, men mener alligevel ikke, at valgkampen er særligt motiverende for landets forfattere.
»Store emner som nedrustning eller NATO’s dobbeltbeslutning mangler. Det handler ikke om det store Enten-Eller, det er ingen historisk beslutning. Mange kan heller ikke få øje på den store forskel mellem de to store partier. Oveni er en del også skuffede over Schröder,« bedømmer Strasser.
Edmund Stoiber står ingenlunde alene under valgkampen. Han kan glæde sig over støtte fra en perlerække af skuespillere og sportsfolk - og fra fyrstinde Mariae Gloria Ferdinanda Joachima af Thurn og Taxis.
»Han er meget sexet, og det er særlig vigtigt for os kvinder,« fortalte fyrstinde Gloria i et tv-interview sidste år.

*Læs mere på www.wirfuerschroeder.de
og fuer-rot-grun.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu