Læsetid: 4 min.

Kærlighed og andre forbrydelser

I en alder af 73 besluttede den amerikanske legende Lee Hazlewood, at nu var tiden moden til at give en koncert i Danmark
10. september 2002

Koncert
Så kom den gamle mand endelig til Danmark og oven i købet med manér: Musikhuset i Århus lagde ramme til den 73-årige amerikanske sangskriver, sanger og producer Lee Hazlewoods første – og efter alt sandsynlighed, eneste – koncert på dansk jord... nogensinde! Som gammel kortbærer i Foreningen til Lee Hazlewoods Bevarelse var Deres udsendte godt klar over, at menigheden ikke er jættestor, hvorfor valget af venue da også var en overraskelse. Men okay, kunne de fremmødte ikke fylde salen – slet ikke, faktisk – blev Hazlewood hyldet så eftertrykkeligt af det håndplukkede, men i øvrigt på alle måder uegale publikum, så han i det mindste ikke behøvede forlade Århus med dårlig smag i munden.
Aftenen forinden bevidnede denne signatur 1.600 mennesker hylde C.V. Jørgensen ovre i det eftertrykkeligt røvsyge Scandinavian Congress Center, ét af den slags steder hvor man får stærkt på fornemmelsen, at Døden kun er en formssag. Her fik man stort set, hvad man har lært at forvente fra dén kant – et bredt udsnit af mandens to seneste cd-udgivelser garneret med to golden oldies og ingen greatest hits. Nuvel, Hazlewood har aldrig selv haft et hit, men hans kendteste sange var dog store hits for Nancy Sinatra i 60’erne – og flere har antaget karakter af miniklassikere, indspillet af så forskellige kunstnere som Frank Sinatra, Elvis Presley, Dusty Springfield, The Jesus & Mary Chain, Lambchop, ja sidste måneds Primal Scream-cd indeholdt en Hazlewood-cover – så der lå en logisk perversitet i, at de stort set blev ignoreret, bortset fra en lidt pligtbetonet udgave af »These Boots Are Made For Walking« fyret af hen mod sættets afslutning. Aftenen stod kun i nostalgiens tegn i den forstand, at mandens bedste år åbenlyst lå bag ham.

En uskøn bariton
Hvad de færreste ved er, at Lee Hazlewood har en lang – og lidet succesfuld – karriere som soloartist bag sig, hvor det siden debuten i 1963 med det symptomatisk betitlede Trouble Is A Lonely Town er blevet til 23 generelt gode, nogen gange blændede lp’er og cd’er – heriblandt det klassiske duet-udspil med Frank Sinatras datter, Nancy & Lee fra 1968, der indeholder uopslidelige miniature dramaer som »Some Velvet Morning«, »Summer Wine« og »Sand« – som der kan gå det meste af et voksenliv med at få samlet komplet, spredt som de er på alskens pladeselskaber og lidet velsælgende som de var oven i. Det var denne ’hemmelige’, alsidige og frodige produktion, der udgjorde kernen i dét sæt, han fyrede af fra scenen i Århus, siddende på kanten af en barstol, som om den gamle, tilrøgede og uskønne baryton måtte have noget at læne sig op af.
Man turde i højere grad have håbet på, at Hazlewood havde kunnet læne sig op ad det til lejligheden sammenstillede band, for det bragte ikke ligefrem hurraråbene frem på læberne. Lad gå at hans faste makker siden 1956, guitaristen Al Casey, havde haft snablen godt nede i den danske most siden hvad der lignede morgenstunden – han spillede åbenlyst efter devicen ’hvis-det-er-lørdag-må-jeg-være-skidefuld-et-eller-andet-sted-i-Europa!’ – derimod lød musikerne fra det britiske band High Llamas som om de var på tynd is; de spillede usikkert og tøvende og rytmegruppen formåede ikke at få det til at svinge. Manglen på en kvindelig vokalist betød at hans mange duetter forblev i skabet, på nær en bizar tolkning af præ-Nancy-kompositionen »The Girls In Paris«, hvis omkvæd bør afsynges af en pigestemme og ikke af en i forvejen voldsomt belastende keyboardspiller.

Hånden i mølposen
Når det endte med at blive en positiv oplevelse, skyldes det Lee Hazlewoods nærvær, tørre humor og beskedne personlighed, der udmøntede sig i noget så gammeldags som et godt show. Samt ikke mindst at han, hvad angik repertoire, havde haft hånden i mølposen og var kommet op med en stribe af de sange, vi Hazlewood-aficionados gerne rejser langt for at høre Mesteren afsynge. Hvad angår stemme, har han aldrig haft meget mere at rutte med end f.eks. Lenoard Cohen, men som denne formår han at få det optimale ud af den ved at satse på stoffets iboende drama – han er en suveræn historiefortæller – og i det hele taget gå på tynd line mellem det deklamatoriske og det sungne.
Der var således fuldstændig stille, da det obskure »Soul’s Island« affyredes; en sang fra det lige så obskure A House Safe For Tigers, hvilket endvidere var en svensk tv-film fra 1975 – Lee Hazlewood boede i en periode i 70’erne i Sverige, hvor han blev verdensberømt via tv-filmen A Cowboy In Sweden, hvilket også er titlen på hans kendteste album.
Fra Cowboy sang han »Pray Them Bars Away« og fra manges bud på hans mest gennemførte album, Requiem For An Almost Lady både »I’m Glad I’m Never ... » og »If It’s Monday Morning«. Vi fik den fortryllende »She Came Running«, den selvbiografiske »Poet, Fool or Bum«, road-klassikeren »I’ve Got To Be Movin’« og over en halvanden times spilletid mange flere should-have-been-hits, der som samlet overskrift kunne have lp-titlen Love & Other Crimes. Læg dertil et lille udvalg fra de tre comeback-cd’er, det er blevet til de sidste par år, hvor han efter over 20 års fravær er vendt tilbage til pladebranchen.
Den Store Lydmand var ham dog ikke nådig, og han kæmpede i orkestret med
feedbackproblemer. Ikke desto mindre var det både bevægende, morsomt og præget af alderdommens eftertanke på en god måde. Som helhed beviste showet (endnu engang), at Hazlewood har en selvskreven plads ved siden af andre store amerikanske ’story-tellers’ som Willie Nelson, Johnny Cash og Townes von Zandt, selvom det pladekøbende publikum altså aldrig rigtig har taget denne gamle, drevne rotte til sig.

*Lee Hazlewood m/band, Musikhuset, Århus, lørdag
*Lee Hazlewood spiller mandag aften på Kulturbolaget i Malmö

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her