Læsetid: 4 min.

Kærlighed og konsekvens

’Når man skal være sammen med de drenge, er det vigtigste, at man vil dem, og det vil jeg,’ siger Henrik Vang
20. september 2002

Legeonkel
For to et halvt år siden blev Henrik Vang ansat til at prøve at drive en klike småkriminelle 14-årige rødder, der huserede i Holmbladsgade og omegn, ind på en bedre vej til voksenlivet.
»I starten brugte jeg bolsjepædagogik for at komme tæt på dem; det tog et årstid, hvor jeg købte mig fattig i pizzaer. I dag er det dem, der ringer og spørger, om jeg ikke vil have en shawarma,« fortælle han.
Ret hurtigt fandt Henrik Vang ud af, hvilke 15drenge, der udgjorde klikens kerne, og dem har han taget sig særligt af:
»Konsekvens er nøglen. F.eks. har jeg en gang smidt en af dem af bussen på Rådhuspladsen, så han måtte gå hjem, fordi han ikke opførte sig ordentligt. Jeg lærte dem at overholde en aftale. Hvis en af dem for eksempel kom for sent, når vi skulle i biffen, måtte han betale selv. «
»Jeg fik dem til at interessere sig for sport. Først kørte vi go-cart, og derefter tog jeg fat i hver enkelt og spurgte, hvad han kunne tænke sig. En af dem ville f.eks. gerne gå til boksning, så gik jeg med ham nogle gange, indtil jeg kunne mærke, at det var O.K. at træneren tog over. En anden ville spille rugby. Han er i øvrigt på landsholdet nu. En tredje fortsatte i øvrigt med go-cart og blev klubmester og nummer tre til DM.«
»På den måde fik jeg splittet kliken.«

Jeg vil dem
Nu er drengene 16-18 år og 13 ud af 15 har taget afgangseksamen fra folkskolen og er i gang med 10. klasse, arbejde eller uddannelse, fortæller Henrik Vang med slet skjult stolthed. Hans forudsætninger for at tage sig af drengene er utraditionelle: Uddannet farvehandler og senere rådshusbetjent i socialforvaltningen:
»Jeg er ikke pædagog, så jeg kan ikke så mange fine ord. Når man skal være sammen med de drenge, er det vigtigste, at man vil dem, og det vil jeg.«
»Jeg har lært at være serviceminded i farvehandlen og på Rådhuset, men jeg har også selv været en rod på Ama’r og kan godt huske, hvordan det var. Vi siger – jah, undskyld mig – pik og patter, sgu og fanden. Jeg taler deres sprog. De kalder mig svensker, fordi jeg bor i Malmø; jeg kalder dem perkere. Men vi gør det kun indbyrdes, aldrig når vi er ude sammen.«
»Jeg tænker på, hvordan mine forældre opdragede mig, og hvordan jeg selv opdrager mine egne tre børn, og det er det, der virker.«
Henrik Vang mener selv, han har opnået drengenes tillid ved at være konsekvent:
»F.eks. sagde jeg fra starten, at jeg ikke ville acceptere, at de gik på mennesker. Hvis jeg hører om et knæk henne i Brugsen, så er det døde ting – det er, hvad det er og det sker.«

Ringede til politiet
»Men for eksempel var der to, der ikke kom med til Norge, fordi de havde overfaldet en mand. Og da jeg en dag hørte, at de var på vej til Christiania med skruetrækkere i lommen for at slås med en gruppe drenge derovre, ringede jeg til politiet, der stoppede dem. Jeg fortalte selvfølgelig drengene, at det var mig, der havde ringet – og det syntes de bagefter var helt O.K.«
Henrik Vang har besøgt drengenes familier: »I forbindelse med en skitur til Norge tog jeg hjem til forældrene for at få deres tilladelse til at tage drengene med. Så kunne forældrene også se mig an og vide, hvem deres søn skulle tilbringe en uge sammen med. Jeg kom ved 18-tiden, for at være sikker på, at familien var hjemme ... en sidegevinst af det var, at jeg fik serveret kylling tilberedt på 14 forskellige måder. Den sidste familie fik bøf til aftensmad.«
»De måtte gerne tage på skiferie – det var straks sværere med turen til Lalandia. En af dem måtte ikke komme med, fordi hans forældre vil ikke have, han ser nøgne kvinder. Hvilket inkluderer piger i badetøj. Han må heller ikke gå på stranden.«

Alvorligt besøg
Andre besøg har haft mere alvorlige årsager: »Jeg måtte for eksempel fortælle en familie, at der gik rygter om, at deres dreng kastede med sten og havde ramt en pige i hovedet. Næste dag havde han tydeligvis fået klaps.«
Flere af drengene kommer fra miljøer, hvor øretæver er en del af opdragelsen, men Henrik Vang har kun en enkelt gang anvendt mere korporlig pædagogik:
»Vi var på skitur til Norge og på vej hjem i bussen måtte jeg daske en af dem i brystet. Det virkede.«
»Men jeg har selvfølgelig ind i mellem taget fat i dem. For eksempel da jeg kom forbi et kæmpeslagsmål på Prags Bulevard – så gik jeg hen og blandede mig. Det ville jeg selvfølgelig aldrig have gjort, hvis det ikke have været mine drenge.«
De fleste af forældrene kommer fra små landsbyer, hvor de er vant til at hele landsbyen opdrager på deres børn:
»Her er de helt alene om det, og det er en overraskelse for de fleste,« siger Henrik Vang.
Han kalder sig selv ’legeonkel’: »Drengene snakker jo ikke med deres forældre om alt, det gjorde jeg sgu heller ikke. Men de snakker med mig.«
»For fanden, de er jo mine venner i dag. Jeg elsker de drenge!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her